Søg
Close this search box.
Søg
Close this search box.

Testosteronmangel hos mænd

Indholdsfortegnelse

Denne NBV er i forbindelse med revision i 2026 ændret på følgende områder:

  • Indsat afsnit om behandlingsansvar.
  • Tilføjet kort afsnit med information om Relative Energy Deficiency in Sport (REDs)/spiseforstyrrelser.
  • Anbefaling af rektaleksploration før opstart af testosteronbehandling er udgået.
  • Tabel 2: tilføjet kolonne med information om mulige mekanismer for de forskellige årsager til testosteronmangel samt en markering (*) af potentielle reversible årsager.
  • Tabel 5: tilføjet kolonne med evidensgrader.

Hvad omfatter denne NBV

Udredning og behandling af testosteronmangel hos mænd >18 år. Testosteronmangel kaldes ofte ”mandlig hypogonadisme”, hvilket dog også inkluderer tilstande med isoleret nedsat spermatogenese. Denne NBV omhandler ikke dette aspekt.

Hvad omfatter denne NBV ikke

  • DE23.X Udredning og behandling af hypofysesygdomme, hvor testosteronmangel kan være et element
  • DE30.0 Udredning og behandling af pubertas tarda
  • DE34.5 Udredning og behandling af androgen receptor resistens
  • DN46.9 Udredning og behandling af isoleret nedsat eller ophævet spermatogenese

Diagnosekoder

    • DE 29.1 Testikulær hypofunktion
    • DE 89.5 Hypogonadisme efter behandling af testikler
    • DE 23.0A Isoleret nedsat sekretion af gonadotropin

Forkortelser

  • LH: Luteiniserende hormon
  • FSH: Follikelstimulerende hormon
  • SHBG: Seksualhormonbindende globulin
  • GnRH: Gonadotropin releasing hormone
  • DXA: Dual-energy X-ray absorptiometry

 

Definition

Mandlig testosteronmangel defineres som en tilstand med symptomer og fund tydende på testosteronmangel (Tabel 1) og samtidigt lavt s-testosteron. Diagnosen beror således på en samlet vurdering.

Behandlingsansvar

Som læge har man altid et selvstændigt behandlingsansvar for sine patienter. En læge kan derfor afvise at overtage et behandlingsansvar, hvis lægen ikke selv vurderer at indikationen for behandlingen er til stede (ordlyden af citat afstemt med Styrelsen for Patientsikkerhed.)

 

Tabel 1: Symptomer og fund ved testosteronmangel

Symptomer og fund ved testosteronmangel.
Det bemærkes, at samtlige symptomer/fund kan have andre årsager end  testosteronmangel.
SymptomerNedsat libido
Erektil dysfunktion
Reduceret antal spontane morgen erektioner
Nedsat energiniveau
Træthed
Nedsat fysisk styrke/formåen
Søvnforstyrrelser, øget søvnbehov
Nedsat energi, motivation og initiativ
Nedsat koncentrationsevne og hukommelse
Hedeture og svedtendens
Tristhed, depressive tanker
Nedsat muskelmasse- eller styrke og nedsat fysisk kapacitet
FundTab af kropsbehåring
Små testikler eller aftagende størrelse af testikler
Infertilitet og/eller nedsat sædkvalitet
Osteoporose/osteopeni
Gynækomasti
Nedsat hæmatokrit
Central adipositas og højt/stigende BMI

Forekomst

Testosteronmangel kan opstå i alle aldre; forekomsten blandt danske mænd er ukendt. Ud fra receptdatabaser antages at >7000 mænd i Danmark i 2024 var i behandling med testosteron. De sidste 10 år har der været en markant, nærmest eksponentiel, stigning i antallet af mænd i behandling med testosteron (Sundhedsdatastyrelsen – Statistikker (medstat.dk)).

Forekomsten af testosteronmangel – uafhængigt af subklassificeringen – er hidtil bedst beskrevet i European Male Aging Study. Her fandt man, at prævalensen af testosteronmangel er stigende med alderen: 40-49-årige 0,1 %; 50-59-årige 0,6 %; 60-69-årige 3,2 % og 70-79-årige 5,1 %1. Diagnostikken i studiet var baseret på en kombination af lavt testosteron og symptomer på testosteronmangel. I kontrast hertil ville 17 % have haft testosteronmangel, hvis diagnosen blot blev stillet på baggrund af en serumværdi under referenceintervallet, hvilket understreger det væsentlige i at symptomer på testosteronmangel medinddrages i diagnosticeringen1.

Ætiologi

Årsager til testosteronmangel, se tabel 2.

Testosteronmangel inddeles ud fra LH-niveau i primær testosteronmangel og sekundær testosteronmangel. Ved primær testosteronmangel findes lav testosteronkoncentration pga. insufficiens af testiklernes testosteronproducerende celler (Leydig celler) medførende øget LH-niveau (=hypergonadotrop hypogonadisme). Ved sekundær testosteronmangel findes nedsat eller lavt-normalt LH-niveau fra hypofyse og/eller nedsat GnRH-niveau fra hypothalamus medførende nedsat testosteronkoncentration (=hypogonadotrop hypogonadisme). Testosteronmangel kan være en kombineret primær og sekundær mangel. Primær testosteronmangel er langt hyppigere end sekundær.

Når der påvises en testosteronmangel – baseret på symptomer og biokemi – skal årsagen altid eftersøges, idet testosteronmangel kan være reversibel ved korrektion af udløsende årsag. De potentielt reversible tilfælde vil biokemisk ligne en sekundær testosteronmangel med lav eller lavt-normal LH-koncentration.

Det er yderst væsentligt at få karakteriseret mangeltilstanden i primær eller sekundær, da sidstnævnte oftest vil omfatte udredning for hypofysesygdom samt afklaring af potentielt reversible årsager (se tabel 2 hvor potentielt reversible årsager er markeret med *).

