Udredning og behandling af hypocalcæmi

Denne NBV er i forbindelse med revision 2025 ændret på følgende områder:

Enkelte tilføjelser til tilstande, som kan give hhv. hypoparathyreoid hypocalcæmi samt normo-/hyperparathyreoid hypocalcæmi

Afsnit om prognose indføjet

Hvad omfatter denne NBV

Denne NBV omfatter udredning samt primær behandling af akut hypocalcæmi. For kronisk hypocalcæmi henvises til NBV omhandlende hypoparathyreoidisme (NBV  hypoparathyreoidisme).

Hvad omfatter denne NBV ikke

Langsigtet behandling af patienter med hypocalcæmi

Diagnosekoder (ICD)

E835D Hypocalcæmi UNS

E20 Hypoparathyreoidisme

E20.9 Hypoparathyreoidisme

E89.2 Hypoparathyreoidisme efter operation

Definition

Hypocalcæmi defineres som plasma calciumkoncentration under nedre grænse af referenceintervallet.

Måling af ioniseret (frit) calcium (Ca²⁺) er mest retvisende og at fortrække.

Alternativt kan albumin korrigeret total calcium bruges (alb. korr. calcium).

Der findes ingen præcis tidsgrænse, som adskiller akut fra kronisk hypocalcæmi, men i almindelighed anses akut hypocalcæmi for en tilstand, som for modes at være opstået i løbet af timer til nogle dage.

Forekomst

Ukendt.

Ætiologi

På baggrund af samtidig måling af parathyreoideahormon (PTH) kan tilstanden opdeles i hypoparathyreoid og normo-/hyperparathyreoid hypocalcæmi:

• Hypoparathyreoid hypocalcæmi:
  • Beskadigelse af gll. parathyreoidea med nedsat koncentration af PTH i blodet (hypoparathyreoidisme). Ses hyppigst som sequelae til halskirurgi (total thyreoidektomi)
  • Hos patienter i behandling for hypoparathyreoidisme kan akut hypocalcæmi opstå (til tider uforudset) ved manglende medicinindtag eller co-morbiditet (f.eks. nedsat absorption ved gastrointestinal sygdom)
  • Ved svær hypomagnesiæmi hvor sekretionen og funktionen af PTH er hæmmet (funktionel hypoparathyreoidisme)
  • Autoimmun sygdom (sjældent), som f.eks. Autoimmun Polyglandulær Syndrom (APS)
  • Genetisk sygdom (sjældent), som f.eks. autosomal dominant hypocalcæmi (ADH)
• Normo-/hyperparathyreoid hypocalcæmi:
  • Svær D-vitaminmangel
  • Nyresygdom
  • Hyperfosfatæmi
  • Hyperventilation pga. respiratorisk alkalose (OBS: Behandlingsindikation skal ikke hvile på Ca²⁺ i A-gas og venøs blodprøve ved pH forstyrrelser)
  • Behandling med kraftigt virkende antiresorptiva (f.eks. denosumab eller zoledronsyre)
  • Behandling med visse kontrastvæsker og kemoterapeutika (galliumnitrat, cisplatin, asparginase, cytosin, arabinosin, doxarubicin, pentamidin, foscarnet)
  • Kritisk sygdom (svær infektion (sepsis), akut pancreatitis, rhabdomyolyse, toksisk shock syndrom – hos nogle patienter kan PTH dog være supprimeret)
  • Malign sygdom
  • Multiple blodtransfusioner/EDTA infusion
  • Bariatrisk kirurgi

Symptomer og kliniske fund

Der er ingen eksakt sammenhæng mellem symptomer og graden af hypocalcæmi. Ofte forholder det sig således at jo hurtigere hypocalcæmien har udviklet sig des mere udtalt er symptomer og fund. Symptomer og fund er relateret til en øget neuromuskulær excitabilitet ligesom hypocalcæmi kan medføre kardiovaskulære komplikationer.

• Neuromuskulært:
  • Periorale paræstesier
  • Akroparæstesier
  • Karpopedalspasmer
  • Laryngo- / Bronkospasmer
  • Epileptiforme krampeanfald
  • Chvosteks tegn
  • Trousseaus fænomen
• Kardiovaskulært:
  • EKG: forlænget QTc interval, arytmi
  • Hjertesvigt (nedsat ventrikulær kontraktilitet)

Udredning

Årsagen kan ofte identificeres iht. afsnittet om ætiologi.

