Sekundær diabetes inklusiv glukokortikoid-induceret diabetes

Hvad omfatter denne NBV

Sekundær diabetes herunder diabetes udløst af akut eller kronisk pankreatit, glukokortikoid-induceret diabetes, posttransplantations diabetes, diabetes efter total eller partiel fjernelse af pankreas, cystisk fibrose relateret diabetes og diabetes udløst af kræft i pankreas.

Hvad omfatter denne NBV ikke

Diabetes udløst af hæmokromatose eller cushings syndrom og diabetes udløst af anden medicin end binyrebarkhormon.

Diagnosekoder (ICD)

DE13 Andre former for diabetes

DE14 ikke spec. Diabetes

Målgruppe
Endokrinologer samt praktiserende læger som varetager den antidiabetiske behandling af patienter med sekundær diabetes. Enkelte underafsnit kan ligeledes være relevante for gastroenterologer samt kirurger og læger i transplantationsteams.

Definition

Sekundær diabetes mellitus er en samlebetegnelse for diabetes, der opstår som følge af en underliggende veldefineret tilstand. Ifølge American Diabetes Association (ADA)¹ omfatter dette bl.a. diabetes sekundært til akut eller kronisk pankreatit, posttransplantationsdiabetes, diabetes efter total eller partiel fjernelse af pankreas, cystisk fibrose relateret diabetes, diabetes udløst af kræft i pankreas, samt medicininduceret diabetes (f.eks. glukokortikoid-induceret diabetes). Diagnosen stilles, når en underliggende årsag kan identificeres og hyperglykæmien klinisk adskiller sig fra det der ses ved type 1-diabetes (T1DM) og type 2-diabetes mellitus (T2DM).

Forekomst

Forekomsten af sekundær diabetes varierer betydeligt afhængigt af definition og population. Der findes ingen entydig samlet opgørelse. ADA anslår at sekundær diabetes udgør cirka 1–5 % af den samlede diabetespopulation¹ mens et britisk registerbaseret studie foreslår, at op mod 5–10 % af alle nyopdagede diabetestilfælde kan skyldes sekundær diabetes².

I det følgende beskrives undertyperne af sekundær diabetes hver for sig da ætiologi og behandling adskiller sig betragteligt.

1. Diabetes udløst af akut eller kronisk pankreatit

Diabetes udløst af akut eller kronisk pankreatit benævnes internationalt post pankreatit diabetes mellitus (PPDM)¹

Diagnostiske kriterier
PPDM-diagnosen stilles ud fra følgende^3,4:

• Påvist diabetes ud fra de gældende diagnostiske kriterier (NBV T2DM).
• Tidligere dokumenteret episode(r) med akut eller kronisk pankreatit forud for debut af diabetes.

Baseret på typen af pankreatit der udløser diabetes, inddeles PPDM således^2,4:

• PPDM-A: Post akut pankreatit diabetes
• PPDM-C: Post kronisk pankreatit diabetes

Diabetes der er påvist før første pankreatit episode omfattes således ikke af PPDM diagnosen. Der vil dog være tilfælde, hvor det kan være svært at vurdere den tidsmæssige sammenhæng mellem pankreatit og diabetes debut, især hvis der er tale om kronisk pankreatit, og her må diagnosen bero på en individuel vurdering. Ligeledes må det i tilfælde hvor diabetes er opstået lang tid efter et enkelt tilfælde med (mild) akut pankreatit vurderes om andre diabetestyper er mere sandsynlige end PPDM. Påviste diabetes autoantistoffer udelukker med stor sandsynlighed PPDM diagnosen. Det skal bemærkes at eksokrin insufficiens kan ses ved PPDM men ikke er et diagnostisk kriterium⁵. PPDM-diagnosen skal betragtes som et kontinuum, hvor patienter med initial PPDM-A kan progrediere til PPDM-C i takt med udviklingen i den tilgrundliggende pankreatittilstand⁶.

Forekomst

Diabetes forekommer hos ca. 15–30 % af patienter efter akut pankreatit og op mod 40–80 % ved kronisk pankreatit^7–9. Sidstnævnte estimat er behæftet med stor usikkerhed og et mere retvisende estimat for prævalensen diabetes efter kronisk pankreatit er nok omkring 30 %⁴.Risikoen for PPDM stiger med sværhedsgraden af pankreatit, udviklingen af nekrose, eksokrin insufficiens og gentagne episoder af pankreatit^5,7.

Symptomer og kliniske fund

Symptomer og kliniske fund er de samme som ved andre former for diabetes. Derudover kan der hos nogle patienter være tegn på eksokrin pankreasinsufficiens i form af steatoré, vægttab og vitaminmangel. Ved nedsat insulin egenproduktion kan PPDM debutere med ketoacidose.

Der synes at være fænotypiske forskelle på de to former for PPDM^3,4:

• PPDM-A: Ofte yngre patienter, kan debutere hurtigt efter en akut episode af pankreatit og der er ofte insulinresistens. Fænotypisk sammenlignelige med T2DM.
• PPDM-C: Ofte ældre patienter, debut kan være langsommere, der er oftere nedsat insulin egenproduktion og eksokrin pankreasinsufficiens. Fænotypisk sammenlignelige med T1DM.

Udredning

PPDM kan være svær at differentiere fra T1DM og T2DM. Diabetesudredningen følger vanlige principper. Derudover afklares den tidsmæssige sammenhæng mellem første pankreatitdiagnose og diabetesdebut. Hos patienter, der debuterer med diabetes kort tid efter en episode med akut pankreatit, skal man være opmærksom på at skelne mellem forbigående stresshyperglykæmi og regelret PPDM¹⁰.

PPDM-A diagnosen er især svær at differentiere fra T2DM. PPDM-A diagnosen underbygges af første pankreatitepisode forud for diabetes debut. PPDM-C diagnosen understøttes af eksokrin pankreasinsufficiens (overvej måling af fæces elastase), nedsat insulin egenproduktion, fravær af diabetes autoantistoffer og lav koncentration af fedtopløselige vitaminer i blodet (vitamin A, D, E, K)¹¹.Bestemmelse af C-peptid anbefales især med henblik på valg af antidiabetisk behandling. Billeddiagnostik af pankreas (CT, MR, endoskopisk UL) kan anvendes i tilfælde, hvor der mistænkes kronisk pankreatit men dette endnu ikke er påvist¹².

Behandling

Generelle principper

Generelt er der sparsom evidens vedrørende behandlingen af PPDM (primært konsensusartikler og kasuistikker). Behandlingen bør fokusere på sikker og effektiv glykæmisk kontrol, symptomlindring og optimering af ernæringsstatus. Mange patienter har betydelig betacelledysfunktion, og risikoen for hypoglykæmi og vægttab er høj.

PPDM-A

Akut behandling (i forbindelse med akut pankreatit episode) håndteres som beskrevet under NBV den indlagte patient med diabetes.

Ambulant behandling

Metformin er førstevalg og den antiglykæmiske effekt synes sammenlignelig med effekten ved T2DM^11,13,14,15.