Tabel 2. Ætiologi.
* Tilstanden er potentielt reversibel

Primær testosteronmangel Mekanisme
GenetiskeKlinefelter syndrom (47, XXY)Normal testisudvikling i fosterstadiet. I barndommen sker degeneration af germinalceller og seminiferøse tubuli, hvorved testis bliver fibrotisk, førende til seroli- og leydigcelledysfunktion.
XX Male syndrome (46, XX)SRY-translokation til X-kromosomet. Fører til normal testisdannelse i embryogenesen, men grundet manglen på øvrige Y-kromosomgener (særligt AZF-regioner, afhængig af translokationen), manglende spermatogenese og senere ofte testosteronmangel.
45, X / 46, XY mosaicismeAfhængig af tilstedeværelsen af 45,X, udvikles dysgenetiske gonader allerede i embryogenesen.
Gonadal dysgeneseMutationer i gener som fx SRY eller SOX9, som fører til dannelse af streak gonader uden funktionelle leydig- eller sertoliceller.
Partiel androgen insensitivitetssyndromSjælden X-bunden recessiv sygdom som fører til nedsat følsomhed af androgenreceptoren. Patienterne vil derfor have varierende grader af kliniske symptomer på testosteronmangel trods forhøjet testosteron og LH.
Testikulær sygdom

 

Orkitis, specielt fåresyge med testikulær affektionTestiklen er et immunpriviligeret organ, hvilket er nødvendigt grundet dens postnatale udvikling. Svære inflammatoriske reaktioner i testiklen kan nedbryde blod-testis barrieren og føre til varig inflammatorisk og fibrøs skade på testiklen.
OrkiektomiFjernelse af testiklen fører til færre testosteronproducerende leydigceller. Ved velfungerende kontralateral testis, vil denne kunne kompensere for faldet. Ved suboptimal funktion af kontralateral testis kan forekomme testosteronmangel.
TestistorsionAfklemning af blodforsyningen kan føre til iskæmi og vævshenfald, som i svære tilfælde kan føre til først nedsat spermatogenese dernæst leydigcelledysfunktion og derved testosteronmangel.
KryptorkismeKan være led i unormal testisudvikling (testikulær dysgenese syndrom). Den højere temperatur og det atypiske miljø intraabdominalt opfattes desuden som skadeligt for testisfunktionen.
Kemoterapi, specielt alkylerende medikamenterKemoterapi-induceret DNA-skade påvirker de hurtigt delende celler og vil primært påvirke sertoliceller og spermatogenese. Høje akkumulerede doser kan også reducere antal af funktionelle leydigceller.
Testikulær bestrålingStråleinduceret DNA-skade påvirker de hurtigt delende celler og vil primært påvirke sertoliceller og spermatogenese. Høje akkumulerede doser kan også reducere antal af funktionelle leydigceller.
AnorkiTestis gået til grunde i fosterlivet, fx pga. iskæmi, hvorved testosteronproduktionen udebliver.
HIVKronisk inflammation kan forårsage vedvarende testisskade, samt nedsat gonadotropinsekretion. Nogle antiretrovirale lægemidler menes at kunne manipulere den frie testosteronfraktion gennem påvirkning af SHBG.
Sekundær testosteronmangel  
Genetiske

 

Kallmanns syndromGnRH-producerende neuroner migrerer ikke korrekt til hypothalamus resulterende i komplet svigt af hypothalamus-hypofyse-gonadeaksen. Samtidig anosmi fordi udviklingen af de olfaktoriske bulbi også er forstyrret.
Idiopatisk hypogonadotrop hypogonadisme (IHH)Ved IHH er olfaktoriske strukturer normale, så problemet er ikke neuronmigration men andre genetiske mekanismer.
DAX-1 mutationDAX1 fungerer som en transkriptionsregulator, der kan hæmme aktiviteten af gener involveret i hypofyse-gonadeaksen, testisudvikling, samt regulere steroidogenese i binyrer og gonader. Derfor ofte forbundet med kongenit binyrebarkinsufficiens.
Leptin eller leptin receptor mutationLeptinsignalering er vigtigt for aktivering af hypothalamus-hypofyse-gonadeaksen i relation til puberteten.
Prader-Willi syndromGenetisk betinget defekt udvikling af hypothalamus fører til patologisk stimulering af hypofyse-gonadeaksen.
Hypofysær/hypothalamisk sygdomHypofysetumorer*Masseeffekt (kompression af normalt hypofysevæv) medførende nedsat gonadotropinsekretion. Prolaktinomer eller prolaktinsekretion sekundært til masseeffekt hæmmer hypothalamus (især de neurale netværk, der normalt driver GnRH-pulser).
HypofysekirurgiResektion af hypofysevæv ledende til nedsat sekretion af gonadotropiner.
Pituitær apopleksi*Iskæmi-udløst sekretion af gonadotropiner.
Hypofysitis*Oftest medieret af immun-check point inhibitorbehandling. Ekstremt sjældent primær hypofysitis. Kan give udfald på alle akser.
Infiltrative sygdomme eller aflejringssygdomme (hæmokromatose, sarkoidose, amyloidose, histiocytose)Aflejring/infiltration hæmmer normal gonadotropinsekretion.
Sekundært til tidligere hovedtraumeVævsskade (blødning, ødem, iskæmi) af hypothalamus/hypofyse kan hæmme gonadotropinsekretion.
Cerebral bestrålingStråleinduceret beskadigelse af hypothalamus og hypofyse kan hæmme GnRH og gonadotropinsekretion.
Systemisk sygdomSvær akut og/eller kronisk sygdom* 

 

Kroppen prioriterer overlevelse og energibesparelse frem for reproduktion. Dette medfører at reproduktionsaksen midlertidigt nedreguleres som en del af kroppens adaptation til sygdom og stress

