logo
Søg
Close this search box.
Søg
Close this search box.

Primær hyperaldosteronisme (PHA)

Indholdsfortegnelse

Hvad omfatter denne NBV

Primær hyperaldosteronisme (PHA) DE26.0, der omfatter følgende subtyper

    • Aldosteron producerende adenomer DE26.0
    • Bilateral adrenal hyperplasi DE26.0B
    • Unilateral adrenal hyperplasi DE26.8
    • Familiær hyperaldosteronisme type I, II og III DE26.8
    • Aldosteron producerende adrenocorticale carcinomer DC74.0 & DE26.9

Hvad omfatter denne NBV ikke

Ektopisk aldosteron producerende tumorer DE26.8

 Forekomst

Primær hyperaldosteronisme (PHA) forekommer hos ca. 5-15% af patienter med hypertension og er den hyppigste årsag til sekundær hypertension. Prævalensen varierer dog betydelig i forskellige studier afhængigt af population og selektion (1, 2). Prævalensen af PHA ved ubehandlet hypertension er opgjort til 2% ved BT 140-159/90-99, 8% ved BT 160/179/100-109 og 13% ved BT > 180/110.

Klinisk præsentation

PHA mistænkes typisk hos patienter med kombinationen af hypertension og hypokaliæmi.  Fravær af hypokaliæmi udelukker dog ikke PHA. Hypokaliæmi ses hos 9-37%, overvejende ved svære tilfælde og har en lav sensitivitet (2; 3). Hvis patienten ikke har hypertension, er der ingen grund til at mistænke PHA.

PHA er oftest symptomfattig. Det forhøjede BT kan manifestere sig ved hovedpine. Ved hypokalæmi kan ses muskelsvaghed, polyuri, polydipsi og gastrointestinale gener. Ved alvorlig hypokaliæmi kan opstå kardielle arytmier og udtalte neuromuskulære symptomer (LINK NBV hypokaliæmi).

Sammenlignet med patienter med essentiel hypertension har patienter med PHA øget risiko for apopleksi, iskæmisk hjertesygdom, atrieflimren og hjertesvigt (4-5).

Hvem foreslås undersøgt for PHA? (2)

Vurdering af hvilke patienter, der anbefales udredning, bør individualiseres med fokus på de patienter, der vil kunne profitere af kirurgi eller medicinsk behandling.

Udredning kan være langvarig og konsekvens af udredning bør holdes proportionalt med klinisk gevinst. I visse tilfælde kan det således være hensigtsmæssigt at opstarte medicinsk behandling uden forudgående udredning.

Kriterier for udredning (2)

  • Veldokumenteret (ubehandlet) hypertension, BT > 150/100 mmHg
  • Ved behov for ≥ 3 antihypertensiva incl. et diuretikum
  • Ved hypertension og spontan hypokaliæmi.
  • Debut af hypertension før 40 års alder.
  • Hypertension og binyre incidentalom (PHA prævalens 4,4, range 0,4 til 24,6).
  • Hypertension og familie anamnese med tidligt indsættende hypertension eller cerebrovaskulær katastrofe i ung alder (< 40 år).
  • Alle hypertensive førstegradsslægtninge til patienter med PHA.

Obs: Mistænkes PHA ved nydiagnostiticeret hypertension, kan biokemi med fordel udføres før opstart af interferende antihypertensiv behandling (se nedenfor). Prøver kan bestilles af egen læge eller efter henvisning til lokal endokrinologisk afdeling.

Biokemisk præsentation

Ved mistanke om PHA udføres sceening med måling af p-aldosteron og p-renin koncentration. Resultaterne angives som aldosteron/renin-ratio (ARR), hvor en høj værdi understøtter mistanken om autonom aldosteron produktion.

Biokemisk kan desuden ses metabolisk alkalose som følge af hypokaliæmi og natrium og chlorid forhøjet eller højt inden for normalområdet som følge af hyperaldosteronismen.

Forberedelse forud for måling af aldosteron og renin:

  • Antihypertensiv behandling, som påvirker ARR tilstræbes omlagt. Se afsnit nedenfor vedr. interaktioner og tabel 1.
  • Lægemidler, nydelsesmidler og kosttilskud som påvirker ARR tilstræbes pauseret (se tabel 1)
  • Hypokaliæmi korrigeres
  • Der tilstræbes rigelig indtagelseaf natrium mhp. at øge undersøgelsens sensitivitet (2).

I hele Danmark anvendes ImmunoDiagnosticSystems (IDS) integrated system (ISYS) kemiluminometriske assay (23) til analyse af p-aldosteron og p-renin.

Blodprøven bør foretages i morgentimerne (kl. 07-10) og efter almindelig oppegående aktivitet (minimum 30 minutter) samt 5-10 minutters siddende hvile. Ved mistanke om assay-problematik kan anvendes masse-spektometri. Her skal man være opmærksom på, at der anvendes andre cut-offs.