Biokemisk:

• Basale prøver: Fortrinsvis Ca²⁺, alternativt kan alb. korr. calcium bruges, PTH, magnesium, fosfat, creatinin, kalium, natrium, 25-hydroxyvitamin D.
• supplerende prøver: Syre-base status, basisk fosfatase, calcitriol (1,25-dihydroxyvitamin D) mv.

(Forsigtighed ved tolkning af Ca²⁺ i A-gas og venøs blodprøve ved pH forstyrrelser)

Paraklinisk:

• EKG
• supplerende iht. ætiologi

Behandling

Særlige forsigtighedsregler:

• EKG-monitorering tilrådes ved:
  • EKG-forandringer
  • Behandling med digoxin
  • Injektionsbehandling med calciumgluconat eller calciumchlorid (i 15 min efter injektionen)
• Der er ikke veldokumenterede gavnlige effekter af behandling af hypocalcæmi hos patienter med svær infektion/kritisk sygdom (herunder akut pancreatitis og rhabdomyolyse) eller hyperfosfatæmi, hvorfor disse patienter kun behandles ved svær symptomgivende hypocalcæmi
• Ved svær D-vitaminmangel gives initialt en støddosis af vitamin D3 (100.000-300.000 IE per os), svarende til 2500-7500 µg. Omregningsfaktor er 1000 IE D3 = 25 µg D3
• Som udgangspunkt overvejes indlæggelse til patienter med symptomgivende hypocalcæmi samt ved asymptomatisk hypocalcæmi med Ca²⁺ < 1,00 mmol/l (eller alb. korr. calcium < 2,00 mmol/l).

Behandlingen tilrettelægges på baggrund af biokemiske fund og symptomer:

Vedr. intravenøs behandling med calcium:

• mindre risiko for lokalirritation foretrækkes calciumgluconat frem for calciumchlorid
• Injektionsbehandling:
  • Anvendes kun ved svære symptomer (tetani).
  • Calciumgluconat ”B. Braun” (0,23 mmol calcium/ml) 10 ml langsomt i.v. over 5 min, kan evt. gentages – ofte vil der være behov for efterfølgende kontinuerlig infusion
  • Eller inj. Calciumchlorid (0,5 mmol calcium/ml) 5 ml langsomt i.v. over 5 minutter, kan evt. gentages – ofte vil der være behov for efterfølgende kontinuerlig infusion
• Infusionsbehandling:
• Infusion calciumgluconat (0,23 mmol calcium/ml) 20 ml i 500 ml 5% glukose eller isoton NaCl, infusionshastighed 50 ml/time. Ved manglende effekt kan dosis øges til inf. Calciumgluconat (0,23 mmol calcium/ml) 25 ml i 250 ml 5% glukose eller NaCl, infusionshastighed 50 ml/time
• Eller Infusion calciumchlorid (0,5 mmol calcium/ml) 10 ml i 500 ml 5% glukose eller isoton NaCl, infusionshastighed 50 ml/time. Ved manglende effekt kan dosis øges til inf. Calciumchlorid (0,5 mmol calcium/ml) 12,5 ml i 250 ml 5% glukose eller NaCl, infusionshastighed 50 ml/time
• Monitorering: Kontrol af Ca^²+ hver 4. time indtil Ca²+ >1,10 mmol/l (eller alb. korr. calcium >2,10 mmol/l) og der ikke er tetaniske symptomer, hvorefter behandlingen forsøges pauseret. Der er forventeligt, at plasma calcium falder efter ophør af infusion, hvorfor kontrol også anbefales nogle timer efter, infusionen er ophørt.