Anoreksia nervosa/ større vægttab*
Ortoreksi/Relative Energy Deficiency in Sport (RED-S)*
Kronisk nyresygdom*Som ovenfor. Desuden hæmmer uræmiske toksiner formentlig hele hypothalamus-hypofyse-gonade aksen.
AndreMisbrug af anabole steroider*Tilført testosteron nedregulerer naturlig gonadotropinsekretion.
Glukokortikoidbehandling*Hæmmer aktivitet af kisspeptinneuroner i hypothalamus, med nedsat GnRH pulsatil sekretion til følge. Hæmmer GnRH-følsomhed i gonadotrope celler i hypofysen.
Morfikabehandling*Aktiverer μ-opioidreceptorer i hypothalamus og hæmmer aktivitet i kisspeptinneuroner med nedsat GnRH pulsatil sekretion til følge.
Kombineret primær og sekundær testosteronmangel 
GenetiskeThalassemiPatienter med svær thalassæmi får ofte mange blodtransfusioner. Det kan føre til sekundær jernoverbelastning, som ligner Hæmokromatose. Overskydende jern aflejres i hypotalamus, hypofysen og testiklerne.
Seglcelle anæmiDeforme røde blodlegemer kan blokere små blodkar, førende til mikrovaskulære infarkter og kronisk iskæmi i testiklerne

 

   AndreAdipositas*Øget aromatisering af testosteron til østradiol i fedtvæv, hæmning af LH-sekretion. Steatose hæmmer SHBG produktion medførende lavere total-testosteron. Inflammation og adipokinsignalering fra fedtvæv menes at inhibere alle led af hypothalamus-hypofyse-gonadeaksen.

Symptomer og kliniske fund

Symptomer og objektive fund ved testosteronmangel (Tabel 1 og 3) har stor sensitivitet, men lav specificitet1–3. Forekomsten af de enkelte symptomer afhænger af graden af testosteronmangel4,5. Der er en individuel dosis-respons-sammenhæng for seksuelle og neurokognitive symptomer, kropssammensætning samt muskelstørrelse- og styrke6–8.

Særligt hos ældre mænd er symptomer på testosteronmangel uspecifikke og billedet kan sløres af komorbiditet. Det bør understreges, at nedsat total-testosteron hos ældre mænd ikke betyder, at mænd med alderen generelt får testosteronmangel eller går i ”andropause”.

 

Tabel 3: Objektive undersøgelser ved testosteronmangel

AlmentVirilisering (kønsbehåring, skægvækst, kropsbehåring), kropsproportioner (maskuline, feminine, eunukoide), muskelfylde, acne, stemmeleje, lugtesans, højde, vægt, BMI, blodtryk
Øjne/synsfeltSynsfeltdefekt (bitemporal hemianopsi)
Thorax/abdomenGynækomasti, galaktorré, central adipositas, striae
Genitalia externaKongenitte misdannelser, testis-størrelse (orkidometer), tumores

Udredning

Udredning og initial behandling af patienter mistænkt for testosteronmangel er kompleks og bør foretages af endokrinologer (eller andre speciallæger) med andrologisk specialviden (se Figur 1). Udredningen bør forbeholdes patienter med symptomer eller fund tydende på testosteronmangel uden andre mere oplagte forklaringer. Udredningen kan ikke foretages under akut sygdom, under pågående vægttab eller under anvendelse af anabole steroider.

Kommentar til screening for testosteronmangel(figur 1)

Diagnosen testosteronmangel kræver en detaljeret forståelse af hypothalamus-hypofyse-gonade-aksens funktion og testosterons binding til SHBG. Ud fra total-testosteron og SHBG bør frit testosteron beregnes evt. med inddragelse af albuminniveau (http://www.issam.ch/freetesto.htm). Beregningen bør foregå ud fra ”Vermeulen formlen” (http://www.issam.ch/freetesto.htm)9 . 50-70% af testosteron i serum er bundet til SHBG og 30-50% til albumin. Kun cirka 2 % af den cirkulerende testosteronmængde er frit, og det antages, at det er denne frie del, der er den biologisk mest aktive, om end også SHBG-bundet testosteron ser ud til at have en effekt. Testosteronkoncentrationen i serum udviser døgnvariation. Variationen er mest udtalt hos mænd i alderen 30-40 år, hvor total-testosteron er omkring 25% lavere sidst på eftermiddagen end om morgenen. Døgnvariationen er mindre udtalt hos ældre mænd, hvor serumkoncentrationen kun er ca. 5 % lavere om eftermiddagen10,11. Testosteronkoncentrationen reduceres også af fødeindtagelse. En normal koncentration af testosteron målt ikke-fastende og om eftermiddagen kan bruges til at udelukke testosteronmangel. Derimod bør diagnosen testosteronmangel bekræftes ved en blodprøve taget fastende om morgenen10,11. Referenceinterval for s-testosteron afhænger af analysemetoden, hvorfor der ikke opgives referenceværdier i denne NBV. Testosteronniveau anbefales målt ved masse-spektrometri11.

Ved tvivl om testosteronmangel kan vurdering af sædkvalitet og/eller måling af Inhibin B og FSH (normal Inhibin B og FSH tyder på bevaret spermatogenese) indgå, da normale forhold taler imod testosteronmangel.

 

Tabel 4: De hyppigste scenarier af kønshormoner og sædkvalitet ved hhv. primær- og sekundær testosteronmangel, adipositas og dopingmisbrug.

