Denne NBV er i forbindelse med revision i 2026 ændret på følgende områder:
Sproglige ændringer.
Tilføjet kommentar om romosozumab samt et flowchart i behandlingsafsnittet.
Tilføjet kommentar om substitutionsterapi (f.eks. ved behandlingen af Morbus Addison eller samtidig behandling med abiraterone ved prostatacancer).
Hvad omfatter denne NBV
Osteoporose relateret til brug af systemiske glukokortikoider hos voksne.
Hvad omfatter denne NBV ikke
Andre former for osteoporose. Der henvises til NBV Osteoporose.
Diagnosekoder (ICD)
DM814 Osteoporose forårsaget af lægemiddel (ATC: H02AB)
DM804 Osteoporose med patologisk fraktur forårsaget af lægemiddel (ATC: H02AB)
Definition
Accelereret tab af knoglemasse udløst af glukokortikoid behandling.
Forekomst
Den hyppigste sekundære årsag til osteoporose. I 2024 fik ca. 154.500 danskere recept på systemisk glukokortikoid. Studier har vist, at man allerede ved en daglig dosis på > 2.5 mg prednisolon kan se en øget frakturrisiko [1]. Det anslås, at blandt brugere af mere end 7.5 mg oral prednisolon (eller ækvivalenter) per dag er 56% af hoftefrakturer og 81% af vertebrale frakturer relaterede til brugen af prednisolon [2]. På befolkningsniveau anslås det, at ca. 16% af alle vertebrale frakturer og ca. 7.5% af hoftefrakturer er relateret til orale glukokortikoider [3].
Ætiologi og patogenese
Patogenesen for glukokortikoidinduceret osteoporose er multifaktoriel. Glukokortikoidreceptorer findes både på skeletale og ekstraskeletale celler, hvilket kan forklare glukokortikoiders direkte effekt på knogleceller samt deres påvirkning af muskelfunktion, hormonbalance- og calciummetabolisme [4]. Histomorfometriske studier har vist nedsat knogleformation relateret til et reduceret antal osteoblaster og osteocytter samt nedsat kollagen- og knoglematrix produktion [5]. Osteoklastaktiviteten er ligeledes øget, og kombinationen af nedsat knogledannelse og øget knogleresorption medfører en dosisafhængige stigning i frakturrisikoen, som forekommer allerede i de første behandlingsmåneder [6]. Frakturrisikoen øges allerede efter 3-6 måneders behandling med glukokortikoider og forbliver forhøjet under pågående behandling. Ved en given T-score er frakturrisikoen højere hos glukokortikoidbehandlede end hos øvrige, hvorfor grænsen for farmakologisk intervention er T-score < -1 og ikke ≤ -2,5 [7]. Studier har vist, at systemisk behandling med glukokortikoider kan reducere BMD med mere end 20 % det første år efter behandlingsstart [8]. Knogletabet er mest udtalt i områder med høj andel af trabekulær knogle som f.eks. i columna [9].
Symptomer og kliniske fund
Patienter i glukokortikoidbehandling har ofte symptomer på den grundsygdom, der behandles (KOL, reumatologiske lidelser etc.) og evt. symptomer forårsaget af langvarig glukokortikoidbehandling. Symptomer og fund adskiller sig i øvrigt ikke fra andre former for osteoporose.
Udredning
Anamnese inklusiv grundmorbus og glukokortikoid-forbrug (dosis, varighed).
DXA skanning
Generelt
DXA bør foretages ved:
- Planlagt systemisk behandling med glukokortikoid i en daglig dosis svarende til mindst 5 mg prednisolon i 3 måneder.
DXA kan overvejes ved:
- Planlagt systemisk behandling med glukokortikoid i en dosis svarende til mindst 5 mg prednisolon dagligt i kure med en akkumuleret dosis svarende til 450 mg prednisolon på et år.