Interaktion med lægemidler:

Data vedrørende lægemidlers indvirkning på renin-angiotensin-aldosteron-systemet (RAAS) inklusiv ARR er overvejende indhentet på raske forsøgspersoner og patienter med hypertension uden autonom aldosteronproduktion. Derimod er det kun sparsomt belyst, hvilken indflydelse forskellige lægemidler har på ARR ved PHA (7;10-13). Det anbefales derfor at måling af ARR så vidt muligt foretages uden indtagelse af lægemidler, der kan influere RAAS (Tabel 1) (2).

Kan patienten ikke undvære antihypertensiv behandling i forbindelse med udredningen kan man midlertidigt anvende doxazosin, verapamil, diltiazem og/eller moxonidin. Hvisdet ikke er muligt helt at omlægge den antihypertensive behandling, skal pausering af diuretika prioriteres (2). Bestemmelse af ARR giver ikke mening under pågående behandling med kalium besparende diuretika, dvs. spironolacton og eplerenon (12).

Tabel 1. Lægemidler og forhold der påvirker aldosteron og renin (tabel modificeret efter ref. 2, 14, 15, 20)

AgensPrimær påvirkningÆndring i ARRAnbefalet pause
Kalum besparende diuretikaØger renin og aldosteronReducerer ARR (FN)4 uger
Loop og thiazid diuretikaØger renin og aldosteronReducerer ARR (FN)4 uger
ACE/ARBØger renin og reducerer aldosteronReducerer ARR (FN)2 uger
Dihydropyridin calciumantagonister

(Amlodipin, Felodipin, Nifedipin)

Øger reninReducerer ARR (FN)2 uger
Α-receptor agonister (clonidin, α-methyldopa)Reducerer reninØger ARR (FP)2 uger
Β-blokkereReducerer reninØger ARR (FP)2 uger
NSAIDsReducerer reninØger ARR (FP)2 uger
Peroral indtaget østrogenUsikkertUsikkert6 uger
Glycyrrizhinsyre (lakrids)Reducerer aldosteron/reninUsikkert4 uger
Andre forhold
HypokaliæmiReducerer aldosteron og øger reninReducerer ARR (FN)
Nedsat nyrefunktionØget aldosteronØger ARR (FP)
Alder > 65 årReduceret aldosteron/reninUsikkert

Udover det i Tabel 1 nævnte forhold kan biotin give interferens på måling ved måling af aldosteron og renin.

Tolkning af ARR

En værdi >31 anses som forhøjet.Med aktuelle højsensitive analysemetoder for p-renin kan der bestemmes meget lave renin-koncentrationer. Det medfører at ARR kan være forhøjet ved lave koncentrationer af aldosteron, der ikke umiddelbart er forenelig med PHA. Der er ikke konsensus omkring et minimumsniveau for p-aldosteron (2;19), men i et stort australsk materiale på 125 patienter med operativt verificeret aldosteron producerende adenom fandt man at kun 4% havde ikke-hvilende p-aldosteron <278 pmol/l (12). Samlet set vurderes det, at en aldosteron koncentration < 240 pmol/L for praktiske formål udelukker PHA.

Ved måling af høj aldosteronværdi og samtidig normal reninværdi kan forekomme forhøjet ARR hos personer uden PHA. Derfor anbefales at anvende en øvre grænseværdi for renin på 20 mIU/ml, hvor diagnosen PHA vurderes usandsynlig. Evidens for denne tærskelværdi er dog sparsom (20).

Diagnose (figur 1)

Hvis der foreligger forhøjet ARR eller vanskelig tolkelig ARR anbefales patienten henvist til videre udredning i et højt specialiseret center. Ved forhøjet ARR stilles diagnosen ved bekræftende test. I tilfælde med forhøjet p-aldosteron og samtidig supprimeret renin (IDS ISYS) vil ARR i sig selv være diagnostisk (se figur 1)

Figur 1. Flowchart til udredning af PHA (IDS ISYS assay værdier)

fig1

a) Bekræftende test:

Der er ingen gylden standard, og det afspejles i, at der for hver af de 3 hyppigst anvendte test (iv saltbelastningstest, captopril challenge test, eller florinef suppresionstest) findes forskellige fremgangsmåder og tærskelværdier (2). Da det primære formål med en bekræftende test for PHA er at udelukke falsk positive værdier for ARR, er der behov for en test med høj negativ prædiktiv værdi. Der er ikke betydende diagnostiske forskelle på om man anvender siddende i.v. saltbelastningstest eller captopril challenge test og dette kan bero på lokal tradition (se faktaboks). Florinef suppresions test angives også at have høj negativ prædiktiv værdi (21), men er mere besværlig at udføre.