Vedr. behandling med aktivt D-vitamin (alfacalcidol)

• Ved stærk formodning om postoperativ hypoparathyreoidisme kan behandling med aktivt D-vitamin påbegyndes, selv om der ikke er symptomer på hypocalcæmi
• Ved akut postoperativ hypoparathyreoidisme er dosisbehovet ofte relativt større i den initiale fase end under vedligeholdelsesbehandling. Det kan hos sådanne patienter overvejes at starte med 2 x 2 µg alfacalcidol dagligt med hyppig kontrol af Ca^²+ (alb. korr. calcium) (2 gange ugentligt eller hyppigere ved symptomer/betydelig hypocalcæmi). Det er vigtigt med tæt opfølgning efterfølgende i endokrinologisk regi for at undgå at patienten pludselig får hypercalcæmi. Ved behandling af kronisk hypoparathyreoidisme, se NBV hypoparathyreoidisme.
• Alfacalcidol er ikke generelt tilskudsberettiget, hvorfor der skal søges om enkelttilskud

Vedr. magnesiummangel/substitution:

• Der findes ikke nogen præcis grænseværdi for, hvornår hypomagnesiæmi hæmmer sekretionen af PTH. Hypomagnesiæmi giver samme symptomer og fund (herunder kardialt) som hypocalcæmi. Se NBV hypomagnesiæmi
• Let hypomagnesiæmi (p-magnesium: 0,54-0,70 mmol/l).

Som udgangspunkt behandles med peroralt tilskud af magnesium (f.eks. Mablet 360 mg x3 eller Magnesia 500-1000 mg). Ved betydelig mistanke om hypomagnesiæmi som årsag til hypocalcæmi kan i.v. infusionsbehandling med magnesium overvejes (også ved mild hypomagnesiæmi).

• Moderat/svær hypomagnesiæmi (p-magnesium <0,54 mmol/l).

Ved p-magnesium < 0,54 mmol/l overvejes i.v.-behandling. Der anvendes infusionskoncentrat af magnesiumsulfat 2 mmol/ml, der opblandes i isoton NaCl eller glukose.                                    Der gives maks. 3 mmol/time

Ved p-Magnesium 0,4 – 0,54 mmol/L: 0,25 mmol magnesiumsulfat per kg kropsvægt, der opblandes i 500-1000 ml isoton NaCl eller glukose til indløb over ca. 8 timer.

Ved p-Magnesium < 0.4mmol/L: 0,5 mmol magnesiumsulfat per kg kropsvægt, der opblandes i 1000 ml isoton NaCl eller glukose til indløb over ca. 16 timer.

IV behandling skal følges op af peroral behandling.

Der anbefales måling af plasma calcium 4, 8, 12 og 24 timer efter iværksat magnesiuminfusion.

Særlige forsigtighedsregler ved i.v.-infusion af magnesium:

• Magnesium må ikke gives som i.v.-bolus behandling ved behandling af hypomagnesiæmi (kan give hypocalcæmi)
• Nedsat nyrefunktion (reduceret dosis/kontraindiceret)
• og 3. grads AV-blok (kontraindiceret)
• Overvej EKG monitorering under infusionen
• Ved behandling af hypocalcæmi med magnesiuminfusion skal der samtidigt gives calciuminfusion.

Hyppigste bivirkning ved i.v. infusion er flushing og hypotension. Infusionshastighed reduceres ved symptomer.

Opfølgning

Afhænger af ætiologi. Ved fortsat behandling med aktivt D-vitamin anbefales hyppig kontrol af Ca²⁺ (eller alb. korr. calcium) i den subakutte fase (f.eks. 1 gang ugentligt i de første 4-8 uger), da dosisbehovet under langtidsbehandling ofte er mindre end initialt.
I den subakutte fase sigtes mod at holde Ca²⁺ i nederste halvdel af referenceintervallet eller let nedsat, hvis patienten er symptomfri.  For nærmere detaljer om behandling af hypoparathyreoidisme, se NBV hypoparathyreoidisme.

Information til patienten

Foruden information om symptomer på hypocalcæmi skal patienten have forståelse for symptomer på hypercalcæmi (tørst, træthed, øget vandladning, obstipation, kvalme, hovedpine mv). Under behandling med aktivt D-vitamin kan der opstå uforudsete svingninger i calciumkoncentrationen, og patienten skal informeres om at søge læge ved ovenstående symptomer.

Tovholder

Line Underbjerg

Udarbejdelse: Oktober 2016
Seneste revision: Oktober 2025
Næste revision: Oktober 2028

Øvrige forfattere
Lars Rejnmark
Sarah Thornhøj
Anne Sophie Sølling
Line Voss Jacobsen
Simone Sneppen
Nicklas Rasmussen
Charlotte Ejersted

Interessekonflikter 

Link