Tabel 4 De hyppigste scenarier af kønshormoner og sædkvalitet
Total TFrit TSHBGLHInhibin-BFSHSæd-kvalitet
Primær testosteronmangel  ↓ (→)  ↓  ↑ (→)   ↑  ↓ (→)  ↑ (→)  ↓ (→)
Sekundær testosteronmangel  ↓ (→)  ↓  ↑ (→)  ↓ (→)  ↓ (→)  ↓ (→)  ↓ (→)
Hormonforskydninger grundet svær overvægt  ↓ (→)  → (↓)  ↓ (→)  →(↓)  → (↓)  ↑ / ↓  → (↓)
Dopinginducerede hormonforskydninger*  ↑ / ↓  ↑ / ↓  ↓  ↓  ↓ (→)  ↓ (→)  ↓ (→)
Parenteser indikerer mulige, men ikke hyppigste fund
↓: Nedsat. ↑: Forhøjet. →: Normalt. ↑/↓: Forhøjet eller nedsat
*Oftest ses også høj hæmatokrit/hæmoglobin og let forhøjet ALAT

 

 

Diagnostiske udfordringer

Kompenseret testosteronmangel

I tilfælde med oplagt normalt testosteronniveau men forhøjet LH (kompenseret Leydigcelleinsufficiens), er der som udgangspunkt ikke indikation for testosteronbehandling, men testosteronkoncentrationen bør kontrolleres igen efter f.eks. 1-2 år. I udvalgte tilfælde, f.eks. hos mænd med Klinefelter syndrom og 46,XX male DSD, hvor testosteronsubstitution er vist at reducere mortaliteten, bør der dog startes testosteronbehandling ved kompenseret Leydigcelleinsufficiens, da der allerede på dette tidspunkt oftest er tegn på testosteronmangel i form af nedsat hæmatokrit og energi, øget kropsfedt og nedsat muskelmasse12–14. Desuden er der typisk neurokognitive forandringer, hvor nogle undersøgelser har indikeret en positiv effekt af testosteronbehandling14.

En anden diagnostisk udfordring kan opstå, hvis patienten har en koncentration af frit testosteron i den lave del af normalområdet. Normalområder afspejler primært testosteronkoncentration i referencebefolkningen, hvorimod det individuelle ”normalområde” kan være snævrere. I sådanne situationer kan det være relevant at overveje udredning med HCG-test (se senere) for at afklare Leydigcellernes kapacitet.

Udredning af mænd med overvægt

Hos mænd med overvægt medfører forskellige fysiologiske mekanismer (bla. en øget negativ feedback fra østradiol samt kronisk inflammation) ofte lave eller lavt-normale værdier af total- og frit-testosteronniveau, SHBG samt LH. Typisk vil total-testosteron og SHBG være relativt mere påvirket af adipositas end frit-testosteron, som dog også oftest findes relativt nedsat.

Biokemisk kan hormonbilledet ved hhv. sekundær testosteronmangel og overvægt uden egentlig testosteronmangel synes ens. Testosteronmangel vil i sig selv tendere til at øge serumkoncentrationen af SHBG mens adipositas tenderer til at reducere SHBG. Yderligere vil hæmatocrit-værdien være upåvirket ved adipositas. Den specifikke diagnose kræver specialistvurdering og hormonstimulationstests kan eventuelt indgå i udredningen, da de vil bidrage til at afklare om der er en grad af hypofyseinsufficiens (GnRH-test) eller reduceret Leydigcellekapacitet (hCG-test). En lav testosteronkoncentration uden andre forklaringer (se tabel 1) hos en patient med svær overvægt, er at betragte som en potentielt reversibel tilstand, der ikke skal behandles med testosteron.

Relative Energy Deficiency in Sport (REDs) og spiseforstyrrelser

Negativ energibalance (for sparsomt energiindtag ift. energiforbrug), som ved f.eks. ekscessiv sportsudøvelse og samtidig energifattig kost og/eller spiseforstyrrelse vil ofte medføre en relativ hypofyseinsufficiens med påvirkning af specielt hypothalamus-hypofyse-gonade–aksen. Det er vigtigt, at være opmærksom på REDs og spiseforstyrrelse under udredningen af yngre mænd. Forandringerne er reversible, og behandlingen rettes mod årsagen fremfor hormonbehandling15 .

Ved mistanke om doping

En undersøgelse fra 2024 angav at omkring 50.000 danskere har erfaring med fitnessdoping, hvoraf 28.000 var aktive brugere. Heraf var ca. 70 % brugere af anabole steroider (https://www.idan.dk/udgivelser/omfanget-af-fitnessdoping-i-den-danske-befolkning-forekomst-aarsager-og-holdninger-til-brug-af-fitnessdoping-i-danmark/). Forekomsten er formentlig forbundet med betydelige mørketal.

Ved doping med testosteron eller andre anabole steroider vanskeliggøres udredning, særligt hvis patienten ikke oplyser om misbrug. En rask person med muskuløs fænotype, trods lavt testosteron, bør give mistanke om misbrug (Tabel 4). Fundet af nedsat SHBG, lav LH samt høj-normal eller forhøjet hæmoglobin- og/eller hæmatokrit bør lede tanken hen på steroidmisbrug. Ved ophør med misbruget kan revurdering foretages efter minimum 6 måneder. Normalisering af gonadotropiner ses ofte efter 3-6 måneder og normalisering eller nærnormalisering af testosteron vil oftest være opnået efter cirka 1 år, men kan tage længere tid. Anvendelse af syntetiske steroider kan forlænge tid til recovery-fasen. Normalisering af fertiliteten tager ofte op til omkring 18-24 måneder16,17. Det anbefales, at der ikke startes testosteronsubstitution før misbruget med anabole steroider har været pauseret i mindst et år og udredning, evt. inkluderende hormonstimulationstests, har sandsynliggjort, at reaktivering af kønshormonaksen er usandsynlig.

Misbrug af anabole steroider kan være forbundet med en række helbredsmæssige konsekvenser (Tabel 5)18,19. Et dansk studie har f.eks. vist, at misbrug af anabole steroider er forbundet med 3 gange øget dødelighed sammenlignet med alderssvarende individer i baggrundsbefolkningen20.