Faktaboks (IDS ISYS assay):

IV saltbelastningstest (45):Med patienten i siddende stilling i 15 min indgives (med start mellem kl 08 og 9.30) 2 L 0.9 % NaCl iv over 4 timer (dråbetæller) og patienten forbliver i siddende stilling (toiletbesøg senest 30 min før blodprøvetagning accepteres).  Der måles puls og blodtryk hver time. Før og efter endt infusion måles plasma aldosteron, renin og kortisol. Plasma aldosteron (efter infusion) < 170 pmol/l udelukker PHA (44). Relativ kontraindikation til denne test er betydende nyre- eller hjertesvigt samt ukontrolleret hypertension.

Captopril challenge test (2): Patienten sidder i 1 time. Derefter indtages tbl captopril 50 mg til tiden 0 og patienten bliver siddende. Til tiden 0 og 120 min udtages blodprøve til p-aldosteron og p-renin. Guidelines (2) anbefaler cut-off, således, at p-aldosteron personer uden PHA supprimeres mere end 30%. Referencen til denne værdi kan ikke findes. Patienter med aldosteron producerende adenom supprimerer typisk mindre end patienter med bilateral hyperplasi.

Florinef suppressions test (2, 25):  Udføres under indlæggelse. Starter kl 08:00. Der gives tbl Florinef® 0,1 mg hver 6. Time i 4 dage. Der måles s-K hver 6. time og administreres kalium tilskud med mixt. kaliumklorid således s-K er tæt på 4,0 mmol/L. Derudover administreres natriumklorid tbl 30 mmol (1,75 g) x 3 dagligt under testen. Dag 4 tages p-kortisol kl 07:00 og kl 10:00 hvor testen afsluttes med at måle siddende p-aldosteron og p-renin. P-aldosteron > 170 pmol/L bekræfter PHA diagnosen såfremt p-renin er under detektionsgrænsen og p-kortisol kl 10 er lavere end kl 07.

Der er især hos patienter med bilateral sygdom stillet spørgsmålstegn ved IDS ISYS assayets præcision, idet assay synes at måle for højt sammenlignet med væskekromatografi-massespektrometriske (LC-MS) målinger (45). Det kan derfor overvejes ved positiv konfirmerende test at få foretaget analyse for aldosteron med LC-MS, der for nærværende udføres på Sygehus Lillebælt i Vejle.

Det kan overvejes at udelade bekræftende test ved overbevisende biokemi i form af hypokaliæmi, p-aldosteron > 600 og renin < 5,3 mIU/L.

Subtypeklassifikation:

Når diagnosen PHA er stillet, er der behov for subtypeklassifikation. Subtypeklassifikationen ved binyrevenekaterisation (BNVK) har til formål skelne de unilaterale, hvor der er potentiel kirurgisk behandlingstilbud, fra de bilaterale tilstande, hvor der udelukkende er medicinsk behandlingstilbud.

Binyrevenekaterisation

BNVK bør kun udføres, når diagnosen PHA er stillet og hvis patienten er interesseret i og forventes at profitere af adrenalektomi.

BNVK foretages af en interventionsradiolog. Kateter indføres via vena femoralis (lokal anæstesi) og til højre binyrevene – ca. 90o indløb i vena cava – og derefter til venstre binyrevene. Der tages prøver til p-aldosteron og p-kortisol og evt. p-metanefriner fra begge binyrevener samt fra vena iliaca og tillige evt. fra perifer cubital vene. Undersøgelsen foretages i Danmark uden ACTH-stimulation.

Tolkning af BNVK (25, 26):

Ved tolkning af BNVK vurderes om katetrene har været placeret korrekt under blodprøvetagning (selektivitetsindex), om der er aldosteron overproduktion sv.t. til den ene binyre (lateraliseringsindex) og hvorvidt der samtidig er suppression af aldosteronsekretion fra den modsidige binyre (suppressionsindex), se tabel 2.

Tabel 2

Binyrevene katerisation (BNVK)
Selektivitetsindex
       FormålAt undersøge om katetrene er placeret korrekt ved binyrevenerne.

 

Er kortisol ved binyrevenen ≥ x 2 højere end perifer kortisol er katetrene placeret korrekt.

     Beregning
Lateraliseringsindex
     FormålAt undersøge om der er unilateral eller bilateral sygdom.

 

Der er tale om unilateral sygdom når den kortisoljusterede aldosteronkoncentration ved den dominante binyrer er ≥x4 højere end den kortisoljusterede aldosteronkoncentration ved den non-dominante binyre.

    Beregning
Kontralateral suppression
    FormålAt undersøge om aldosteronsekretionen fra den non-dominante binyre er supprimeret.

 

Der er tale om kontralateral suppression når den forholdet mellem den non-dominante kortisoljusterede aldosteronsekretion og den perifere kortisoljusterede aldosteronkoncentration er ≤ 1.

 

Kontralateral suppression forekommer ikke altid og har ingen betydning for beslutning om operation.