Skema med ækvipotens af systemiske glukokortikoider.
| Generisk navn | p.o. eller i.v. mg |
| Dexamethason | 0.75 |
| Hydrocortison | 20 |
| Methylprednisolon | 4 |
| Prednisolon | 5 |
| Prednison | 5 |
Undtagelser og særtilfælde
DXA hos præmenopausale kvinder og mænd ≤ 50 år i behandling med ovennævnte glukokortikoid doser bør bero på en individuel vurdering (se nedenfor under behandling).
Pulsbehandling med glukokortikoid af Graves´ orbitopati er vist ikke at skade skelettet [10], [11], hvorfor sådanne intravenøse behandlingsregimer med meget høje doser ikke i sig selv indicerer DXA. Højdosis glukokortikoid pulskure som anti-emetika ved samtidig kemoterapi er ikke vist at skade skelettet ved samtidig indtag af calcium og D-vitamin [12]. Beslutning om at udelade DXA skal naturligvis ske under hensyntagen til patientens øvrige risikofaktorer for osteoporose.
Hos patienter i lavdosis substitutionsbehandling med hydrokortison, f.eks. ved behandling af Morbus Addison, anbefales der generelt ikke rutinemæssig DXA-skanning med mindre andre risikofaktorer er til stede [13], [14], [15], [16].
Budesonid har en høj første-passage omsætning i leveren (ca. 90%) og er ikke vist at skade skelettet [17], hvorfor peroral budesonidbehandling heller ikke i sig selv indicerer udredning.
Svær KOL inkl. brug af højdosis inhaleret glukokortikoid kan afgive indikation for screening for osteoporose iht. GOLD klassifikationen. Andre administrationsformer af glukokortikoider (creme, intraartikulært, depot-injektioner) giver i sig selv ikke indikation for systematisk screening, udredning og forebyggelse af osteoporose med mindre grundmorbus eller andet tilsiger dette.
Billeddiagnostik
Røntgen af columna thoraco-lumbalis bør overvejes ved mistanke om kompressionsbrud (se NBV Osteoporose).
Biokemi
Under systemisk glukokortikoidbehandling ses der umiddelbart og vedvarende et fald i knogleformationsmarkøren Prokollagen I, N-term.propeptid (P1NP), hvorimod data er inkonsistente vedrørende knogleresorptionsmarkøren Collagen I, krydsbundne C-terminal telopeptid-fragmenter (CTX) [18], [19], [20], [21]. Knoglemarkørerne påvirkes udover af glukokortikoid behandlingen også af grundsygdommen.
Under behandling af glukokortikoidinduceret osteoporose falder CTX og P1NP ved behandling med alendronat, risedronat, zoledronat samt denosumab, og CTX og P1NP stiger under behandling med teriparatid [22], [23], [24].
Behandling
Alle
Patienter der initierer systemisk glukokortikoidbehandling, skal samtidig sikres en daglig indtagelse af calcium (kost og tilskud) på minimum 800 mg og vitamin D 20-40 mikrogram, medmindre grundsygdommen (f.eks. hyperkalkæmi ved myelomatose eller sarkoidose) kontraindicerer dette eller der er tale om substitutionsterapi (f.eks. ved behandlingen af Morbus Addison [13], [14], [15], [16] eller samtidig behandling med abiraterone ved prostatacancer [25]).
Generelt om behandlingsvalg
Førstevalget er bisfosfonater, medmindre patienten opfylder kriterierne for behandling med teriparatid (se figur 1 flowchart) [26]. Alternativt kan denosumab anvendes, hvis bisfosfonater ikke tåles eller er kontraindicerede. Det er ikke hensigtsmæssigt at vælge denosumab til patienter med et forventet korterevarende behov for knoglebeskyttelse (f.eks. patienter med osteopeni og prednisolonbehandling af forventet kortere varighed). Dette skyldes at ophør med denosumab medfører BMD tab og risiko for vertebrale frakturer. Romosozumab har ikke indikationen for behandling af glukokortikoidinduceret osteoporose. Der foreligger enkelte små studier, som har undersøgt effekten af romosozumab på BMD ved glukokortikoidinduceret osteoporose [27], [28], [29], men der findes endnu ingen studier med frakturendepunkter. Behandling med romosozumab skal følge gældende retningslinjer for behandling af osteoporose hos postmenopausale kvinder.
