Hvad omfatter denne NBV:

Behandling og udredning af hyponatriæmi.

Hvad omfatter denne NBV ikke:

Hyponatriæmi ved dialysekrævende patienter (se f.eks. Hyponatriæmivejledning udarbejdet af Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin (DASAIM)) og kun summarisk behandling af hypervolæmisk hyponatriæmi.

Diagnosekoder

• DE871A  Hyponatriæmi
• DE222A SIADH

Definition 

Plasma natrium (P-Na) <135 mmol/l, hvor pseudo- og translokations-hyponatriæmi er udelukket.

Forekomst

Cirka 4% af akut indlagte medicinske patienter har P-Na <130 mmol/l (1–3) og mellem 14-38% af indlagte patienter påføres hospitalserhvervet hyponatriæmi pga. hypoton iv-væske behandling (4–6).

 Inddeling af hyponatriæmi

Uanset årsagen til og varigheden af hyponatriæmien skal patienter med ændret bevidsthed  behandles akut (se NBV ”Hyponatriæmi med bevidsthedsændring/svære symptomer”).

Inddeling efter symptomer

• Hyponatriæmi med ændret bevidsthed. Spektret er fra den konfuse patient med GCS 15 til den komatøse patient med GCS 3. Dette inkluderer også patienten med kramper og patienten med muskelrigiditet. Benævnes også: Svære symptomer.
• Hyponatriæmi med normal bevidsthed også benævnt asymptomatisk.

Inddeling efter volumenstatus

• Hypervolæmisk
• Euvolæmisk
• Hypovolæmisk

 Ætiologi

Hyponatriæmi opstår, når der er en relativ forøgelse af kroppens totale vandmængde (TBW) i forhold til mængden af udskiftelige kationer (eNa+ og eK+). Hyppigst skyldes hyponatriæmi øget TBW og ikke mangel på natrium.

Hyponatriæmi kan inddeles efter estimeret intravaskulær volumenstatus (hypo-, eu-, hypervolæmi), som vil bero på et skøn, der er behæftet med stor usikkerhed. Oftest er der flere samtidige årsager til hyponatriæmi(7). For at sandsynliggøre årsagerne må udredningen være systematisk og volumenstatus og behandlingsrespons må løbende revurderes (8).

Pseudohyponatriæmi

Translokationshyponatriæmi

P-Na(Korr.)= P-Na(Målt)+0,4 × (Blodglukose – 5 mM)

Hypovolæmisk hyponatriæmi

Hypervolæmisk hyponatriæmi

Euvolæmisk hyponatriæmi (herunder SIADH)

Ses ved SIADH, svært myxødem, sekundær binyrebarkinsufficiens, primær polydipsi og low solute intake (f.eks. øl, potomani, ”tea and toast diet”, anorexia nervosa, kakeksi m.fl.)(12). SIADH er en euvolæmisk hyponatriæmi med nedsat renal vandudskillelse og tilstanden er sekundært til anden årsag (Tabel 1).

Vejledende kriterier for SIADH

Udelukkelse af andre årsager til hyponatriæmi herunder translokalisationshyponatriæmi, binyrebarkinsufficiens og svært myxødem, samt opfyldelse af nedenstående kriterier:

1. Hyponatriæmi med hypotonicitet (plasmaosmolalitet <275 mmol/kg)
2. Euvolæmi
3. U-osmolalitet > 100 mmol/kg
4. U-Na+ >30 mmol/l

NB: Stigende P-Na ved infusion af isotonisk NaCl taler imod SIADH. Ved svær SIADH med u-osmolalitet > 300 vil P-Na falde ved infusion af isotonisk NaCl.

Se Tabel 2, Diagnostik af SIADH – Kriterier og faldgruber.

Tabel 1, årsager til SIADH

Tilpasset fra Spasovski et al(13) og Burst(14).

Diuretika induceret hyponatriæmi

Behandling med diuretika er hyppigt årsag til hyponatriæmi af såvel euvolæmisk (thiazider og aldosteron-antagonister) som hypovolæmisk (især loop-diuretika) type. Ved hyponatriæmi som følge af thiazid, bør cave mod thiazid overvejes (15,16).

Symptomer

Det er afgørende om patienten har ændret bevidsthed med spektrum fra konfusion (GCS 15) til koma (GCS 3) inklusive kramper og muskelrigiditet med henblik på akut behandling.