    Beregning

Der må vedforetages en samlet vurdering mhp. om der er tilstrækkelig evidens for ensidig aldosteron overproduktion, i det de anførte indices kun er vejledende.

Der må endelig i det individuelle tilfælde konfereres i det højt specialiserede center, hvorvidt patienten skal tilbydes adrenalektomi.

Komplikationer ved BNVK er blødning, infektion, binyre vene ruptur (ca. 0,6% hyppighed), binyrevene trombose, vene dissektion og ultimativt total binyreinsufficiens (25). BVNK anbefales kun at foregå på få interventionsradiologiske centre.

Billeddiagnostik

Efter diagnosen er stillet anbefales desuden CT-skanning af binyrerne. CT-skanning er ikke diagnostisk for PHA, men bruges som beslutningsstøtte og operativ planlægning. CT-skanning kan således påvise både normale forhold, uni- eller bilateralt adenom eller hyperplasi.

 Tumorer med maligne eller ikke sikre benigne karakteristika vurderes i henhold til NBV for binyreincidentalomer (LINK).

Ved tumorer større end 1 cm kan overvejes at supplere med dexamethason suppressionstest og ved kortisol > 50 nmol/l test gøres overvejelser om behov for ”steroid paraply” (2) ved evt. adrenalektomi.

Genetisk testning (2)

Alle førstegradsslægtninge til patienter med PHA, som har hypertension bør tilbydes screening for PHA i form af ARR. Patienter diagnosticeret med PHA før 20-årsalderen eller med hæmoragisk cerebral insult før 40-årsalderen, samt patienter med familiær ophobning af PHA bør genetisk udredes for om de kunne have arvelige former for af PHA: familiær hyperaldosteronisme type I (glukokortikoid supprimerbar hyperaldosteronisme), type II, type III og type IV. Hver enkelt form udgør under 1 % af det samlede antal patienter diagnosticeret med PHA.

Unge PHA-patienter (<20 år) anbefales tillige udredt for somatiske mutationer i KCNJ5, ATP1A1, ATP2B3 og CACNA1D genet.

Behandling

Ved unilateral sygdom anbefales adrenalektomi, som ser ud til at forbedre prognosen (27), er medicinbesparende og giver større patienttilfredshed (24). I resterende tilfælde hvor der ikke kan tilbydes adrenalektomi behandles medicinsk.

Operativ behandling og opfølgning

Præoperativt:

  • Der kan i ventetid til operation opstartes medicinsk behandling med mineralokortikoid receptor antagonist i form af spironolacton, alternativt eplerenon, mhp. bedre kontrol af blodtryk og hypokaliæmi.
  • Derudover kan suppleres med andre antihypertensiva og evt. kalium tilskud.
  • Valg af antihypertensiva må i denne fase bero på en individuel vurdering samt lokale forhold, hvor bl.a. ventetid på kirurgi kan variere.
  • Kirurgerne skal orienteres om evt. behov for steroidparaply.

Postoperativt:

  • Mineralokorticoid receptor antagonist seponeres umiddelbart postoperativt
  • Kaliumtilskud seponeres umiddelbart efter operation.
  • en uge postoperativt måles p-kalium og kreatinin.
  • Aldosteron og renin måles ca. 4 uger postoperativt (obs evt. præoperativ behandling med mineralokortikoid receptor antagonist).

Med lille hyppighed, 5%, ses behandlingskrævende postoperativ hypo-aldosteronisme (28) som i 11-46 måneder postoperativt krævede mineralokorticoid behandling. Der ses også kreatininstigning betinget af bortfald af den aldosteron-betingede renale hyperfiltration (som har givet falsk nedsat kreatinin præ-operativt) (29, 30).

Postoperativt vil størstedelen af patienterne kunne ophøre med kaliumtilskud ligesom den antihypertensive behandling oftest kan reduceres eller seponeres. Effekten af adrenalektomi vurderes i henhold til PASO-kriterierne efter 6-12 måneder (se appendix). Hvor langt de fleste vil få normalisering af kalium efter operation, er effekten på blodtrykket mere individuel. Manglende effekt på blodtryk kan skyldes element af essentiel hypertension eller fejlklassifikation af sygdommen som værende unilateral.

Komplet klinisk succes ses hos 17-62% og komplet biokemisk succes hos 94% (31).

Efter 1 år kan succesfuldt opererede patienter følges hos praktiserende læge med f.eks. årlige målinger af BT og K (31).

Medicinsk behandling og opfølgning

Patienter, hvor unilateral hypersekretion ikke har kunnet verificeres ved BNVK, samt patienter, der af andre årsager ikke anbefales adrenalektomi, behandles medicinsk.