Postmenopausale kvinder og mænd > 50 år
Ved T-score <-1 startes endvidere farmakologisk frakturprofylakse med enten:’
- Alendronat [30]
- Risedronat [31]
- Zoledronat [22] eller
- Denosumab [23]
Ved T-score < -3 og ét kompressionsbrud (≥25 %) eller mindst to kompressionsbrud (≥25 %) uafhængig af T-score overvejes
- Teriparatid [24]
For disse lægemidler har det primære endepunkt i registreringsstudier været ændring i BMD. Reduktion i forekomst af vertebrale frakturer er vist for risedronat, alendronat og teriparatid som et sekundært endepunkt. For zoledronat og denosumab er der studier med risedronat som komparator (men ikke placebo), der viste større stigning i BMD ved de to førstnævnte sammenlignet med risedronat. Studierne havde ikke statistisk styrke til at undersøge frakturrisiko. Baseret på den veldokumenterede sammenhæng mellem stigning i BMD og reduktion i frakturrisiko anses disse lægemidler at være ligeværdige med orale bisfosfonater. Behandling med Teriparatid skal følge gældende retningslinjer for behandling af osteoporose herunder kriterier for tilskud.
Præmenopausale kvinder og mænd ≤ 50 år
Frakturrisikoen er betydelig lavere i denne population og evidensen for farmakologisk intervention svagere, hvorfor behandling i højere grad bør bero på en individuel vurdering. Forhold der kan tale for behandling (ud over calcium og vitamin), er lav T-score, alder tæt på 50 år, høj prednisolondosis, tidligere frakturer, høj sygdomsaktivitet svt. grundsygdommen og lavvægtig tilstand. Vælges behandling er førstevalget bisfosfonater.
Fig. 1: Flowchart
Behandlingsvarighed
Farmakologisk frakturprofylakse bør indledes uden forsinkelse og pågå 6-12 måneder efter den systemiske glukokortikoidbehandling er ophørt, og kan da som hovedregel seponeres hvis T-score > -2,5 og patienten ikke har haft osteoporotiske frakturer. Dog gælder, at hvis patienten havde osteoporose før opstart af glukokortikoider bør behandlingen følge gældende retningslinjer for behandling af osteoporose i øvrigt.
Prognose
Prognosen afhænger af grundsygdom, dosis og varighed af glukokortikoidbehandling samt hvor længe der går, inden profylaktisk behandling til forebyggelse af osteoporose påbegyndes.
Kalk og vitamin D er i en Cochrane metaanalyse vist at øge BMD. Forskellen i knogletab imellem interventionsgruppen og kontrolgruppen var 2,6% om året i ryggen og 2,5% i underarmen. Det gennemsnitlige årlige knogletab i ryggen var på 3,6% uden behandling med kalk og D-vitamin og 1% med behandling (med kalk og D-vitamin). For andre endepunkter (hofte BMD, frakturincidens og knoglemarkører) var der ingen signifikant forskel [32].
En anden Cochrane metaanalyse fandt at bisfosfonat sammenlignet med placebo reducerede vertebrale frakturer til en relativ risiko på 0.57 (0.35; 0.91) [33].
DXA:
Det bør tilstræbes, at udredningstiden for patienter, der er i eller skal påbegynde glukokortikoid-behandling, er kort, da den skadelige effekt af glukokortikoider på knogle er størst det første år efter iværksat behandling.
Patienter med T-score ≤ -2.5 eller lavenergifraktur af ryg eller hofte kontrolleres iht. vanlige retningslinjer for osteoporose.