Det er ikke muligt at adskille klinisk om det ændrede bevidsthed skyldes hjerneødem pga. hyponatriæmi eller anden konkurrerende lidelse (f.eks. septisk encephalopati, medicinoverdosering, delirium, meningitis mm). Derfor behandles patienten med hyponatriæmi med ændret bevidsthed akut med hyperton NaCl samtidig med udredning for andre årsager. Der vil også være patienter med hyponatriæmi og normalt bevidsthed, men andre symptomer som f.eks. træthed, muskelsvaghed, faldtendens med mere, som kan have gavn af hyperton NaCl.

Udredning

Hyponatriæmi kan være sekundært til alvorlig sygdom, og indikation for udredning for bagvedliggende årsag bør overvejes (Fig 1).

Initial vurdering

• Vurdér om patienten har ændret bevidsthed (i så fald se Behandling: Hyponatriæmi og ændret bevidsthed, konfusion, kramper, muskelrigiditet)
• Stillingtagen til korrektion og monitorering
• Volumenstatus klinisk og ud fra sygehistorien
• Udredning af årsager

Basale kliniske oplysninger

• Ernærings- og væskeindtags-oplysninger
• Alkoholindtag
• Medicinanamnese
• Habituel vægt

Figur 1 Udredning af hyponatriæmi.

Urinanalyser kan initialt og i akutte situationer foretages på spoturin(13,17). Hos asymptomatiske patienter foretrækkes døgnurin analyser.
Se Tabel 2. Diagnostik af SIADH – Kriterier og faldgruber mhp faldgruber

 Biokemi ved konstatering af hyponatriæmi

• • Hæmoglobin, middelcellevolumen, hæmatokrit, P-osmolalitet
  • U-natrium, U-kalium, U-osmolalitet, U-urat og U-kreatinin
  • ALAT, bilirubin, INR/PP
  • CRP, L+D
  • P-glukose
  • P-kalium, natrium, kreatinin, karbamid, evt. urat
  • Lipid status
  • TSH
  • synacthentest og ACTH-måling samt behandling med IV solu-cortef ved klinisk mistanke om binyrebarkinsufficiens (se binyrebarkinsufficiens NBV)

Vejledende diagnostiske tests

FE-Urat:(18,19)

FE-urat (fraktionelle urat-udskillelse, dvs. procentdel af renalt filtreret urat, der udskilles i urinen) defineret som:

Kan bruges til at understøtte vurdering om hyponatriæmien skyldes SIADH. FE-urat>12 tyder på SIADH (sensitivitet 66% og specificitet 77%)(19). Tabel 2. Diagnostik af SIADH – Kriterier og faldgruber.

Behandling generelt

Hyponatriæmi kan forårsage hjerneødem, hjerneskade og død. Kombinationen af ændret bevidsthed og hyponatriæmi er en akut behandlingskrævende tilstand, som behandles med bolus hyperton NaCl (Fig 2). Hurtig øgning af P-Na på 4-6 mmol/l er oftest tilstrækkeligt til at reducere symptomer/hjerneødem(8,13,20).[1]

Sideløbende med korrektion af hyponatriæmien, overvejes og behandles alternative årsager til cerebrale symptomer (f.eks. hypoglykæmi, meningitis, intrakraniel blødning, apoplexi, intoksikation m.fl.).

Alle patienter kan udvikle osmotisk demyelinisering, hvorfor overkorrektion og hypernatriæmi skal undgås hos alle (Fig 2)(8,13). Det er den samlede døgnkorrektion, der ikke må være for hurtig, og ikke stigningen per time(21–24). Generelt bør P-Na ikke stige mere end 8 mmol/l per døgn, grundet øget risiko for osmotisk demyelinisering(22). Hos patienter i særlig risiko for osmotisk demyelinisering (P-Na <115 mmol/l, leversvigt, malnutrition, alkoholisme, anorexi eller svær hypokaliæmi (< 2.5 mmol/l)) bør P-Na maksimalt stige 6 mmol/L per døgn og særlig opmærksomhed er påkrævet ved diureser >100ml/time(25).

Der kan være patienter med anden årsag til forhøjet intrakranielt tryk (fx. meningitis, intrakraniel blødningkramper, forudgående hypernatriæmi og anoxi/iskæmi) – hvor større stigning i P-Na kan være nødvendigt for at kontrollere ICP.