Disse patienter fortsætter aldosteron receptorblokade, med spiron eller eplerenon. Der foreligger et dobbeltblindt randomiseret og 2 ublindede randomiserede studier, som sammenligner spiron med eplerenon til antihypertensiv behandling ved PHA (32-34). Den antihypertensive effekt af spiron er højere end eplerenon. Spiron, som er dobbelt så potent per vægtenhed som eplerenon, doseres én gang dagligt til et måltid. Eplerenon doseres 2 gange dagligt og påvirkes ikke af fødeindtagelse (34). Det er arbejdsgruppens opfattelse at eplerenon oftest underdoseres og bør bruges i mere udbredt grad. Den nye non-mineralokortikoid receptor antagonist finerenon er kun undersøgt i begrænset omfang og omtales ikke yderligere (46).

Typiske startdoser:

Spironolacton 25 mg x 1 og Eplerenon 25 mg x 2.  Med optitrering efter blodtryk og kalium (max-doser anvendt i studier er 400 mg/dag for Spiron og 300 mg/dag for Eplerenon).

Bivirkningerne til spironolacton i form af gynækomasti, mastalgi, træthed, nedsat libido er klart mere udtalte end for eplerenon. Ved bivirkninger til spironolacton skiftes til eplerenon (som anvendes off-label på indikationen PHA). Derudover anvendes andre antihypertensiva, f.eks. calciumantagonister og evt. kalium tilskud.

Da ikke-supprimeret renin forbedrer prognosen ved medicinsk-behandlet PHA (27) anbefales at behandlingen justeres i forhold til renin, kalium og blodtryk. Jf. PAMO-kriterierne anbefales at renin-koncentration skal stige fra baseline eller til > 10 mU/L (47).

Yderligere billediagnostik eller hormonel opfølgning er oftest ikke indiceret.

Effekten af medicinsk behandling vurderes på biokemisk og klinisk respons 6 til 12 måneder efter behandlingsstart i henhold til PAMO-kriterierne (47), se appendix. Velbehandlede patienter kan følges hos praktiserende læge med f.eks. årlige målinger af BT og K og kan genhenvises ved stigende blodtryk eller udvikling af bivirkninger til den medicinske behandling.

Appendix

  1. a) Vedr. Analyse metoder

Plasma aldosteron måles fortrinsvis med immunbaserede metoder på automatiserede maskiner. Der er betydelig variation fra assay til assay, hvor p-aldosteron fra samme prøve kan variere med en faktor 2 (40). Massespektrometri har været foreslået som en alternativ og mere pålidelig analysemetode, men anvendes aktuelt ikke rutinemæssigt udover Sygehus Lillebælt i Vejle (11).

  1. c) Vedrørende behandlingsrespons

Se nedenstående tabel for PASO- og PAMO-kriterier for behandlingsrespons efter hhv. adrenalektomi og medicinsk behandling.

Operativ effekt (PASO)Medicinsk effekt (PAMO)
Biokemisk effekt  
Komplet responsNormokaliæmi uden kaliumsubstition

OG normalisering af ARR

Normokaliæmi uden kaliumsubstitution

OG p-renin > 10 mU/L

Partielt responsNormokaliæmi uden kaliumsubstition

OG forbedring af ARR (≥ 50% reduktion af baseline aldosteron og/eller forbedring af den bekræftende test)

Normokaliæmi uden kaliumsubstitution

OG p-renin ≤ 10 mU/L

Ingen responsVedvarende hypokaliæmi ELLER forhøjet ARR med manglende suppression af aldosteron ved bekræftende test.Vedvarende hypokaliæmi eller behov for kaliumsubstitution og vedvarende p-renin ≤ 10 mU/L.
Klinisk effekt  
Komplet responsNormalt BT uden brug af antihypertensiva.Normalt BT uden brug af andre antihypertensiva end målrettet PHA-behandling (dvs MRAs, aldosteron synthase-hæmmere eller ENaC-hæmmere såsom Amilorid).
Partielt responsUændret BT men med færre antihypertensiva

ELLER lavere BT med samme mængde antihypertensiva.

 

Uændret BT på færre antihypertensiva (fraset målrettet PHA-behandling), eller reduktion i BT på uændret eller færre antihypertensiva.
Ingen responsUændret eller stigende BT med samme eller øget mængde antihypertensivaUændret BT på samme eller øget antihypertensiv behandling (fraset målrettet PHA-behandling).

 

Forkortelser: PASO – Primary Aldosteronism Surgical Outcome; PAMO – Primary Aldosteronism Medical Outcome

PASO/PAMO definitioner:

  • Normalt BT: Ambulatorie-BT < 140/90; hjemme-BT < 135/85
  • Uændret BT: ændring af systolisk tryk på < 20 mm Hg og diastolisk på < 10 mmHg.
  • Mindre antihypertensiv medicin: ændring på ≥ 0.5 DDD (Defineret DøgnDosis) af antihypertensiv behandling (fraset PHA-målrettet behandling for PAMO).