Tabel 5: Helbredsmæssige konsekvenser ved misbrug af anabole steroider, inklusiv supra-fysiologisk brug af testosteron

OrgansystemEffektEvidens
KardiovaskulæreDyslipidæmi (↓HDL, ↑LDL)++
Polycytæmi++
Hypertension+
Venstre ventrikel hypertrofi / kardiomyopati++
Aterosklerose / koronar plaques+
Pludselig hjertedød+
ReproduktiveHypogonadotrop hypogonadisme++
Infertilitet (↓spermatogenese)++
Testikelatrofi++
Gynækomasti++
Prostatahypertrofi+
Prostatacancer+/-
NeuropsykiatriskeAggression / irritabilitet+
Depression og angst+
Neuronal apoptose/kognitive deficit+
Afhængighed (AAS use disorder)+
MetaboliskeAbdominal fedme+/-
Insulinresistens+
DermatologiskeAcne++
Striae+
MuskuloskeletaleSenerupturer+
Prematur epifyselukning+/-
HepatiskeKolestatisk leverskade+/-
Peliosis hepatis+/-
Hepatocellulært karcinom+/-
RenaleFokal segmental glomerulosklerose+/-
Akut nyreskade (rhabdomyolyse eller hypertensiv)+/-

Evidens

+ +   Velbeskrevet og formodentligt årsag til betydelig morbiditet

+      Velbeskrevet, men enten mindre hyppig eller årsag til mindre betydende morbiditet

+ / – Mulige risici, men hvor relationen til anabole steroider er mindre godt forstået

 

Hormonstimulationstests 

Princippet ved de tre nedenstående tests er, at et maksimalt opnåeligt hormonniveau sammenlignes med et basalt u-stimuleret hormonniveau. Testene er mest brugbare ved oplagt normalt eller oplagt patologisk respons.

 

hCG-test (hCG = humant chorion gonadotropin)

hCG har LH-lignende effekt og stimulerer derfor Leydig-cellerne til produktion af testosteron.
Testen kan vurdere Leydigcellernes reserve-kapacitet, og kan anvendes ved udredning af patienter mistænkt for en primær testosteronmangel eller indgå sammen med GnRH-test i udredningen af overvægtige mænd for at sikre at en grad af primær Leydigcelleinsufficiens ikke overses. Normal stigning i testosteron under testen taler imod en Leydigcelleinsufficiens.

Testosteron måles forud for indgift af hCG (5000 IU im.) samt igen efter 3 døgn (72 timer). Der er ingen bivirkninger eller patientforberedelse til testen, men patienten skal observeres for allergisk reaktion i 30 min efter injektion. Total-testosteron bør stige mindst 7,6 nmol/l. Stigningen blandt eugonade er mediant 20,7 nmol/l21.

 

GnRH-test

GnRH-test kan foretages for at vurdere hypofysens kapacitet til at respondere på stimulation med det hypothalamiske hormon GnRH. Testen kan hjælpe til at skelne mellem egentlig hypofysær sygdom og tilstande som biokemisk ligner –  f.eks. hormonbilledet der kan ses hos mænd med overvægt, REDs og kronisk sygdom, hvor stigningen i LH under testen typisk er normal. LH måles forud for indgift af GnRH (100 ug iv.) samt 30 min efter indgift. Testen kan udføres på alle tider af døgnet og der er ingen patientforberedelse eller bivirkninger, men patienten skal observeres for allergisk reaktion i 30 min efter injektion. LH bør stige mindst 3,3 IU/l i forhold til udgangsværdien og samtidig til en absolut værdi på mindst 7,4 IU/l21.

 

Klomifentest

Klomifentest kan bruges til at vurdere den komplette HPG-akse. Oftest bruges testen til at bekræfte, at en sekundær testosteronmangel er hypothalamisk betinget, når der findes normalt respons ved GnRH-testen eller til at udelukke patologisk funktion af HPG-aksen. Der er ingen gode referencer, der belyser, hvad normalresponset skal være, men man kan tage udgangspunkt i at testosteron bør stige som ved en HCG-test. Nytten af testen forudsætter derfor, at såvel hypofyse og testes har normal kapacitet. Der tages blodprøver (LH og testosteron) om morgenen (kl. 8-9) på dag 1. Derefter udleveres i alt 15 stk. tablet Clomifen á 50 mg. Der skal tages 1 tablet morgen og 1 tablet aften fra og med dag 1 frem til dag 8 (sidste tablet tages om morgenen på dag 8). På dag 8 tages igen blodprøver (LH, og testosteron) om morgenen (kl. 8-9).

Behandling

Ved sikker diagnose tilbydes testosteronbehandling, hvis der ikke er kontraindikationer. For at udelukke udiagnosticeret c. prostata bør der foreligge en normal PSA hos mænd > 40 år11.

I tilfælde, hvor patienten frembyder klassiske symptomer på testosteronmangel, men den biokemiske evaluering er i et ”gråzoneområde”, kan behandlingsforsøg med transdermal testosteron i f.eks. 3-6 måneder iværksættes. Behandlingen seponeres, hvis symptomerne ikke svinder trods sufficient dosis.

Mænd med fertilitetsønske anbefales ikke opstart af testosteronbehandling.

En metaanalyse af placebokontrollerede substitutionsstudier har ikke fundet forskel i dødelighed, ny kardiovaskulær sygdom eller øget forekomst af c. prostata19. Et dobbeltblindet randomiseret placebokontrolleret studie (TRAVERSE) inkluderende over 5000 mænd i alderen 45-80 år, har ikke vist flere kardiovaskulære events hos testosteronsubstituerede mænd med eksisterende kardiovaskulær sygdom eller ≥3 risikofaktorer herfor22.  Studiet fandt dog uventet en lidt højere incidens af lungeemboli, atrieflimren og nyresvigt i testosterongruppen. Ligeledes skal man være opmærksom på, at den mediane stigning i serum testosteron var på 5,1 nmol/L.

 

Valg af medicinsk behandling

Testosteron kan administreres transdermalt eller intramuskulært.