Insulinbehandling kan være nødvendig, især ved lav C-peptid eller ved svær hyperglykæmi. Insulin er ofte den mest effektive behandling i den tidlige fase og anbefales som førstevalg ved insulinmangel¹.

SGLT2-hæmmere har i et enkelt studie vist effekt på fald i HbA1c hos denne patientgruppe¹⁵, men bør anvendes med forsigtighed ved nedsat insulinproduktion grundet risiko for ketoacidose¹.

GLP-1-analoger og anden inkretin behandling kan være relevant hos nogle patienter, men skal bruges med forsigtighed grundet usikkerhed om risiko for pankreatit^1,16.

SU-præparater kan overvejes i den tidlige fase ved bevaret betacellefunktion, men bør undgås ved høj risiko for hypoglykæmi^3,17.

PPDM-C

Metformin er førstevalg ved moderat hyperglykæmi^11,13,14.

Basalinsulin (fx insulin glargin) er ofte nødvendig i kombination med metformin, særligt ved fremskreden sygdom og lav C-peptid⁴. Der kan på sigt opstå behov for tillæg af måltidsinsulin.

SGLT2-hæmmere anvendes med forsigtighed pga. risiko for vægttab og euglykæmisk ketoacidose¹⁵.

GLP-1-analoger og anden inkretin behandling kan være relevant hos nogle patienter, men skal bruges med forsigtighed grundet usikkerhed om risiko for pankreatit.

SU-præparater kan bruges i den tidlige fase ved bevaret betacellefunktion, men bør undgås ved høj risiko for hypoglykæmi^3,17.

Et dansk randomiseret studie har vist, at brugen af CGM ved basal-bolus behandling hos patienter med PPDM-C forbedrer tiden i målområdet og nedsætter risikoen for hypoglykæmi. CGM kan derfor overvejes som en del af behandlingen til denne patientgruppe¹⁸.

Eksokrin insufficiens og ernæring

Pankreasenzym-substitution er indiceret ved dokumenteret eksokrin insufficiens (steatoré, lav fæces-elastase). Doser titreres efter måltider og effekt, og behandlingen varetages almindeligvis i gastroenterologisk eller kirurgisk regi^12,19.

Tilskud af fedtopløselige vitaminer (A, D, E, K) og vitamin B12 bør overvejes ved malabsorption.

Diætetisk rådgivning er central og bør inkludere vurdering af kulhydratindtag, energi- og proteinbehov samt eventuel brug af ernæringsdrikke.

Se mere under under Dansk Selskab for Gastrologi og Hepatologis guideline (DSGH guideline).

Prognose

Perifer neuropati kan påvises tidligt hos PPDM patienter, hvor den underliggende årsag til pankreatit er alkoholoverforbrug.

Patienter med PPDM har en øget mortalitet sammenlignet med patienter med T2DM, hvilket primært drives af en øget risiko for død som følge af cancer, infektionssygdomme og gastrointestinale sygdomme. Forekomsten af kardiovaskulær sygdom synes sammenlignelig med forekomsten ved T2DM²⁰.

2. Glukokortikoid-induceret diabetes

Definition

Faste-blodsukker (BS) over 7 mmol/l eller vilkårligt BS over 11,1 mmol/l målt 2 dage i træk efter initiering af peroral glukokortikoidbehandling. Oftest vil særligt det ikke-fastende BS eftermiddag/aften være forhøjet grundet glukokortikoidernes farmakodynamik²¹.

Bemærk, at HbA1c ikke benyttes i definitionen.

Forekomst

Incidensen af glukokortikoid-induceret diabetes opgøres  i internationale undersøgelser til 30-70 % af dem der sættes i behandling med stigende incidens ved højere doser glukokortikoid^22,23  og i knap 20 % af disse tilfælde påvises manifest diabetes efter overstået behandling²⁴. Størst udfordring ses ved langvarig (over 1 måned) systemisk steroidbehandling og ved høje doser (mere end 30 mg prednisolon/dag).

Symptomer og kliniske fund

Symptomer og fund er de samme som ved andre former for diabetes.

Opsporing og monitorering

Hos patienter som planlægges behandlet med højdosis glukokortikoid, anbefales måling af HbA1c før opstart. Dette identificerer patienter i lav risiko (< 39 mmol/mol) og patienter med hidtil uerkendt diabetes (> 48 mmol/mol)²⁵.

HbA1c under 39 mmol/mol:

Ingen monitorering nødvendig ved kortvarig behandling (≤ 5 dage). Ved længerevarende behandling (> 5 dage) kan monitorering af BS overvejes som nedenfor beskrevet.

HbA1c 40 – 47 mmol/mol:

Hos indlagte patienter anbefales måling af BS x 3/dag efter opstart.

Hos ambulante patienter måles BS x1/dag (postprandielt efter middags- eller aftensmåltid). Ved BS>11 mmol/l, øges monitoreringen til x3 dgl. Ved vedvarende BS <10 mmol/l, da kan BS målinger ophøre^26,27.

Er daglige BS-målinger ikke muligt, da anbefales enkelte ikke-fastende BS ved almen praktiserende læge. 

HbA1c over 48 mmol/mol eller kendt diabetes:

BS måles som udgangspunkt x 3-4/dag. Patienten oplæres i hjemme-blodsukkermåling.

Behandling

Hyperglykæmi på baggrund af behandling med glukokortikoider er associeret med øget mortalitet, kardiovaskulære events og infektioner^22,28.

Behandlingsmål

Det anbefales som udgangspunkt at tilstræbe et BS mellem 6-10 mmol/l²⁶.

Dette bør individualiseres baseret på alder og komorbiditet. Ved svært syge eller terminale patienter anbefales således en mere pragmatisk tilgang. Et målblodsukker kan i disse tilfælde være mellem 6-15 mmol/l²⁶.

Valg af behandling

Overordnet er behandling af glukokortikoid-induceret diabetes præget af mangel på god evidens. Særligt evidensen for behandling af diabetes ved middeldosis glukokortikoidbehandling (sv.t. 10-30 mg prednisolon) er dårligt belyst.

Effekten på glukosemetabolismen er afhængig af det anvendte glukokortikoids farmakodynamiske egenskaber. Behandling med peroral prednisolon gives oftest om morgenen. Glukoseniveauet følger derfor et typisk mønster med relativt almindelige/normoglykæmiske glukoseværdier om morgenen, som stiger gradvist i løbet af dagen og forstærkes af måltiderne til en maksimal værdi midt på aftenen. Effekten når et maksimum ca. 8-12 timer efter prednisolon-doseringen²⁹ og falder betydeligt natten igennem.

Behandlingsforslag er dels inddelt efter prednisolondoser og dels efter, om patienten har kendt diabetes. Der vil være lokale forskelle i, hvilket behandlingsregime som foretrækkes.