Fokus hos patienten uden ændret bevidsthed er at undgå overkorrektion og udredning af til grundlæggende årsager så varig normonatriæmi kan opnås.

Monitorering under indlæggelse

• Daglig vægt
• Væske-vandladnings-skema
• Diureser måles med passende interval afhængigt af risikoen for overkorrektion og polyuri.
• Timediureser overvejes ved svært nedsat P-Na (<120 mM), hos risikopatienter (se Risikofaktorer for hurtig stigning i P-Na) og patienter med ændret bevidsthed, konfusion og/eller kramper.
• P-Na bør måles hyppigt (ved P-Na < 120 mmol/l, ændret bevidsthed, ved store diureser) indtil P-Na vurderes stabil og derefter efter individuel vurdering. Blodsukkeret måles samtidig ved risiko for hyperglykæmi.

[1] Ved tilstande med forhøjet ICP (f.eks. meningitis, intrakraniel blødning, kramper, forudgående hypernatriæmi og anoxi/iskæmi) kan selv et mindre fald i P-Na (4-6 mmol/l) være kritisk. Derfor kan behandling med bolus hyperton NaCl være påkrævet selv ved en P-Na højere end 130 mmol/l(1).

Figur 2 Behandlingsalgoritme ved hyponatriæmi.

Primær behandling

1. Sikre ABCDE
2. Behandle anden livstruende tilstand
3. Blodgasanalyse: Glukose (hypo- og hyperglykæmi behandles) og elektrolytter

Ved ændret bevidsthed og P-Na mindre end 130 mmol/l

1. Intravenøs eller intraossøs bolus 2 ml/kg kropsvægt, 3% (0,5 mmol/ml) NaCl eller bolus 1 ml/kg (1 mmol/ml) NaCl over få minutter.[1] Behandlingen øger umiddelbart P-Na ca. 2 mmol/l.
2. Målet er reduktion af symptomer. Effekten af bolus ses inden for få minutter. Behandlingen gentages indtil det er givet 3 gange i alt inden for 15 minutter og kun ved fortsat ændret bevidsthed. Er der fortsat ændret bevidsthed efter 3 boli sikres at P-Na er steget 6 mmol/l, og andre årsager til ændret bevidsthed forfølges.
3. Tiamin og B-combin gives på vid indikation(26).
4. Når symptomerne er aftaget, og/eller der er givet 3 boli/P-Na er øget 6 mmol/l, afhænger evt. yderligere væskebehandling af formodede årsager til hyponatriæmien og ændringer i P-Na.
5. Fremskriv maksimal korrektion i journalen/planen til P-Na er normaliseret:[2]
   1. 8 mmol/l/24 timer eller
   2. 6 mmol/l/24 timer ved højrisikopatient: P-Na<115 mmol/l, leversvigt, alkoholisme, fejlernæring, P-K< 2.5 mmol/l
   3. Undgå efterfølgende hypernatriæmi (P-Na> 144 mmol/l)
6. P-Na måles hyppigt (ved P-Na < 120 mmol/l, og/eller ved ændret bevidsthed og/eller ved store diureser) til P-Na vurderes stabil ellers hver 6. time. P-Na bestemmes som udgangspunkt ved samme metode. Blodsukkeret måles samtidig ved risiko for hyperglykæmi.
7. Ved stigning i P-Na > 8 mmol/l/24 timer eller > 6 mmol/l/24 timer (risikopatient) oftest pga. store diureser:
   1. 10 ml/kg vand po/sonde over 2 timer eller 10 ml/kg 5 % glukose iv over 2 timer (OBS hyperglykæmi og korrektion af målt P-Na)
8. Ved fortsat ukontrollabel stigning i P-Na pga. store diureser kan der anvendes desmopressin (Minirin®) 2 µg IV[3], eller 20 µg nasalt eller 120 µg smelt tablet. Gentages ved behov, evt. hver – 8. time
9. Da tilstanden er dynamisk, og kun inputsiden kendes, kan P-Na ikke forudsiges/beregnes med formler. Det er imidlertid vigtigt at vide at P-Na bestemmes af vand- og kationbalancerne (jf. ligning under Ætiologi), så P-Na kan kontrolleres(8).
10. Diureser måles med passende interval afhængigt af risikoen for overkorrektion og polyuri
11. Væske-vandladningsskema og daglig vægt
12. Er det vanskeligt at kontrollere P-Na og blodsukre kan det være en fordel med stort PVK/CVK/a-kanyle til hyppige blodprøver og øget monitorering af diureser evt. på intensiv afdeling