Et retrospektivt kohortestudie fra 2015 (med 544.000 mænd i testosteron substitutionsbehandling) viste dog, at intramuskulær behandling sammenlignet med transdermal behandling var associeret med en højere risiko for kardiovaskulære events, død og hospitalisering23. Dette kan være relateret til en øget risiko for overdosering pga. tendens til suprafysiologiske koncentrationer af testosteron de første 3-4 uger efter injektion, trods forsøg på at sikre den rette dosering. Formentlig er risikoen for polycytæmi også højere ved anvendelse af intramuskulær behandling24. Risikoen ser ud til at være ens for yngre og ældre trods lavere dosering hos de ældre25.

Administrationsform vælges ud fra patient præference, samt hensyn til compliance og individuelle forhold (fx sværhedsgrad af mangeltilstand ved diagnosetidspunkt, eventuelle hudproblematikker etc.). Ved behandlingsindikation hos mænd med tidligere c. prostata bør vælges transdermal behandling fremfor injektionsbehandling.

 

Transdermal administration

Dosis er typisk 20-60 mg dagligt (skuldre/arme/mave/lår). Det anbefales at skifte området for påsmøring fra dag til dag for at reducere risikoen for hudirritation.

Transdermal behandling anbefales som førstevalg ved skønnet langvarig/svær testosteronmangel. Start i lav dosering (10 til 20 mg) for tilvænning og efterfølgende titrering til vedligeholdelsesdosis (herefter kan skiftes til behandling med intramuskulære injektioner, hvis patienten ønsker det).

Fordele: bedre fysiologisk efterligning af kroppens normale testosteronniveauer end ved intramuskulær administration, mulighed for hurtig dosisjustering (fx ved stigning i hæmatokrit), selvadministration.

Ulemper: daglig påsmøring, irritation i smøreområdet, bad i timerne efter påsmøring bør undgås ligesom direkte hudkontakt (påsmurt område) grundet risiko for overførsel af testosterongel til andre.

 

Intramuskulær administration (depot)

Typisk dosis og interval: Testosteronundecanoat 1000 mg hver 10.-16. uge. Kortere og længere intervaller kan dog forekomme, og bestemmes ud fra biokemiske markører, med fokus på at undgå overdosering. Testoviron® (250 mg) kan stadig fås og foretrækkes af enkelte patienter. Behandlingen kræver, at behandlende hospitalsafdeling har udleveringstilladelse til præparatet.

Intramuskulær behandling overvejes som førstevalg ved dermatologisk komorbiditet.

Fordele: Lav administrationshyppighed.

Ulemper: ubehag ved indstiksstedet, mindre god fysiologisk efterligning af kroppens normale testosteronniveau. Svær at selvadministrere. Lille risiko for olie-mikroemboli ifbm. administration (forkert teknik/for hurtig injektion).

 

 

Kontrol under behandling

3-6 + 12 måneder efter behandlingsstart.

I stabil fase anbefales kontrol hver 18. måned. Ved intramuskulær behandling kan kontroller med længere intervaller (18-24 måneder) anvendes, da tid til steady-state efter interval-ændringer er længere og hyppige justeringer derfor bør undgås.

  • Registrering af testosteronmangel symptomer. Effekten på symptomer indtræder fra få uger til flere måneder efter påbegyndelse af behandlingen. Symptommonitorering skal ses i relation til patientens oprindelige symptomer.
  • Registrering af gener til behandlingen (hudgener, hoste relateret til injektioner).
  • Registrering af symptomer/tegn på overdosering (inkl. BT-måling). Tegn på overdosering er forhøjet hæmatokrit, væskeretention, blodtryksstigning, nytilkommet aggressivitet, nytilkommet svær acne eller forhøjet libido (Tabel 5). Patienten kan desuden opleve øget maskulin hårvækst, fedtet hud, vigende hårgrænse, skægvækst og øget libido, som dog er udtryk for behandlingsvirkning.

Blodprøver og DXA

  • Testosteron, LH, SHBG, hæmatokrit/hæmoglobin, ALAT.
  • PSA kontrolleres 3-6 måneder efter behandlingsstart hos > 40-årige, og derefter med 12-24 måneders interval. Substitutionsbehandlingen pauseres og der henvises til urologisk udredning, hvis to på hinanden følgende PSA-værdier, overstiger den aldersspecifikke grænseværdi (alder under 60 år: > 3,0 ng/ml; alder 60-70 år: > 4,0 ng/ml; alder over 70 år: > 5,0 ng/ml), og urinvejsinfektion er udelukket (24). Behandling kan evt. genoptages, hvis c. prostata ikke diagnosticeres.
  • Kontrol DXA efter 2-5 år, hvis baseline DXA var med T-score ≤ -1.0.

 

Tolkning af blodprøver under behandling

  • Testosteron doseres individuelt og efter en samlet vurdering af serum niveauer af testosteron, LH, SHBG, hæmatokrit/hæmoglobin og fravær/reduktion af symptomer på testosteronmangel. Hvis fokus er normalisering af total-testosteron hos en patient med overvægt og testosteronmangel, vil dette ofte lede til overbehandling.
  • S-testosteron: Bør måles som dal-værdi ved intramuskulær testosteronbehandling. Ved transdermal behandling kan s-testosteron måles når som helst (dog tidligst 1 uge efter dosis ændring), men i vurderingen af svarene bør man inkludere viden om tidspunkt for prøvetagning i forhold til tidspunkt for applikation af gelen. Hvis patienten har påsmurt gel i hudområdet hvor blodprøven tages, er der risiko for ”forurening” med en meget høj s-testosteronmåling til følge.
  • LH:Supprimeret niveau indikerer behov for dosisreduktion, hvis der er tale om en primær testosteronmangel.
  • Hæmatokrit/hæmoglobin: Ofte gradvis og langsom stigning, men der bør reageres med dosisreduktion i god tid inden polycytæmi udvikles. Ved hæmatokrit >50% reduceres dosis (øget interval ved intramuskulær behandling). Dog kan en stabil hæmatokrit op til 52% være acceptabel, hvis der ikke er andre tegn på overdosering. Ved svær påvirkning kontrolleres hæmatokrit igen 3-6 måneder efter at dosis er blevet reduceret. Venesectio anbefales normalt ikke.