Nedenstående forslag til behandlingsregimer og insulindoser er empirisk baserede og vil ofte passe til prednisolonbehandling givet oralt om morgenen²⁷. Gives dexamethason, synes basalinsuliner med længere virkningsvarighed (f.eks. glargin fremfor NPH) at være en fordel^23,30. Behandlingen varetages eventuelt af eller i samråd med endokrinologer.

Lav dosis glukokortikoid behandling (≤ 10 mg prednisolon dagligt)

Patienter med nyopstået glukokortikoidinduceret diabetes:

• Som udgangspunkt initieres i metformin³¹
• Eventuelt tillæg af anden antidiabetika

Patienter med kendt tabletbehandlet diabetes

• Ved initiering af lavdosis glukokortikoid behandling intensiveres den antiglykæmiske behandling med tillæg af 1-2 glukosesænkende lægemidler, jf. behandlingsalgoritmen NBV T2DM. Er den glykæmiske kontrol ikke tilfredsstillende, påbegyndes insulinbehandling. I så fald seponeres eventuelle SU-præparater

Patienter med kendt insulinbehandlet diabetes

• Insulindosis øges afhængig af glukosemålingerne

Mellem-høj dosis glukokortikoid behandling (> 10 mg prednisolon dagligt)

Generelt:

Patienten vil ofte have behov for insulinbehandling (både ved nyopstået glukokortikoidinduceret diabetes og ved kendt diabetes forværret af glukokortikoid behandling).

Der er ikke enighed om insulinregimer³² eller insulindoser. Afhængig af glukoseprofilen kan overvejes følgende valgmuligheder:

• Basalinsulin –Insulin glargin 100 (f.eks. Semglee eller Lantus) eller NPH-insulin (f.eks. Insulatard eller Humulin NPH):

Startforslag: 0,2-0,3 IE/kg morgen. Optitrering efter BS-målinger.

• Bolus insulin aspart til måltider:

Startforslag 4 IE præprandielt morgen, middag og aften. Optitrering efter BS-målinger.

• Blandingsinsulin (f.eks. Novomix 30):

Startforslag 0,3 IE/kg morgen. Optitrering efter BS-målinger.

Hos patienter, som før behandling med glukokortikoider, allerede er insulinbehandlede:

• Insulindosis øges afhængig af glukosemålingerne. Ved højdosis steroidbehandling er der ofte behov for en dosisøgning på mere end 40 %, tættere monitorering og evt. henvisning til diabetesambulatorium.
• Intensiveringen kan typisk være overgang fra basalinsulin til basal-bolus-regime eller blandingsinsulin 2 gange dagligt fremfor en simpel øgning i basalinsulin. Aftendosis basalinsulin kan med fordel forsøges flyttet til morgen.

Ophør af glukokortikoid behandling

Ofte ændres løbende i dosis af glukokortikoid, og her er det vigtigt at regulere den antiglykæmiske behandling (særligt SU-præparater og insulindoser) løbende, så hypoglykæmi undgås. Ved brat seponering af glukokortikoid kan insulinbehandling ophøre/reduceres til dosis før glukokortikoidbehandling blev initieret. Nedtrappes glukokortikoid langsomt, vil de målte glukoseværdier være bestemmende for hastigheden i insulinnedtrapningen.

 Specielle tilfælde

Cancer og kemoterapi

Glukokortikoider anvendes ofte som symptom lindrende behandling ved cancer sygdom samt som antiemetika under behandling med kemoterapi.

HbA1c bør måles før initiering af glukokortikoid. BS-mål er som for øvrige grupper (se ovenfor).

Det anbefales at måle BS måling x3 dgl. På dagen, hvor der gives glukokortikoid og et par dage efter. Ved >2 BS-værdier >11mmol/l initieres insulin efter ovenstående anbefaling for patienter i mellem-højdosis glukokortikoid behandling. Ofte er der kun behov for insulin på selve behandlingsdagen.

Glukokortikoid injektioner

Intrartikulære eller intramuskulære glukokortikoid injektioner kan medføre forhøjede BS-værdier. Det ses overvejende hos patienter kendt med diabetes. Typisk er der tale om BS stigning af mindre grad, der normaliseres efter få dage³³. Ved behandling med gentagne glukokortikoid injektioner anbefales øget opmærksomhed med BS målinger x3/dag og evt. opstart/øgning af insulin på behandlingsdag og nogle dage efter (vejledt af BS-profil).

Opfølgning

Udvikling af diabetes under behandling med glukokortikoid disponerer som nævnt til senere udvikling af regulær T2DM. Der anbefales derfor måling af HbA1c én gang årligt. HbA1c anbefales ikke kontrolleret før 3 mdr. efter ophør med steroidbehandling.

3. Posttransplantations diabetes mellitus

Efter solid organtransplantation (dvs. nyrer, lever, lunge eller hjerte) kan der ofte ses hyperglykæmi. Hyperglykæmien opdeles konceptuelt i to begreber ^1,34,35:

• Posttransplantation hyperglykæmi (PTHy): Oftest forbigående hyperglykæmi, typisk kendetegnet ved tilfældigt målt BS > 11,0 mmol/l eftermiddag eller aften. Dette ses som regel allerede i de første dage efter transplantationen og per definition indenfor de første 45 dage efter transplantationen.
• Posttransplantations diabetes mellitus (PTDM): Nydiagnosticeret diabetes hos en person som har gennemgået organtransplantation, på et tidspunkt hvor den immunsupprimerende behandling er i stabil fase, typisk 2-3 mdr. efter transplantationen. Diagnosen PTDM forudsætter at pt. Ikke tidligere har haft diabetes og at der ikke er pågående infektion. Tilstanden kan remittere om end sjældent. 

Forekomst

PTHy ses meget hyppigt, > 50 % af patienterne. PTDM opstår hos 15 – 25 % af transplanterede patienter^1,34,35.

Ætiologi
PTHy er forklaret ved en kombination af forbigående påvirket beta-celle funktion, svær insulin resistens og øget hepatisk glukoseproduktion betinget af en kombination af kirurgisk stress og massiv immunsuppression.  Mekanismen er multifaktoriel men minder principielt om T2DM – de centrale faktorer er:

• Patienterne bliver efter transplantation insulinresistente grundet glukokortikoidbehandling, kirurgisk stress, infektioner mm.
• Beta-cellernes insulinproduktion nedsættes og i en sådan grad, at der ikke kan kompenseres for insulinresistensen – konsekvensen er hyperglykæmi.

Den afgørende begivenhed er den nedsatte beta-celle funktion, og skyldes de immunsuppressivt virkende lægemidler calcineurinhæmmere, cyclosporin og specielt tacrolimus, er beta-celle toksiske. Begrundelsen for anvendelsen af calcineurinhæmmer, til trods for risikoen for diabetes, er at disse på længere sigt giver den bedste graft overlevelse³⁶.

Det er konsistent fundet, at personer der udvikler PTDM har en øget mortalitet og øget risiko for graft tab sammenlignet med personer, der ikke udvikler diabetes.  Den øgede mortalitet er forklaret af øget kardiovaskulær dødelighed, øget cancer dødelighed og øgte infektionsrelateret dødelighed ^37–39.