Ved opstart af farmakologisk frakturprofylakse på baggrund af T-score < -1 anbefales kontrol af BMD efter 2 år og herefter hvert 2-3 år. Behandlingen bør opretholdes 6-12 måneder efter endt glukokortikoidbehandling.
Glukokortikoidbehandlede patienter med T-score ≥ -1 anbefales ved fortsat glukokortikoidbehandling kontrol af BMD efter 1-2 år og derefter efter individuel vurdering.
- P. Vestergaard, L. Rejnmark, and L. Mosekilde, “Fracture risk associated with systemic and topical corticosteroids.,” J. Intern. Med., vol. 257, no. 4, pp. 374–84, Apr. 2005, doi: 10.1111/j.1365-2796.2005.01467.x.
- T. P. van Staa, L. Abenhaim, C. Cooper, B. Zhang, and H. G. Leufkens, “Public health impact of adverse bone effects of oral corticosteroids.,” Br. J. Clin. Pharmacol., vol. 51, no. 6, pp. 601–7, Jun. 2001, doi: 10.1046/j.0306-5251.2001.1385.x.
- P. T. Donnan, G. Libby, A. C. Boyter, and P. Thompson, “The population risk of fractures attributable to oral corticosteroids.,” Pharmacoepidemiol. Drug Saf., vol. 14, no. 3, pp. 177–86, Mar. 2005, doi: 10.1002/pds.1075.
- L. C. Hofbauer, J. E. Compston, K. G. Saag, M. Rauner, and E. Tsourdi, “Glucocorticoid-induced osteoporosis: novel concepts and clinical implications.,” Lancet Diabetes Endocrinol., vol. 13, no. 11, pp. 964–979, Nov. 2025, doi: 10.1016/S2213-8587(25)00251-7.
- R. S. Weinstein, “Clinical practice. Glucocorticoid-induced bone disease.,” N. Engl. J. Med., vol. 365, no. 1, pp. 62–70, Jul. 2011, doi: 10.1056/NEJMcp1012926.
- J. Compston, “Management of glucocorticoid-induced osteoporosis.,” Nat. Rev. Rheumatol., vol. 6, no. 2, pp. 82–8, Feb. 2010, doi: 10.1038/nrrheum.2009.259.
- T. P. Van Staa, R. F. Laan, I. P. Barton, S. Cohen, D. M. Reid, and C. Cooper, “Bone density threshold and other predictors of vertebral fracture in patients receiving oral glucocorticoid therapy.,” Arthritis Rheum., vol. 48, no. 11, pp. 3224–9, Nov. 2003, doi: 10.1002/art.11283.
- I. R. Reid and S. W. Heap, “Determinants of vertebral mineral density in patients receiving long-term glucocorticoid therapy.,” Arch. Intern. Med., vol. 150, no. 12, pp. 2545–8, Dec. 1990.
- R. F. Laan, P. L. van Riel, L. B. van de Putte, L. J. van Erning, M. A. van’t Hof, and J. A. Lemmens, “Low-dose prednisone induces rapid reversible axial bone loss in patients with rheumatoid arthritis. A randomized, controlled study.,” Ann. Intern. Med., vol. 119, no. 10, pp. 963–8, Nov. 1993, doi: 10.7326/0003-4819-119-10-199311150-00001.
- C. Marcocci et al., “Comparison of the effectiveness and tolerability of intravenous or oral glucocorticoids associated with orbital radiotherapy in the management of severe Graves’ ophthalmopathy: results of a prospective, single-blind, randomized study.,” J. Clin. Endocrinol. Metab., vol. 86, no. 8, pp. 3562–7, Aug. 2001, doi: 10.1210/jcem.86.8.7737.
- T. Harsløf, R. Hikmet, E. Ebbehøj, and B. Langdahl, “Bone turnover decreases and bone structure improves during treatment with weekly high-dose methylprednisolone for 12 weeks in Graves’ orbitopathy.,” Endocrine, vol. 82, no. 3, pp. 664–672, Dec. 2023, doi: 10.1007/s12020-023-03494-5.