Overvej pausering/seponering af behandling ved:

  • Hypogonadotrop hypogonadisme forudgået af pubertas tarda.
  • Opiatudløst sekundær testosteronmangel, hvor opiatdoser reduceres væsentligt.
  • Andre årsager til potentielt reversibelt nedsat testosteronniveau såsom hypofysesygdomme der regredierer (f.eks. ved velbehandlet hyperprolaktinæmi), samt ved manglende bedring af symptomer relateret til testosteronmangel efter 1 års velreguleret behandling.
  • Frembrud af bivirkninger/afdækning af underliggende sygdom.
  • Mindre alvorlige bivirkninger – nedjuster dosis og revurdér efter 3–6 måneder.
  • Alvorlige bivirkninger (svær hjerteinsufficiens, udtalt væskeretention, ukontrollerbar hypertension, forværring af iskæmisk hjertesygdom, c. prostata, c. mammae).

Kontraindikationer til testosteronbehandling

  • Sekundær testosteronmangel, hvor binyre- og thyroidea-akser er påvirkede og endnu ikke substituerede.
  • Aktiv c. prostata. Testosteronbehandling kan næppe fremkalde c. prostata, men testosteron kan stimulere allerede tilstedeværende cancerceller til forøget vækst, hvorfor en demaskering af latent c. prostata ikke kan udelukkes.
  • Behandling af patienter med behandlet c. prostata bør foregå i samarbejde med urolog og/eller onkolog. Behandlet c. prostata er ikke en absolut kontraindikation. En eventuel testosteronbehandling bør dog ske med et transdermalt produkt pga. kortere halveringstid.
  • Levertumorer.
  • C. mammae.
  • Fertilitetsønske.
  • En relativ kontraindikation er svær hjerte-, lever- eller nyreinsufficiens, iskæmisk hjertesygdom eller ikke-velbehandlet hypertension. Hos patienter med kredsløbsinsufficiens og hos ældre vil sædvanlig dosering ofte medføre for høje s-testosteron niveauer.
  • Tidligere velforklaret og velbehandlet venøs tromboemboli (VTE) er ikke en kontraindikation. Ved forekomst af VTE under igangværende testosteronbehandling overvejes en mulig årsagssammenhæng til testosteronbehandling før evt. ændring i testosteronbehandlingen.

Behandling og fertilitet

Generelt har mænd med testosteronmangel ophævet eller nedsat spermatogenese. Ved primær testis insufficiens er reduceret Leydigcellekapacitet ledsaget af reduceret spermatogenese. Ved sekundær testis insufficiens er stimulationen af testiklerne reduceret grundet reduceret LH- og FSH-sekretion.

Testosteronbehandling medfører reduktion eller ophør af eventuel igangværende spermatogenese. Det øgede testosteronniveau, der opnås ved behandling, medfører øget negativ feedback på hypothalamus- og hypofyseniveau og dermed reduceres GnRH-, FSH- og LH-sekretion. Ved pågående fertilitetsønske eller ved fertilitetsbehandling bør testosteronbehandling derfor ikke påbegyndes. Alternativt kan foretages sæddeponering.

Patienter med Klinefelter syndrom har stort set altid azoospermi, men det er muligt hos cirka 20-50% at isolere brugbare sædceller ved kirurgisk indgreb (micro-TESE). Allerede igangsat testosteronbehandling skal seponeres i god tid inden indgrebet.

Mænd med hypogonadotrop hypogonadisme har en god chance for at opnå brugbar spermatogenese ved behandling med gonadotropiner. Hvis testosteronbehandling er iværksat, skal denne seponeres før behandlingen med gonadotropiner initieres. Det er en specialistopgave at initiere og kontrollere gonadotropinbehandling.

 

Tilskud til behandling

Testosteronbehandling udløser ikke generelt tilskud. Ved indikation for behandling fremsendes anmodning om individuelt tilskud til Lægemiddelstyrelsen (www.fmk-online.dk). Symptomatologi, testosteron- og LH-niveauer skal anføres. Tilskudsbevilling gives til mænd med primær testosteronmangel. Hvis indikationen for testosteronbehandling er sekundær testosteronmangel, skal den behandlende og kontrollerende hospitalsafdeling udlevere medicinen vederlagsfrit til patienten.

 