Diagnostik

OGTT er guldstandard^1,34,35, men er tidskrævende og anbefales derfor primært i tvivlstilfælde. Diagnosen stilles efter samme kriterier som ved diabetes generelt.

Behandlingsprincipper og organisation

Viden om behandlingen af denne gruppe patienter er i vid udstrækning baseret på observationelle studier og af et ønske om at anvende lægemidler, der ikke interfererer med den immunsupprimerende behandling:
Opmærksomheden henledes på en meget omhyggelig engelsk gennemgang af viden om og specielt manglende viden i relation til nyretransplantation⁴⁰.

Behandlingen kan tidsmæssigt deles op i:

• Behandling af PTHy (0 – 3 mdr efter transplantation)
• Behandling af PTDM (startende tidligst 3 mdr. efter transplantation)
  Denne opdeles i:
• Behandling af hyperglykæmi
• Behandling af andre kardiovaskulære risikofaktorer, dvs. lipider og blodtryk

Organisatorisk er det hensigtsmæssigt, at der på de enkelte transplantationscentre aftales en fordeling af arbejdsgang.

I relation til behandling af PTHy er det transplantationsteamet, der varetager behandlingen under indlæggelse. Endokrinologer/diabetesteamet kan rådgive/assistere, og overtage behandlingen efter udskrivelse. Behandling af PTDM skal tilpasses den enkelte patients transplantationsstatus, pågående immunsuppressiv behandling og risiko for infektion.

Dette gælder også behandling af blodtryk og cholesterol, særlig i relation til cholesterol kan der være overvejelser om interaktion med immunsuppressivae. Mange steder varetages behandling af blodtryk og cholesterol af transplantationsteamet; opgavefordelingen aftales lokalt.

Behandling af Posttransplantations hyperglykæmi (PTHy)

Behandlingsmål:

Under indlæggelse BS = 6 – 10 mmol/l jævnfør NBV den indlagte patient med diabetes

I ambulant fase:
– Faste (før morgenmad) blodsukker 5 – 7 mmol/mol, før aftensmåltid 5 – 9 mmol/mol.

Lægemidler

Under indlæggelse

Initialt hurtigtvirkende insulin efter skema, der efter behov kan ændres til basal-bolus regime jævnfør NBV den indlagte patient med diabetes

Efter udskrivelse

Fortsat basalinsulin evt. suppleret med hurtigtvirkende insulin, alternativt DDP4 hæmmer eller SU-præparater vejledt af blodsukkermålinger. De øvrige glukose sænkede medikamenter (Metformin, SGLT2 og GLP-1) bør undgås i de første måneder efter transplantation.

Behandling af Posttransplantations diabetes mellitus (PTDM)

Startende fra 3 mdr efter transplantation. Overordnet skal vurdering af passende behandlingsmål ske ved en individuel vurdering i lighed med ved T2DM. Der skal tages hensyn til alder/komorbiditeter og afledt risiko for bivirkninger (primært hypoglykæmi ved brug af insulin) og risiko for at skade det transplanterede organ.

Glykæmisk kontrol

Behandlingsmålet skal som udgangspunkt individualiseres, eksempelvis bruges HbA1c < 53 mmol/mol, svarende til faste blodsukker 5–7 mmol/l og blodsukker før aftensmåltid 5–9 mmol/l. Ved e-GFR < 30 – 45 er HbA1c ofte upålidelig og her anbefales det styret efter blodsukkermålinger.

Basisbehandling: Livsstilsintervention som ved NBV T2DM.

Nedenstående lægemidler kan anvendes.

Førstevalgspræparat er som udgangspunkt metformin.

SGLT2 hæmmer, forudsat e-GFR > 40 – 45 ml/min, præparaterne har ikke glukosesænkende effekt ved lavere e-GFR værdier. Der skal tages stilling til infektionsrisiko, særligt infektion i urinveje, vurderes den øget eller ved tvivl konfereres med transplantations-ansvarlig læge.

Øvrig antidiabetika kan bruges som beskrevet i NBV T2DM.

Andre kardiovaskulære risikofaktorer

Generelt anbefales kolesterolsænkende behandling. Behandlingsmål foreslås til LDL < 1.4 – 1,8 mmol vejledt af en konkret vurdering af CVD risiko (middel CVD 5 års mortalitet ved PTDM hos nyre-transplanterede > 10 %). Hensyn til pågående immunsupprimerende behandling vejer højest i relation til behandlingsmål.

Som udgangspunkt foreslås blodtryksmål < 130/80 mmHg, men det kan individualiseres.Opfølgning og komplikationer

Aktuelt anbefales screening for senkomplikationer efter gængse retningslinjer.

4.    Diabetes efter total eller partiel pankreatektomi

Total pankreatektomi

Ætiologi

Total pankreatektomi er primært indiceret ved lokaliseret cancer og der udføres < 50 indgreb årligt. Ved operationen fjernes som hovedregel både pankreas og duodenum, der etableres ny galdevejsudgang og dermed forskellige anastomoser. Konsekvensen er mangel på både insulin og glukagon, og da absorptionen af føde er kompromitteret er glykogendepoterne ofte mangelfulde, hvilket dermed giver en øget risiko for hypoglykæmi, steatoré og vægttab.

Behandling

Den postoperative fase⁴¹

Ernæring

De første døgn gives parenteral ernæring tilsat insulin aspart 0,2 IE/gram glukose.

Der startes peroral ernæring når patienterne er i stand til det. Der stiles mod et indtag på minimum 150 gram kulhydrater dagligt, og når patienten indtager sufficient fuldkost stoppes parenteral ernæring.

Insulin behandling

Basalinsulin – startdosis:

Der startes med 0,15 IE insulin glargin/kg doseret 1 gang i døgnet.
Denne dosis startes samtidig med den parenterale ernæring og fortsætter efter skift til enteral ernæring.

Måltidsinsulin:

Når patienten spiser, gives 2 IE insulin aspart før måltiderne og samtidig korrektionsinsulin:

• Ved BG > 10 mmol/l suppleres med 1 IE
• Ved BG > 14 mmol/l suppleres med 2 IE
• Ved BG > 18 mmol/l suppleres med 3 IE

Ambulant behandling

Patientgruppen er som hovedregel ældre. Grundsygdommen gør at ca. 50 % ikke er i live efter 2 år, og efter 5 år er mindre end 25 % i live. Målet med behandlingen er derfor at undgå hypoglykæmi og svær hyperglykæmi samt opnå vægtstabilitet (gerne vægtøgning).