Spot-urin sikres hurtigst muligt uden at forsinke behandlingen. Det er den relative ændring i P-Na, som forårsager hjerneødem/ændret bevidsthed, og derfor kan der være patienter, som skal behandles ved en P-Na>130 mmol/l f.eks. patienter med intrakraniel patologi (eks. meningitis, intrakraniel blødning, tumor).

Behandling: Hyponatriæmi hvor der er tvivl om bevidsthedet er ændret pga hyponatriæmi

Det kan være vanskeligt at afgøre om den delirøse, intoksikerede, abstinente, inficerede, akut faldtruede eller demente patient har ændret bevidsthed pga. hyponatriæmi. Som udgangspunkt behandles patienten med bolus/boli hyperton NaCl, da natrium/vandloaded er ringe, øgning af P-Na ca. 6 mmol/l kan hjælpe differentialdiagnostisk og det er vigtigt at få behandlet evt. hjerneødem akut.

Behandling: Hyponatriæmi uden ændret

Fokus er at undgå overkorrektion (se punkt 4–12 under Behandling: Hyponatriæmi og ændret bevidsthed, konfusion, kramper, muskelrigiditet og figur 2). Tiamin og b-combin gives på vid indikation(26). Systematisk udredning af mekanismer bag hyponatriæmien for at sikre varig normonatriæmi.

Behandling: Hyponatriæmi formodet udløst af hypovolæmi uden ændret bevidsthed

Det er sjældent muligt klinisk at afgøre om patienten har hypovolæmi eller euvolæmi(11,27–30). Ved klinisk mistanke om hypovolæmi og/eller annamnestiske holdepunkter for mulig hypovolæmi  (øget tab erstattet med hypotone væsker), kan der behandles med isotonisk (0.9%) NaCl (et ordineret volumen med efterfølgende revurdering, f.eks. 5-10 ml/kg som bolus eller over 3-6 timer med NaCl 50 – 100 ml/time).

OBS: Er der tale om hyponatriæmi udløst af hypovolæmi er der meget stor risiko for overkorrektion, da ADH-responset forsvinder og patienten hurtigt udskiller det overskydende vand med store diureser. Derfor er nøje monitorering og behandling (punkt 4.-12 under Behandling: Hyponatriæmi og ændret bevidsthed, konfusion, kramper muskelrigiditet) afgørende.

OBS: Er der tale om vedvarende SIADH med U-Na + U-K > 154 mmol/l vil behandling med isotonisk (154 mmol/l) NaCl medfører yderligere fald i P-Na(4,8).

Behandling: Overkorrektion og osmotisk demyeliniserings syndrom

Overkorrektion kan forårsage osmotisk demyeliniserings syndrom med symptomer i form af dysartri, dysfagi, paraparese/quadriparese, letargi, konfusion, kramper eller koma. Symptomerne optræder klassisk med 2-6 dages latens med varierende grad af reversibilitet indtrædende over timer til uger.

Overkorrektion skyldes hyppigt store diureser ledende til for hurtig stigning i P-Na. Den første lave P-Na samt den maksimalt tilladelige stigning i P-Na per 24 timer journalføres til normonatriæmi.  Overkorrektion korrigeres ved:

• 10 ml/kg vand po/sonde over 2 timer eller 10 ml/kg iv-infusion af 5 % glukose over 2 timer (OBS hyperglykæmi og i givet fald korrektion af målt P-Na)
• Desmopressin (eg. 2 μg iv eller 20μg nasalt eller 120 μg smelt tablet), kan gentages 4 gange i døgnet.

Risikofaktorer for hurtig stigning i P-Na

• Patienter med reversibelt undertrykt vandudskillelse (hypovolæmisk hyponatriæmi, primær og sekundær binyrebarkinsufficiens)
• Medikamentelt induceret SIADH
• Forbigående årsager til SIADH (bl.a. postoperativt, kvalme, smerte, infektion, intrakraniel patologi).