Referencer

  1. Wu FCW, Tajar A, Beynon JM, et al. Identification of Late-Onset Hypogonadism in Middle-Aged and Elderly Men. New England Journal of Medicine. 2010;363(2):123-135. doi:10.1056/nejmoa0911101
  2. Wiltink J, Beutel ME, Brähler E, Weidner W. Hypogonadism-related symptoms: development and evaluation of an empirically derived self-rating instrument (HRS ’Hypogonadism Related Symptom Scale’). Andrologia. 2009;41(5):297-304. doi:10.1111/j.1439-0272.2009.00930.x
  3. Corona G, Goulis DG, Huhtaniemi I, et al. European Academy of Andrology (EAA) guidelines on investigation, treatment and monitoring of functional hypogonadism in males: Endorsing organization: European Society of Endocrinology. Andrology. Blackwell Publishing Ltd. 2020;8(5):970-987. doi:10.1111/andr.12770
  4. Tajar A, Huhtaniemi IT, O’Neill TW, et al. Characteristics of androgen deficiency in late-onset hypogonadism: results from the European Male Aging Study (EMAS). J Clin Endocrinol Metab. 2012;97(5):1508-1516. doi:10.1210/jc.2011-2513
  5. Moore C, Huebler D, Zimmermann T, Heinemann LAJ, Saad F, Thai DM. The Aging Males’ Symptoms scale (AMS) as outcome measure for treatment of androgen deficiency. European urology /. 2004;46(1):80-87. doi:10.1016/j.eururo.2004.01.009
  6. Bhasin S, Woodhouse L, Casaburi R, et al. Older men are as responsive as young men to the anabolic effects of graded doses of testosterone on the skeletal muscle. J Clin Endocrinol Metab. 2005;90(2):678-688. doi:10.1210/jc.2004-1184
  7. Gray PB, Singh AB, Woodhouse LJ, et al. Dose-dependent effects of testosterone on sexual function, mood, and visuospatial cognition in older men. J Clin Endocrinol Metab. 2005;90(7):3838-3846. doi:10.1210/jc.2005-0247
  8. Bhasin S, Woodhouse L, Casaburi R, et al. Testosterone dose-response relationships in healthy young men. American journal of physiology. 2001;281(6):E1172-E1181. doi:10.1152/ajpendo.2001.281.6.E1172
  9. Vermeulen A, Verdonck L, Kaufman JM. A critical evaluation of simple methods for the estimation of free testosterone in serum. J Clin Endocrinol Metab. 1999;84(10):3666-3672. doi:10.1210/jcem.84.10.6079
  10. Brambilla DJ, Matsumoto AM, Araujo AB, McKinlay JB. The effect of diurnal variation on clinical measurement of serum testosterone and other sex hormone levels in men. J Clin Endocrinol Metab. 2009;94(3):907-913. doi:10.1210/jc.2008-1902
  11. Bhasin S, Brito JP, Cunningham GR, et al. Testosterone Therapy in Men With Hypogonadism: An Endocrine Society Clinical Practice Guideline. J Clin Endocrinol Metab. 2018;103(5):1715-1744. doi:10.1210/jc.2018-00229
  12. Chang S, Pedersen L, Skakkebæk A, Berglund A, Gravholt CH. Cardiovascular risk and mortality in men receiving testosterone replacement therapy for Klinefelter syndrome in Denmark: a retrospective cohort study. The Lancet Regional Health – Europe. 2025;51. doi:10.1016/j.lanepe.2025.101230
  13. Aksglaede L, Molgaard C, Skakkebaek NE, Juul A. Normal bone mineral content but unfavourable muscle/fat ratio in Klinefelter syndrome. Arch Dis Child. 2008;93(1):30-34. doi:10.1136/adc.2007.120675
  14. Gravholt CH, Chang S, Wallentin M, Fedder J, Moore P, Skakkebæk A. Klinefelter Syndrome: Integrating Genetics, Neuropsychology, and Endocrinology. Endocr Rev. 2018;39(4):389-423. doi:10.1210/er.2017-00212
  15. Hackney AC. Hypogonadism in Exercising Males: Dysfunction or Adaptive-Regulatory Adjustment? Front Endocrinol (Lausanne). 2020;11:11. doi:10.3389/fendo.2020.00011
  16. Shankara-Narayana N, Yu C, Savkovic S, et al. Rate and Extent of Recovery from Reproductive and Cardiac Dysfunction Due to Androgen Abuse in Men. J Clin Endocrinol Metab. 2020;105(6). doi:10.1210/clinem/dgz324
  17. Windfeld-Mathiasen J, Dalhoff KP, Andersen JT, Klemp M, Horwitz A, Horwitz H. Male Fertility Before and After Androgen Abuse. J Clin Endocrinol Metab. 2021;106(2):442-449. doi:10.1210/clinem/dgaa837
  18. Pope HG, Wood RI, Rogol A, Nyberg F, Bowers L, Bhasin S. Adverse health consequences of performance-enhancing drugs: An endocrine society scientific statement. Endocr Rev. Endocrine Society. 2014;35(3):341-375. doi:10.1210/er.2013-1058
  19. Fernández-Balsells MM, Murad MH, Lane M, et al. Clinical review 1: Adverse effects of testosterone therapy in adult men: a systematic review and meta-analysis. J Clin Endocrinol Metab. 2010;95(6):2560-2575. doi:10.1210/jc.2009-2575
  20. Horwitz H, Andersen JT, Dalhoff KP. Health consequences of androgenic anabolic steroid use. J Intern Med. 2019;285(3):333-340. doi:10.1111/joim.12850
  21. Bang AK, Nordkap L, Almstrup K, et al. Dynamic GnRH and hCG testing: Establishment of new diagnostic reference levels. Eur J Endocrinol. 2017;176(4):379-391. doi:10.1530/EJE-16-0912
  22. Lincoff AM, Bhasin S, Flevaris P, et al. Cardiovascular Safety of Testosterone-Replacement Therapy. N Engl J Med. 2023;389(2):107-117. doi:10.1056/NEJMoa2215025
  23. Layton JB, Meier CR, Sharpless JL, Stürmer T, Jick SS, Brookhart MA. Comparative Safety of Testosterone Dosage Forms. JAMA Intern Med. 2015;175(7):1187-1196. doi:10.1001/jamainternmed.2015.1573
  24. Dobs AS, Meikle AW, Arver S, Sanders SW, Caramelli KE, Mazer NA. Pharmacokinetics, efficacy, and safety of a permeation-enhanced testosterone transdermal system in comparison with bi-weekly injections of testosterone enanthate for the treatment of hypogonadal men. J Clin Endocrinol Metab. 1999;84(10):3469-3478. doi:10.1210/jcem.84.10.6078
  25. Abildgaard J, Petersen JH, Bang AK, et al. Long-term testosterone undecanoate treatment in the elderly testosterone deficient male: An observational cohort study. Andrology. 2022;10(2):322-332. doi:10.1111/andr.13124

Tovholder

Loa Nordkap

Øvrige forfattere

Claus H. Gravholt
Erlend Gjersdal
Jakob Dal
Julie Abildgaard
Lene Ring Madsen
Malin Sofia Desirée Nilsson
Marie Juul Ørnstrup
Niels Jørgensen
Simone Bjerregård Sneppen
Torben Leo Nielsen

Oprettet: Oktober 2014
Første revision: Oktober 2017
Anden revision: Oktober 2020
Tredje revision: Oktober 2023
Fjerde revision: Oktober 2026
Næste revision: Ultimo 2029

Indholdsfortegnelse