Ernæring

Det følgende baserer sig på generelle kostråd og kliniske erfaringer. Fokus på sufficient kalorieindtag, med ca. 40-60% kulhydrat, mindst 20% protein og resten fedtstoffer, så vægttab undgås/minimeres. Døgnindtaget af kulhydrater anbefales at være mindst 150 gram fordelt med hovedparten til hovedmåltider, ca. 40 gram og 10-20 gram til mellemmåltider. Dette er vigtigt for bedst muligt at kunne tilpasse insulinbehandlingen til kulhydratindtaget og sikre sufficient insulinindgift. I den første periode er ventrikelkapaciteten meget lille, og det er derfor særlig vigtigt, at der både indtages 3 hovedmåltider og 3 mellemmåltider, som specielt i starten kan være en proteindrik der indeholder 40 gram kulhydrat (til dette gives typisk 2 IE insulin aspart).

Insulin behandling:
Mål:  HbA1c = 60 – 70 mmol/mol og CGM-mål på time in range (TIR) = ca. 50 % og time below range (TBR) maks. 1 %.

Der fortsættes med basalinsulin, hvor dosis gradvis kan øges således at den efter et år typisk er i alt 0,4 IE/kg.

Mht. hurtigvirkende insulin forsættes med insulin aspart, der gradvis kan øges mhp. på BS = 6 – 10 mmol/l før måltider.

Når/hvis patienterne har overskud til det, anbefales oplæring i kulhydrattælling. Typisk vil der skulle anvendes en KH-ratio på omkring 20 gram/1 IE insulin aspart.

Partiel pankreatektomi

Definition og diagnostiske kriterier

Debut af diabetes mellitus efter partiel pankreasresektion. Diabetes mellitus diagnosen stilles efter gældende kriterier. De hyppigste former for partiel pankreasresektion omfatter distal pankreatektomi og pankreatikoduodenektomi (Whipples operation)⁴². Diagnosen udelukkes ved diabetes opstået før pankreasresektion og ved påvisning af diabetes autoantistoffer.

Forekomst

Metaanalyser viser en forekomst af nyopstået diabetes på omkring 16 % efter Whipples operation og 21 % efter distal pankreatektomi, hvor diabetes oftest opstår inden for det første år efter operationen⁴². Incidensen synes dog at stige med tid efter operation, så over 25 % har udviklet diabetes 5 år efter operationen (fortsat hyppigst for dem som har fået lavet distal pankreatektomi)^43,44.

Risikofaktorer for at udvikle diabetes efter partiel pankreatektomi^43–50.

• Prædiabetes /nedsat glukosetolerance præoperativt
• Større volumenresektion af pankreas
• Pankreas cancer som årsag til operation
• Kronisk pankreatit som årsag til operation
• Samtidig splenektomi (distal pankreatektomi)

Monitorering og behandling

Der findes kun begrænset evidens for, hvordan diabetes efter partiel pankreatektomi bedst håndteres og behandles.

Den komplekse natur kræver en individualiseret, risikobaseret udredning med proaktiv screening for tidlig identifikation og håndtering af insulindeficit og metaboliske komplikationer⁴².

Præoperativt bør HbA1c måles for at identificere præeksisterende diabetes og prædiabetes og dermed vurdere risikoen for signifikant hyperglykæmi og/eller nyopstået diabetes postoperativt. Oplæring i blodsukkermåling (og evt. insulininjektionsbehandling) kan med fordel startes før operationen.

Den postoperative fase

Se håndtering under NBV den indlagte patient med diabetes.

Bestemmelse af samhørende BS og C-peptid kan støtte vurderingen om der skal gives insulin eller der kan forsøges med peroral behandling^42,48.

Efter udskrivelse

Patienter som er startet fast insulin anbefales henvist til diabetesambulatorium. Nogle patienter vil have gavn af CGM, dette vurderes individuelt.

Patienter som er er startet peroral behandling henvises til kontrol hos egen læge. Patienter som ikke har udviklet diabetes anbefales kontrol af HbA1c efter 3 og 12 måneder og derefter årligt.

Ambulant behandling

Insulinbehandling

Insulinbehovet kan initialt være højt, men bør monitoreres tæt grundet ændret behov i takt med tilpasning af kost og/eller eksokrin substitutionsbehandling. Patienter som skal have postoperativ kemoterapi og eventuel glukokortikoidbehandling har behov for løbende justering af insulinbehandlingen. Som udgangspunkt skal patienter i insulinbehandling betragtes som værende i øget risiko for hypoglykæmi grundet mulig nedsat glukagonproduktion⁵⁰.

Orale antidiabetika

Metformin har i nogle studier vist sig at reducere risikoen for de novo cancer, men evidensen er svag og ikke specifik for patienter efter pankreaktomi⁴².

Evidensen for brug af anden antidiabetika  er svag, men kan overvejes hos patienter med bevaret insulin egenproduktion. Særlig opmærksomhed bør haves på risikoen for vægttab, gastrointestinale bivirkninger og pankreatit (GLP-1 receptor agonister) samt euglykæmisk ketoacidose (SGLT2-hæmmere)⁴².

SU-præparater bør ikke vælges grundet risikoen for hypoglykæmi.

Behandling af eksokrin pankreasinsufficiens

Opmærksomhed på at der kan opstå eksokrin insufficiens selv ved partiel pankreatektom, som kan bidrage til malabsorption, vægttab og forværret glykæmisk kontrol. Se udredning og håndtering under DSGH guideline. .

Prognose 

Patienter med diabetes efter partiel pankreatektomi bør screenes for diabetes senkomplikationer efter vanlige retningslinjer.

5. Cystisk fibrose relateret diabetes

Cystisk Fibrose relateret diabetes (CFRD) opstår som følge af en gradvis destruktion af beta-cellerne og deraf følgende fald insulinsekretion. Personer med svære CF-mutationer (klasse I-III) har særlig høj risiko for at udvikle CFRD. I Danmark har > 85 % af personer med CF en alvorlig mutation. CFRD ses i modsætning til tidligere sjældent i aldersgruppen <18 år, men incidensen stiger med alderen og op til 40-50% af voksne med CF har diabetes⁵¹. Glukorkortikoidbehandling og hyppige infektioner kan accelerere forløbet.  CFTR modulator behandling forventes at reducere incidensen generelt samt have en stabiliserende effekt for den enkelte person med CFRD.

Symptomer og kliniske fund

Symptomer og fund er de samme som ved andre former for diabetes.

Udredning

Aktuelt anbefales det at personer med CF screenes for diabetes med OGTT én gang årligt fra alder >10 år⁵¹ samt ved symptomer på diabetes. Hvis OGTT ikke kan udføres, benyttes HbA1c. Forekomsten af graviditeter er markant stigende medførende behov for tilbud om  prækonceptionel rådgivning, screening for gestationel diabetes med OGTT ved planlægning af graviditet og i gestationsuge 12-16 + 24-28. Diabetesdiagnosen stilles på baggrund af de vanlige diagnostiske kriterier for diabetes (NBV T2DM)

Behandling

Initialt behandles med kostoptimering.  Når kostbehandling ikke er tilstrækkeligt til at opnå behandlingsmålet, opstartes insulinbehandling.  Der findes ikke stærk evidens for ét specifikt behandlingsregime. Oftest opstartes basalinsulin 0,1-0,2 IE/kg én gang dagligt med morgendosering. Alternativt kan der initialt behandles alene med hurtigtvirkende insulin som måltidsinsulin til kulhydratholdige måltider (1 IE/15-20 g kulhydrat). Hos en del vil der være behov for regelret basal-bolus regime, og behandling med insulinpumpe kan være relevant ud fra samme kriterier som for T1DM. Hos patienter i behandling med måltidsinsulin, anbefales der oplæring i kulhydrat-tælling ved diætist.