Referencer

  1. Käyser SC, Dekkers T, Groenewoud HJ, van der Wilt GJ, Carel Bakx J, van der Wel MC, Hermus AR,Lenders JW, Deinum J. Study Heterogeneity and Estimation of Prevalence of Primary Aldosteronism: A Systematic Review and Meta-Regression Analysis. J Clin Endocrinol Metab 2016, 101(7):2826-35
  2. Funder JW, Carey RM, Mantero F, Murad MH, Reincke M, Shibata H, Stowasser M, Young WF, Jr. The Management of Primary Aldosteronism: Case Detection, Diagnosis, and Treatment: An Endocrine Society Clinical Practice Guideline. J Clin Endocrinol Metab 2016,101:1889-1916
  3. Burello J, Monticone S, Losano I, Cavagliá G, Buffolo F, Tetti M, Covella M, Rabbia F, Veglio F, Pasini B, Williams TA, Mulatero P. Prevalence of hypokalemia and primary aldosteronism in 5100 patients referred to a tertiary hypertension unit. Hypertension 2020, 75(4): 1025-1033
  4. Monticone S, D’Ascenzo F, Moretti C, Williams TA, Veglio F, Gaita F, Mulatero P.  Cardiovascular events and target organ damage in primary aldosteronism compared with essential hypertension: a systematic review and meta-analysis. Lancet Diabetes Endocrinol 2018, 6:41-50
  5. Funder JW. Primary aldosteronism and cardiovascular risk, before and after treatment. Lancet Diabetes Endocrinol 2016, 6:5-7
  6. Espiner EA, Ross DG, Yandle TG, Richards AM, Hunt Pj. Predicting surgically remedial primary aldosteronism: role of adrenal scanning, posture testing, and adrenal vein sampling. J Clin Endocrinol Metab 2003, 88:3637-3644
  7. Pilz S, Kienreich K, Gaksch M, Grubler M, Verheyen N, Bersuch LA, Schmid J, Drechsler C, Ritz E, Moosbrugger A, Stepan V, Pieber TR, Meinitzer A, Marz W, Tomaschitz A. Aldosterone to active Renin ratio as screening test for primary aldosteronism: reproducibility and influence of orthostasis and salt loading. Horm Metab Res 2014, 46:427-432
  8. Glinicki P, Jeske W, Bednarek-Papierska L, Kruszynska A, Gietka-Czernel M, Roslonowska E, Slowinska-Srzednicka J, Kasperlik-Zaluska A, Zgliczynski W. The ratios of aldosterone / plasma renin activity (ARR) versus aldosterone / direct renin concentration (ADRR). J Renin Angiotensin Aldosterone Syst 2015, 16(4):1298-305
  9. Kem DC, Weinberger MH, Gomez-Sanchez C, Kramer NJ, Lerman R, Furuyama S, Nugent CA. Circadian rhythm of plasma aldosterone concentration in patients with primary aldosteronism. J Clin Invest 1973, 52:2272-2277
  10. Unger N, Lopez S, I, Pitt C, Walz MK, Philipp T, Mann K, Petersenn S. Comparison of active renin concentration and plasma renin activity for the diagnosis of primary hyperaldosteronism in patients with an adrenal mass. Eur J Endocrinol 2004,150:517-523
  11. Stowasser M, Ahmed AH, Pimenta E, Taylor PJ, Gordon RD. Factors affecting the aldosterone/renin ratio. Horm Metab Res 2012, 44:170-176
  12. Gallay BJ, Ahmad S, Xu L, Toivola B, Davidson RC. Screening for primary aldosteronism without discontinuing hypertensive medications: plasma aldosterone-renin ratio. Am J Kidney Dis 2001, 37:699-705
  13. Seifarth C, Trenkel S, Schobel H, Hahn EG, Hensen J. Influence of antihypertensive medication on aldosterone and renin concentration in the differential diagnosis of essential hypertension and primary aldosteronism. Clin Endocrinol (Oxf) 2002, 57:457-465
  14. Ahmed et al JCEM 2017, p 2039-2043
  15. Mulatero P, Rabbia F, Milan A, Paglieri C, Morello F, Chiandussi L, Veglio F. Drug effects on aldosterone/plasma renin activity ratio in primary aldosteronism. Hypertension 2002, 40:897-902
  16. Chao CT, Wu VC, Kuo CC, Lin YH, Chang CC, Chueh SJ, Wu KD, Pimenta E, Stowasser M. Diagnosis and management of primary aldosteronism: an updated review. Ann Med 2013, 45:375-383
  17. Manolopoulou, J, Fischer, E, Dietz, A, Diederich, S, Holmes, D, Junnila, R, Grimminger, P, Reincke, M, Morganti, A, Bidlingmaier, M. Clinical validation for the aldosterone-to-renin ratio and aldosterone suppression testing using simultaneous fully automated chemiluminescence immunoassays. J Hypertens 2015, 33 (12): 2500–11