- C. Ø. Christensen, D. Cronin-Fenton, T. Frøslev, A. P. Hermann, and M. Ewertz, “Change in bone mineral density during adjuvant chemotherapy for early-stage breast cancer.,” Support. Care Cancer, vol. 24, no. 10, pp. 4229–36, Oct. 2016, doi: 10.1007/s00520-016-3250-y.
- L. Li, S. Bensing, and H. Falhammar, “Rate of fracture in patients with glucocorticoid replacement therapy: a systematic review and meta-analysis.,” Endocrine, vol. 74, no. 1, pp. 29–37, Oct. 2021, doi: 10.1007/s12020-021-02723-z.
- S. Stergianos et al., “Increased risk of osteoporotic fractures and osteoporosis in patients with Addison’s disease in Sweden: A nationwide population-based cohort study.,” J. Intern. Med., vol. 297, no. 5, pp. 518–531, May 2025, doi: 10.1111/joim.20085.
- K. Løvås et al., “Glucocorticoid replacement therapy and pharmacogenetics in Addison’s disease: effects on bone.,” Eur. J. Endocrinol., vol. 160, no. 6, pp. 993–1002, Jun. 2009, doi: 10.1530/EJE-08-0880.
- K. R. Koetz, M. Ventz, S. Diederich, and M. Quinkler, “Bone mineral density is not significantly reduced in adult patients on low-dose glucocorticoid replacement therapy.,” J. Clin. Endocrinol. Metab., vol. 97, no. 1, pp. 85–92, Jan. 2012, doi: 10.1210/jc.2011-2036.
- E. J. Schoon et al., “Bone mineral density in relation to efficacy and side effects of budesonide and prednisolone in Crohn’s disease.,” Clin. Gastroenterol. Hepatol., vol. 3, no. 2, pp. 113–21, Feb. 2005, doi: 10.1016/s1542-3565(04)00662-7.
- E. J. M. van Bommel et al., “The osteoblast: Linking glucocorticoid-induced osteoporosis and hyperglycaemia? A post-hoc analysis of a randomised clinical trial.,” Bone, vol. 112, pp. 173–176, Jul. 2018, doi: 10.1016/j.bone.2018.04.025.
- J. Rymuza, K. Gutowska, D. Kurpios-Piec, M. Struga, and P. Miśkiewicz, “Decrease in Bone Formation and Bone Resorption during Intravenous Methylprednisolone Pulse Therapy in Patients with Graves’ Orbitopathy.,” J. Clin. Med., vol. 11, no. 17, Aug. 2022, doi: 10.3390/jcm11175005.
- A. Dovio et al., “Immediate Fall of Bone Formation and Transient Increase of Bone Resorption in the Course of High-Dose, Short-Term Glucocorticoid Therapy in Young Patients with Multiple Sclerosis,” J. Clin. Endocrinol. Metab., vol. 89, no. 10, pp. 4923–4928, Oct. 2004, doi: 10.1210/jc.2004-0164.
- M. Jacobsson, D. H. van Raalte, A. C. Heijboer, M. den Heijer, and R. T. de Jongh, “Short-Term Glucocorticoid Treatment Reduces Circulating Sclerostin Concentrations in Healthy Young Men: A Randomized, Placebo-Controlled, Double-Blind Study.,” JBMR Plus, vol. 4, no. 8, p. e10341, Aug. 2020, doi: 10.1002/jbm4.10341.
Tovholder
Seneste revision: Oktober 2026
Næste revision: Oktober 2029
Øvrig forfattere
Sally Søgaard Andersen
Peter Vestergaard
Kristian Buch-Larsen
Henriette Ejlsmark Svensson
Anne Kristine Amstrup
Stinus Gadegaard Hansen
Jakob Kau Starup Linde