Maksimale korrektionshastigheder

• Patienter uden risikofaktorer øges maksimalt 8 mmol/l per 24 timer.
• Patienter med risikofaktorer (lavt udgangs P-Na (< 115 mmol/l), leversygdom, malnutrition (bl.a. anorexi, cancer), alkoholisme og svær hypokaliæmi (P-K< 2.5 mmol/l)) øges maksimalt 6 mmol/l per 24 timer.

Særlige forhold ved behandling af patienter med hjertesvigt

Infusion med isoton NaCl er yderst sjældent indiceret, idet justering af diuretika dosis som udgangspunkt er sufficient til at korrigere dehydrering. Ved hyponatriæmi med ændret bevidsthed behandles med bolus infusion af 3% NaCl – differentialdiagnosen er konfusion som følge af cerebral hypoperfusion som følge af hjertesvigt. Der er imidlertid sjældent svære symptomer ved hypervolæmisk hyponatriæmi, og korrektionen kan derfor oftest foretages uden administration af NaCl. Ved hypervolæmi fastholdes diuretika dosis og væskerestriktion indskærpes. Hovedbehandlingen af hypervolæmisk hyponatriæmi er væskerestriktion samt antikongestiv behandling. Se Cardio.dk.

[1] National sortimentsgruppe for magistrelle lægemidler i Danmark producerer færdigblandet natriumchlorid af styrken 3%: 29 g/l svt 0,5 mmol/ml såvel 5,8 %: 58 g/l svt 1 mmol/ml.

[2] F.eks. PNa 121 mmol/l kl 1200 17/5, PNa 129 mmol/l kl 1200 den 18/5 og 137 mmol/l kl 1200 den 19/5

[3] Ej markedsført i DK, og kræver udleveringstilladelse.

 Behandling af SIADH

Behandlingen initieres ud fra om der er ændret bevidsthed, men udredning og behandling af udløsende årsag (Fig 1 og Tabel 1) er eneste kurative behandling. Ved akut såvel som kronisk hyponatriæmi som følge af SIADH bør fokus rettes mod udredning udløsende årsag.

Der er ikke entydig evidens for at korrektion af kronisk hyponatriæmi ved SIADH reducerer morbiditet og mortalitet(31). Indikation for behandling må derfor bero på et individuelt skøn, med opvejning af ulemper ved behandling og formodede fordele.

Væskerestriktion

Er førstevalg men sjældent sufficient(32). Graden af væskerestriktion kan vurderes ved Furst formel(33):

U-Na + U-K / P-Na > 1: Væskerestriktion ikke realistisk

0.5 < U-Na + U-K / P-Na < 1: væskerestriktion 500 ml

U-Na + U-K / P-Na < 0.5: væskerestriktion 1000 ml

Der kræves ofte væskeindtag under 1 liter/dag, hvilket er medfører stort ubehag for patienter og sjældent lader sig gennemføre. Behandling med salttilskud er ikke indiceret(34).

Tolvaptan (V2-receptor antagonist – vaptaner)

Ved manglende effekt af væskerestriktion og hvis udløsende årsag ikke kan behandles, kan Tolvaptan behandling forsøges i hospitalsregi. Behandlingen opstartes ikke i den akutte fase. Behandlingen må aldrig kombineres med anden behandling for hyponatriæmi (eks.: væskerestriktion). Behandlingen indebærer risiko for overkorrektion.

• Tolvaptan 7,5 mg x 1 /dag
• Dosisøgning tidligst efter 24 timer, max dosis 60 mg
• Opstartes under hyppig monitorering af p-Na, jvf Samsca – information til sundhedsfaglige – Medicin.dk.

SGLT2i

Et enkelt studie har vist øget stigning i P-Na ved kombination af empagliflozin og væskerestriktion hos indlagte patienter med SIADH(35) sammenlignet med væskerestriktion alene. Terapi med SGLT2i er ikke godkendt til behandling af SIADH, men kan overvejes ved samtidig type 2 diabetes eller hjertesvigt.

Hyponatriæmi ved subarachnoidal blødning SAH

Patienter med SIADH/Cerebral salt waisting som følge af aneurismal SAH bør behandles med IV hyperton NaCl og evt. fludrocorticson/florinef® (f.eks. 0,1-0,3 mg/døgn) for at opretholde den cerebrale perfusion (dvs. ikke væskerestriktion). Hyponatriæmi bør undgås for at undgå hjerneødem og for at nedsætte risikoen for delay cerebral ischemia (tidligere kaldet vasospasmer)(4,8).