  18. Douillard C, Houillier, Nussberger J, Girerd X. SFE/SFHTA/AFCE Consensus on Primary Aldosteronism, part 2: First diagnostic steps. Ann Endocrinol 2016, 77:192-201
  19. Fuller PJ. Adrenal Diagnostics: An Endocrinologist’s Perspective focused on Hyperaldosteronism. Clin Biochem Rev 2013, 34:111-116
  20. O’Shea PM, Griffin TP, Browne GA, Gallagher N, Brady JJ, Dennedy MC, Bell M, Wall D, Fitzgibbon. Screening for primary aldosteronism using the newly developed IDS-iSYS® automated assay system. Prac Lab Med 2016, 7:6-14
  21. Reznik Y, Amar L, Tabarin A. SFE/SFHTA/AFCE Consensus on Primary Aldosteronism, part 3: Confirmatory testing. Ann Endocrinol 2016, 77:202-7
  22. Ahmed AH, Cowley D, Wolley M, Gordon RD, Xu S, Taylor PJ, et al. Seated saline suppression testing for the diagnosis of primary aldosteronism: a preliminary study. J Clin Endocrinol Metab 2014, 99: 2745-53
  23. Mulatero P, Milan A, Fallo F, Regolisti G, Pizzolo F, Fardella C, et al. Comparison of confirmatory tests for diagnosis of primary aldosteronism. J Clin Endocrinol Metab 2006, 91:2618-23
  24. Dekkers T, Prejbisz A, Kool LJ, Groenewoud HJ, Velema M, Spiering W, Kołodziejczyk-Kruk S, Arntz M, Kądziela J, Langenhuijsen JF, Kerstens MN, van den Meiracker AH, van den Born BJ, Sweep FC, Hermus AR, Januszewicz A, Ligthart-Naber AF, Makai P, van der Wilt GJ, Lenders JW, Deinum J, SPARTACUS Investigators. Adrenal vein sampling versus CT scan to determine treatment in primary aldosteronism: an outcome-based randomised diagnostic trial. Lancet Diabetes Endocrinol 2016, 4:739-46
  25. Rossi GP, Auchus RJ, Brown M, Lenders JWM, Naruse M, Plouin PF, Satoh F, Young WF Jr. An expert consensus statement on use of adrenal vein sampling for the subtyping of primary aldosteronism. Hypertension 2014, 63:151-160
  26. Bardet S, Chamontin B, Douillard C, Pagny JY, Hernigou A, Joffre F, Plouin PF, Steichen O. SFE/SFHTA/AFCE Consensus on Primary Aldosteronism, part 4: Subtype diagnosis. Ann Endocrinol 2016, 77:208-13
  27. Hundemer GL, Curhan GC, Yozamp N, Wang M, Vaidya A. Cardiometabolic outcomes and mortality in medically treated primary aldosteronism: a retrospective cohort study. Lancet Diabetes Endocrinol 2018, 6:51-9
  28. Heinrich DA, Adolf C, Holler F, Lechner B, Schneider H, Riester A, Nirschl N, Sturm L, Wang X, Ladurner R, Seidensticker M, Bidlingmaier M, Beuschlein F, Reincke M. Adrenal insufficiency after unilateral adrenalectomy in primary aldosteronism – long-term outcome and clinical impact. J Clin Endocrinol Metab 2019, 104(11): 5658-5664
  29. Fischer E, Hanslik G, Pallauf A, Degenhart C, Linsenmaier U, Beuschlein F, Bidlingmaier M, Mussack T, Ladurner R, Hallfeldt K, Quinkler M, Reincke M. Prolonged Zona Glomerulosa Insufficiency Causing Hyperkalemia in Primary Aldosteronism after Adrenalectomy. J Clin Endocrinol metab 2012, 97:3965-73
  30. Kobayashi H, Abe M, Nakamura Y, Takahashi K, Fujita M, Takeda Y, Yoneda T, Kurihara I,  ItohH, Tsuiki M, Wada N, Ichijo T, Katabami T, Ogawa Y, Kawashima J, Yoshimoto T, Sone M, Inagaki N, Watanabe M, Kamemura K, Matsuda Y, Izawa S, Tanabe M, Tanabe A, Suzuki T, Naruse M. Association Between Acute Fall in Estimated Glomerular Filtration Rate After Treatment for Primary Aldosteronism and Long-Term Decline in Renal Function. Hypertension 2019, 74: 630-8
  31. Williams TA, Lenders JWM, Mulatero P, Burello J, Rottenkolber M, Adolf C, Satoh F, et al. Outcomes after adrenalectomy for unilateral primary aldosteronism: an international consensus on outcome measures and analysis of remission rates in an international cohort. Lancet Diabetes Endocrinol 2017, 5:689-99
  32. Karagiannis A, Tziomalos K, Papageorgiou A, Kakafika AI, Pagourelias ED, Anagnostis P, Athyros VG, Mikhailidis DP. Spironolactone versus eplerenone for the treatment of idiopathic hyperaldosteronism. Expert Opin Pharmacother 2008, 9: 509–15