Ernæring og diætistvejledning

Eksokrin pankreasinsufficiens ses hos hovedparten af de danske CF-patienter og alle CF-patienter med CFRD kan henvises til klinisk diætist. Målet er at sikre sufficient ernæring og samtidig holde blodglukose inden for anbefalede niveauer. Hos patienter i behandling med måltidsinsulin, anbefales oplæring i kulhydrattælling. Tidligere var underernæring et betydeligt problem ved CF. Efter indførelsen af CFTR modulatorbehandling er ernæringstilstanden bedret betydeligt og overvægt ses i stigende grad. Kostvejledning for personer i CFTR modulatorbehandling uden truet ernæringstilstand følger derfor de generelle kostråd frem for tidligere anbefalinger om fedt-og saltholdig kost.

BMI-mål: ≥22 kg/m² (kvinder), ≥23 kg/m² (mænd), dog kan lavere værdier accepteres ved god almen tilstand og lungefunktion.

Kulhydratindtag: ≥100 g/dag – primært lavt glykæmisk indeks, men højt glykæmisk indeks kan være nødvendigt for sufficient energiindtag og kulhydratrestriktion frarådes.

Prognose

Prognosen for personer med CF er generelt bedret markant over de seneste år grundet modulatorbehandling.

Visitation

Alle personer med CFRD anbefales fulgt af endokrinolog på Rigshospitalet eller Steno Diabetes Center Aarhus, Aarhus Universitetshospital som en del af den multidisciplinære behandling af CF.

Opfølgning

Der anbefales opfølgning som ved NBV T2DM. Gravide med CFRD tilbydes intensiveret monitorering i tæt samarbejde mellem endokrinolog, CF specialist og obstetriker.

6. Diabetes udløst af pankreas cancer

Pankreascancer kan føre til diabetes gennem flere sammenhængende mekanismer ligesom den katabole tilstand, som ofte ses ved fremskreden cancer, påvirker glukosemetabolismen negativt⁵².

Symptomer og kliniske fund

Symptomer og fund er de samme som ved andre former for diabetes men synes at udvikles hurtigere end ved klassisk T2DM ^53,54.

Udredning

Som ved anden udredning af diabetes mellitus.
Evt. måling af C-peptid for vurdering af endogen insulinproduktion.

Behandling

Patientgruppen er som hovedregel ældre med begrænset restlevetid. Målet med behandlingen er derfor at undgå hypoglykæmi og svær hyperglykæmi samt opnå vægtstabilitet (gerne vægtøgning). Følgende behandlingsvejledning bygger primært på kliniske erfaringer samt mindre observationelle studier.

Metformin synes sikkert at bruge og kan anvendes ved bevaret nyrefunktion, især ved moderat hyperglykæmi. Der bør dog udvises forsigtighed ved nedsat ernæringstilstand eller dehydrering med øget risiko for laktatacidose.

Basalinsulin er ofte nødvendig og kan anvendes som led i anabol behandling ved betydeligt vægttab og svigtende endogen insulinproduktion. Evt. kombineret med måltidsinsulin, afhængig af patientens evne til selvmonitorering og ernæringstilstand.

Der er manglende evidens for brugen af den øvrige antidiabetiske behandling^53–55.

Behandling af eksokrin pankreasinsufficiens

Eksokrin insufficiens ses hyppigt og bidrager til malabsorption, vægttab og forværret glykæmisk kontrol. Se udredning og håndtering under DSGH guideline.