  33. Parthasarathy HK, Menard J, White WB, Young WF Jr, Williams GH, Williams B, Ruilope LM, McInnes GT, Connell JM, MacDonald TM. A double-blind, randomized study comparing the antihypertensive effect of eplerenone and spironolactone in patients with hypertension and evidence of primary aldosteronism. J Hypertens 2011, 29: 980–90
  34. Karashima S, Yoneda T, Kometani M, Ohe M, Mori S, Sawamura T, Furukawa K, Seta T, Yamagishi M, Takeda Y. Comparison of eplerenone and spironolactone for the treatment of primary aldosteronism. Hypertension Research 2016, 39: 133–7
  35. Trenkel S, Seifarth C, Schobel H, Hahn EG, Hensen J. Ratio of serum aldosterone to plasma renin concentration in essential hypertension and primary aldosteronism. Exp Clin Endocrinol Diabetes 2002, 110:80-85
  36. Ferrari P, Shaw SG, Nicod J, Saner E, Nussberger J. Active renin versus plasma renin activity to define aldosterone-to-renin ratio for primary aldosteronism. J Hypertens 2004, 22:377-381
  37. Dorrian CA, Toole BJ, Alvarez-Madrazo S, Kelly A, Connell JM, Wallace AM. A screening procedure for primary aldosteronism based on the Diasorin Liaison automated chemiluminescent immunoassay for direct renin. Ann Clin Biochem 2010, 47:195-199
  38. Ahmed AH, Gordon RD, Taylor PJ, Ward G, Pimenta E, Stowasser M. Effect of contraceptives on aldosterone/renin ratio may vary according to the components of contraceptive, renin assay method, and possibly route of administration. J Clin Endocrinol Metab 2011, 96:1797-1804
  39. Ahmed AH, Gordon RD, Taylor PJ, Ward G, Pimenta E, Stowasser M. Are women more at risk of false-positive primary aldosteronism screening and unnecessary suppression testing than men? J Clin Endocrinol Metab 2011, 96:E340-E346
  40. Schirpenbach C, Seiler L, Maser-Gluth C, Beuschlein F, Reincke M, Bidlingmaier M. Automated chemiluminescence-immunoassay for aldosterone during dynamic testing: comparison to radioimmunoassays with and without extraction steps. Clin Chem 2006, 52:1749-1755
  41. Browne GA, Griffin TP, O’Shea PM, Dennedy MC. Beta-blocker withdrawal is preferable for accurate interpretation of the aldosterone-renin ratio in chronically treated hypertension. Clin Endocrinol 2016, 84: 325-31
  42. Ahmed AH, Gordon RD, Taylor P, Ward G, Pimenta E, Stowasser M. Effect of atenolol on aldosterone/renin ratio calculated by both plasma Renin activity and direct Renin concentration in healthy male volunteers. J Clin Endocrinol Metab 2010, 95:3201-3206
  43. Meng X, Li Y, Wang X, Li J, Liu Y, Yu Y. Evaluation of the saline infusion test and the captopril challenge test in Chinese patients with primary aldosteronism. J Clin Endocrinol Metab 2018, 103:853-60
  44. Wu S, Yang J, Hu J, Song Y, He W, Yang S, Luo R, Li Q. Confirmatory tests for the diagnosis of primary aldosteronism: A systematic review and meta-analysis. Clin Endocrinol 2019, 90:641-8
  45. Eisenhofer G, Kurlbaum M, Pietzsch M, Constantinescu G, Remde H, Schulze M, Kaden D, Müller LM, Fuss CT, Kunz S, Kolodziejczyk-Kruk S, Gruber S, Prejbisz A, Beuschlein F, Williams TA, Reincke M, Lenders JWM, Bidlingmaier M. The Saline Infusion Test for Primary Aldosteronism: Implications of Immunoassay Inaccuracy. J Clin Endocrinol Metab 2022,107:e2027-e2036
  46. Hu J, Zhou Q, Sun Y, Feng Z, Yang J, He W, Song Y, Wang Y, Chen X, Shen H, Jing Y, Yang S, Li Q. Efficacy and safety of finerenone in patients with primary aldosteronism: A pilot randomized controlled trial. Circulation 2025, Vol 151 (2).
  47. Yang et al. Outcomes after medical treatment for primary aldosteronism: an international consensus and analysis of treatment response in an international cohort. Lancet Diabetes Endocrinol 2025, 13(2): 119-133.

Tovholder

Jesper Krogh

Øvrige forfattere

Claus Larsen Feltoft

Randi Kjærsgaard Ugleholdt

Henrik Øder Hjortkjær

Tue Haldor Hansen

Andreas Ebbehøj

Esben Laugesen

Thomas Bastholm

Første version: Oktober 2016
Revideret: 2025
Næste revision: 2028

Interessekonflikter

Link

logo