Referencer

1. American Diabetes Association Professional Practice Committee. 2. Diagnosis and Classification of Diabetes: Standards of Care in Diabetes—2025. Diabetes Care. 2024;48(Supplement_1):S27-S49. doi:10.2337/dc25-S002
2. Woodmansey C, McGovern AP, McCullough KA, et al. Incidence, Demographics, and Clinical Characteristics of Diabetes of the Exocrine Pancreas (Type 3c): A Retrospective Cohort Study. Diabetes Care. 2017;40(11):1486-1493. doi:10.2337/dc17-0542
3. Olesen SS, Svane HML, Nicolaisen SK, et al. Clinical and biochemical characteristics of postpancreatitis diabetes mellitus: A cross-sectional study from the Danish nationwide DD2 cohort. J Diabetes. 2021;13(12):960-974. doi:10.1111/1753-0407.13210
4. Petrov MS. DIAGNOSIS OF ENDOCRINE DISEASE: Post-pancreatitis diabetes mellitus: prime time for secondary disease. Eur J Endocrinol. 2021;184(4):R137-R149. doi:10.1530/EJE-20-0468
5. Cho J, Scragg R, Pandol SJ, Petrov MS. Exocrine Pancreatic Dysfunction Increases the Risk of New-Onset Diabetes Mellitus: Results of a Nationwide Cohort Study. Clin Transl Sci. 2021;14(1):170-178. doi:10.1111/cts.12837
6. Sankaran SJ, Xiao AY, Wu LM, Windsor JA, Forsmark CE, Petrov MS. Frequency of progression from acute to chronic pancreatitis and risk factors: a meta-analysis. Gastroenterology. 2015;149(6):1490-1500.e1. doi:10.1053/j.gastro.2015.07.066
7. Hart PA, Bradley D, Conwell DL, et al. Diabetes following acute pancreatitis. Lancet Gastroenterol Hepatol. 2021;6(8):668-675. doi:10.1016/S2468-1253(21)00019-4
8. Duggan SN, O’Connor DB, Antanaitis A, et al. Metabolic dysfunction and diabetes mellitus during long-term follow-up of severe acute pancreatitis: A case-matched study. Pancreatol Off J Int Assoc Pancreatol IAP Al. 2020;20(5):813-821. doi:10.1016/j.pan.2020.03.016
9. Das SLM, Singh PP, Phillips ARJ, Murphy R, Windsor JA, Petrov MS. Newly diagnosed diabetes mellitus after acute pancreatitis: a systematic review and meta-analysis. Gut. 2014;63(5):818-831. doi:10.1136/gutjnl-2013-305062
10. Shen HN, Yang CC, Chang YH, Lu CL, Li CY. Risk of Diabetes Mellitus after First-Attack Acute Pancreatitis: A National Population-Based Study. Am J Gastroenterol. 2015;110(12):1698-1706. doi:10.1038/ajg.2015.356
11. Hart PA, Bellin MD, Andersen DK, et al. Type 3c (pancreatogenic) diabetes mellitus secondary to chronic pancreatitis and pancreatic cancer. Lancet Gastroenterol Hepatol. 2016;1(3):226-237. doi:10.1016/S2468-1253(16)30106-6
12. Drewes AM, Nøjgaard C, de Muckadell OS, et al. Diagnostik og behandling af kronisk pancreatitis.
13. Viggers R, Jensen MH, Laursen HVB, Drewes AM, Vestergaard P, Olesen SS. Glucose-Lowering Therapy in Patients With Postpancreatitis Diabetes Mellitus: A Nationwide Population-Based Cohort Study. Diabetes Care. 2021;44(9):2045-2052. doi:10.2337/dc21-0333
14. Cui Y, Andersen DK. Pancreatogenic Diabetes: Special Considerations for Management. Pancreatology. 2011;11(3):279-294. doi:10.1159/000329188
15. Hopkins R, Young KG, Thomas NJ, et al. Treatment outcomes with oral anti-hyperglycaemic therapies in people with diabetes secondary to a pancreatic condition (type 3c diabetes): A population-based cohort study. Diabetes Obes Metab. 2025;27(3):1544-1553. doi:10.1111/dom.16163
16. Nassar M, Nassar O, Abosheaishaa H, Misra A. Decreased risk of recurrent acute pancreatitis with semaglutide and tirzepatide in people with type 2 diabetes or obesity with a history of acute pancreatitis: A propensity matched global federated TriNetX database-based retrospective cohort study. Diabetes Metab Syndr. 2024;18(9):103116. doi:10.1016/j.dsx.2024.103116
17. Ewald N, Kaufmann C, Raspe A, Kloer HU, Bretzel RG, Hardt PD. Prevalence of diabetes mellitus secondary to pancreatic diseases (type 3c). Diabetes Metab Res Rev. 2012;28(4):338-342. doi:10.1002/dmrr.2260
18. Davidsen L, Cichosz SL, Stæhr PB, et al. Efficacy and safety of continuous glucose monitoring on glycaemic control in patients with chronic pancreatitis and insulin-treated diabetes: A randomised, open-label, crossover trial. Diabetes Obes Metab. 2025;27(6):3379-3388. doi:10.1111/dom.16356
19. Dominguez-Muñoz JE, Vujasinovic M, de la Iglesia D, et al. European guidelines for the diagnosis and treatment of pancreatic exocrine insufficiency: UEG, EPC, EDS, ESPEN, ESPGHAN, ESDO, and ESPCG evidence-based recommendations. United Eur Gastroenterol J. 2025;13(1):125-172. doi:10.1002/ueg2.12674
20. Cho J, Scragg R, Petrov MS. Risk of Mortality and Hospitalization After Post-Pancreatitis Diabetes Mellitus vs Type 2 Diabetes Mellitus: A Population-Based Matched Cohort Study. Off J Am Coll Gastroenterol ACG. 2019;114(5):804. doi:10.14309/ajg.0000000000000225
21. Burt MG, Willenberg VM, Petersons CJ, Smith MD, Ahern MJ, Stranks SN. Screening for diabetes in patients with inflammatory rheumatological disease administered long-term prednisolone: a cross-sectional study. Rheumatol Oxf Engl. 2012;51(6):1112-1119. doi:10.1093/rheumatology/kes003
22. Delfs N, Struja T, Gafner S, et al. Outcomes of Hospitalized Patients with Glucocorticoid-Induced Hyperglycemia-A Retrospective Analysis. J Clin Med. 2020;9(12):4079. doi:10.3390/jcm9124079
23. Radhakutty A, Burt MG. MANAGEMENT OF ENDOCRINE DISEASE: Critical review of the evidence underlying management of glucocorticoid-induced hyperglycaemia. Eur J Endocrinol. 2018;179(4):R207-R218. doi:10.1530/EJE-18-0315
24. Liu X xia, Zhu X ming, Miao Q, Ye H ying, Zhang Z yun, Li YM. Hyperglycemia induced by glucocorticoids in nondiabetic patients: a meta-analysis. Ann Nutr Metab. 2014;65(4):324-332. doi:10.1159/000365892
25. Schultz H, Engelholm SA, Harder E, Pedersen-Bjergaard U, Kristensen PL. Glucocorticoid-induced diabetes in patients with metastatic spinal cord compression. Endocr Connect. 2018;7(5):719-726. doi:10.1530/EC-18-0088
26. JBDS 08 Management of Hyperglycaemia and Steroid (Glucocorticoid) Therapy | The Association of British Clinical Diabetologists. Accessed July 9, 2025. https://abcd.care/resource/current/jbds-08-management-hyperglycaemia-and-steroid-glucocorticoid-therapy
27. Barker HL, Morrison D, Llano A, Sainsbury CAR, Jones GC. Practical Guide to Glucocorticoid Induced Hyperglycaemia and Diabetes. Diabetes Ther Res Treat Educ Diabetes Relat Disord. 2023;14(5):937-945. doi:10.1007/s13300-023-01393-6
28. Zylla D, Gilmore G, Eklund J, Richter S, Carlson A. Impact of diabetes and hyperglycemia on health care utilization, infection risk, and survival in patients with cancer receiving glucocorticoids with chemotherapy. J Diabetes Complications. 2019;33(4):335-339. doi:10.1016/j.jdiacomp.2018.12.012
29. Limbachia V, Nunney I, Page DJ, et al. The effect of different types of oral or intravenous corticosteroids on capillary blood glucose levels in hospitalized inpatients with and without diabetes. Clin Ther. 2024;46(2):e59-e63. doi:10.1016/j.clinthera.2023.11.013
30. Aberer F, Hochfellner DA, Sourij H, Mader JK. A Practical Guide for the Management of Steroid Induced Hyperglycaemia in the Hospital. J Clin Med. 2021;10(10):2154. doi:10.3390/jcm10102154
31. Pernicova I, Kelly S, Ajodha S, et al. Metformin to reduce metabolic complications and inflammation in patients on systemic glucocorticoid therapy: a randomised, double-blind, placebo-controlled, proof-of-concept, phase 2 trial. Lancet Diabetes Endocrinol. 2020;8(4):278-291. doi:10.1016/S2213-8587(20)30021-8
32. Tatalovic M, Lehmann R, Cheetham M, Nowak A, Battegay E, Rampini SK. Management of hyperglycaemia in persons with non-insulin-dependent type 2 diabetes mellitus who are started on systemic glucocorticoid therapy: a systematic review. BMJ Open. 2019;9(5):e028914. doi:10.1136/bmjopen-2019-028914
33. Habib G, Khazin F, Sakas F, Hakim G, Artul S. The impact of intra-articular injection of diprospan at the knee joint on blood glucose levels in diabetic patients. Eur J Rheumatol. 2018;5(2):96-99. doi:10.5152/eurjrheum.2018.17133
34. Sharif A, Hecking M, de Vries APJ, et al. Proceedings from an international consensus meeting on posttransplantation diabetes mellitus: recommendations and future directions. Am J Transplant Off J Am Soc Transplant Am Soc Transpl Surg. 2014;14(9):1992-2000. doi:10.1111/ajt.12850
35. Sharif A, Chakkera H, de Vries APJ, et al. International consensus on post-transplantation diabetes mellitus. Nephrol Dial Transplant Off Publ Eur Dial Transpl Assoc – Eur Ren Assoc. 2024;39(3):531-549. doi:10.1093/ndt/gfad258
36. Dellgren G, Lund TK, Raivio P, et al. Effect of once-per-day tacrolimus versus twice-per-day ciclosporin on 3-year incidence of chronic lung allograft dysfunction after lung transplantation in Scandinavia (ScanCLAD): a multicentre randomised controlled trial. Lancet Respir Med. 2024;12(1):34-44. doi:10.1016/S2213-2600(23)00293-X
37. Almdal K, Hornum M, Almdal T. Posttransplant Diabetes Mellitus (PTDM) Following Solid Organ Transplantation – Systematic Analysis of Prevalence and Total Mortality and Meta-Analysis of Randomized Interventional Studies Aimed at Lowering Blood Glucose. Curr Diabetes Rev. 2023;19(7):e071122210692. doi:10.2174/1573399819666221107121900
38. Dos Santos Q, Hornum M, Terrones-Campos C, et al. Posttransplantation Diabetes Mellitus Among Solid Organ Recipients in a Danish Cohort. Transpl Int Off J Eur Soc Organ Transplant. 2022;35:10352. doi:10.3389/ti.2022.10352
39. Kanbay M, Abdel-Rahman SM, Brinza C, et al. A Meta-analysis of Graft Survival, Patient Survival, and Delayed Graft Function in First-Time and Repeat Kidney Transplants. Nephrol Dial Transplant Off Publ Eur Dial Transpl Assoc – Eur Ren Assoc. Published online April 15, 2025:gfaf066. doi:10.1093/ndt/gfaf066
40. Chowdhury TA, Wahba M, Mallik R, et al. Association of British Clinical Diabetologists and Renal Association guidelines on the detection and management of diabetes post solid organ transplantation. Diabet Med J Br Diabet Assoc. 2021;38(6):e14523. doi:10.1111/dme.14523
41. Andersen S, Andersen A, Ringholm L, et al. Parenteral nutrition and insulin per protocol improve diabetes management after total pancreatectomy. Dan Med J. 2018;65(4):A5475.
42. Wu L, Nahm CB, Jamieson NB, et al. Risk factors for development of diabetes mellitus (Type 3c) after partial pancreatectomy: A systematic review. Clin Endocrinol (Oxf). 2020;92(5):396-406. doi:10.1111/cen.14168
43. Dai M, Xing C, Shi N, et al. Risk factors for new-onset diabetes mellitus after distal pancreatectomy. BMJ Open Diabetes Res Care. 2020;8(2):e001778. doi:10.1136/bmjdrc-2020-001778
44. Hamad A, Hyer JM, Thayaparan V, et al. Pancreatogenic Diabetes after Partial Pancreatectomy: A Common and Understudied Cause of Morbidity. J Am Coll Surg. 2022;235(6):838-845. doi:10.1097/XCS.0000000000000360
45. Burkhart RA, Gerber SM, Tholey RM, et al. Incidence and severity of pancreatogenic diabetes after pancreatic resection. J Gastrointest Surg Off J Soc Surg Aliment Tract. 2015;19(2):217-225. doi:10.1007/s11605-014-2669-z
46. Shirakawa S, Matsumoto I, Toyama H, et al. Pancreatic volumetric assessment as a predictor of new-onset diabetes following distal pancreatectomy. J Gastrointest Surg Off J Soc Surg Aliment Tract. 2012;16(12):2212-2219. doi:10.1007/s11605-012-2039-7
47. Kang JS, Jang JY, Kang MJ, et al. Endocrine Function Impairment After Distal Pancreatectomy: Incidence and Related Factors. World J Surg. 2016;40(2):440-446. doi:10.1007/s00268-015-3228-9
48. Lee JS, Sohn M, Kim K, Yoon YS, Lim S. Glucose Regulation after Partial Pancreatectomy: A Comparison of Pancreaticoduodenectomy and Distal Pancreatectomy in the Short and Long Term. Diabetes Metab J. 2023;47(5):703-714. doi:10.4093/dmj.2022.0205
49. De Bruijn KMJ, van Eijck CHJ. New-onset diabetes after distal pancreatectomy: a systematic review. Ann Surg. 2015;261(5):854-861. doi:10.1097/SLA.0000000000000819
50. Schrader H, Menge BA, Breuer TGK, et al. Impaired Glucose-Induced Glucagon Suppression after Partial Pancreatectomy. J Clin Endocrinol Metab. 2009;94(8):2857-2863. doi:10.1210/jc.2009-0826
51. Moran A, Brunzell C, Cohen RC, et al. Clinical care guidelines for cystic fibrosis-related diabetes: a position statement of the American Diabetes Association and a clinical practice guideline of the Cystic Fibrosis Foundation, endorsed by the Pediatric Endocrine Society. Diabetes Care. 2010;33(12):2697-2708. doi:10.2337/dc10-1768
52. Pannala R, Leirness JB, Bamlet WR, Basu A, Petersen GM, Chari ST. Prevalence and clinical profile of pancreatic cancer-associated diabetes mellitus. Gastroenterology. 2008;134(4):981-987. doi:10.1053/j.gastro.2008.01.039
53. Chari ST, Leibson CL, Rabe KG, et al. Pancreatic cancer-associated diabetes mellitus: prevalence and temporal association with diagnosis of cancer. Gastroenterology. 2008;134(1):95-101. doi:10.1053/j.gastro.2007.10.040
54. Bosetti C, Rosato V, Li D, et al. Diabetes, antidiabetic medications, and pancreatic cancer risk: an analysis from the International Pancreatic Cancer Case-Control Consortium. Ann Oncol Off J Eur Soc Med Oncol. 2014;25(10):2065-2072. doi:10.1093/annonc/mdu276
55. Sharma A, Kandlakunta H, Nagpal SJS, et al. Model to Determine Risk of Pancreatic Cancer in Patients With New-Onset Diabetes. Gastroenterology. 2018;155(3):730-739.e3. doi:10.1053/j.gastro.2018.05.023

Tovholder

Mads Bisgaard Bengtsen

Øvrige forfattere

Caroline Christfort Øhrstrøm
Ayse Altintas
Ailsa Maria Main
Julie Jørgensen
Esben Søndergaard
Morten Svarer
Thomas Peter Almdal
Mette Borbjerg
Mette Bohl
Rasmus Fuglsang Nielsen

Stor tak til professor Mads Hornum, Afdeling for Nyre og Hormonsygdomme, Rigshospitalet, overlæge Karoline Schousboe, SDCO og overlæge Søren Tang Knudsen, SDCA for hjælp til afsnittet om posttransplantations diabetes.

Udgivet: Oktober 2025

Revision: Oktober 2028

Interessekonflikter

Link