Hyponatriæmi ved Cerebral Salt Wasting

Hos patient med hovedtraume, SAH, intrakraniel blødning eller anden intrakraniel patologi kan udvikles hyponatriæmi pga. store diureser med højt U-Na indhold (U-Na + U-K >> P-Na). Differentiering mellem CSW/RSW og SIADH er vanskelig, da der er hyponatriæmi med høj U-Na og det klinisk ikke er muligt at differentiere deres volumenstatus. Imidlertid vil der ved CSW/RSW være store diureser og vægttab i modsætning til SIADH. Årsagerne til CSW er uklar, men patienter behandlet med store mængder hyperton NaCl pga. forhøjet ICP får ofte RSW pga. nedregulering af natriumreabsorptionen renalt. Behandlingen er øgning af P-Na med hyperton NaCl og volumenterapi med 0.9% NaCl og evt fludrocorticson/florinef® (f.eks. 0,1-0,3 mg/døgn) for at opretholde den cerebrale perfusion (dvs. ikke væskerestriktion)(4,8).

Hyponatriæmi i forbindelse med motion/hård fysisk aktivitet (UK: Exercise associated hyponatremia)

Skyldes primært en kombination af uhensigtsmæssig ADH-frigørelse (pga. forbigående SIADH og/eller hypovolæmi) og hypotont væskeindtag(36). Behandlingen er ikke anderledes end behandling af hyponatriæmi i øvrigt (se algoritme).

Hyponatriæmi i forbindelse med desmopressin terapi

Desmopressin anvendes både til behandling af diabetes insipidus og nykturi. Ved begge indikationer kan øget væskeindtag og samtidig behandling med desmopressin medføre betydelig og symptomgivende hyponatriæmi (ændret bevidsthed, konfusion, kramper og/eller muskel rigiditet). Korrektion af hyponatriæmi ved behandling med desmopressin er forbundet med stor risiko for overkorrektion, og bør monitoreres nøje(37,38). Ved symptomgivende hyponatriæmi, anbefales behandling med som ved anden symptomgivende hyponatriæmi, dog anbefales at desmopressin terapi fortsættes indtil natrium er korrigeret, og herefter justeres dosis under monitering af diurese og p-Na(37,38).

Risici ved udredning, behandling og monitorering af hyponatriæmi

Gennemgang af indrapporterede utilsigtede hændelser ved hyponatriæmi (2019-21) viser problemer med:

• Erkendelse af svære symptomer med behov for bolus-terapi med hyperton NaCl
• Der anvendes isotonisk (0.9%) NaCl til behandling af hyponatriæmi med ændret bevidsthed (effekten på P-Na er usikker/langsom og der er risiko for yderligere fald i P-Na ved brug af isotonisk NaCl)
• Overkorrektion pga. mangelfuld monitorering af P-Na og manglende videreformidling af behandlingsmål
• Anvendelse af forkert i.v. væske, væsken er ikke ordineret, forkerte infusionshastigheder, manglende evaluering af behandlingen

Ovenstående problemer kan reduceres ved at skrive eksplicit i journalen/planen, hvad P-Na må stige til indtil eks P-Na er 130 mmol/l. F.eks. P-Na målt til 118 kl 17 den 1/1-22. Her kan skrives: skrives: Der stilles mod at P-Na maksimalt stiger til 126 mmol/l kl 17:00 den 2/1 og maksimalt stiger til 134 mmol/l kl 17:00 den 3/1, og efterfølgende hypernatriæmi undgås.

Tabel 2. Diagnostik af SIADH – Kriterier og faldgruber

*NB: Udelukkelse af andre årsager (herunder binyrebarkinsufficiens og svært myxødem)
#FE-urat = fraktionelle urat-udskillelse = (U-urat * P-kreatinin)/(P-urat * U-kreatinin) *100
§Urinanalyser kan initialt eller i akutte situationer foretages som spoturin. Ved ambulante patienter foretrækkes døgnurin analyser.

Referenceliste

1. Hsu YJ, Chiu JS, Lu KC, Chau T, Lin SH. Biochemical and etiological characteristics of acute hyponatremia in the emergency department. The Journal of Emergency Medicine. november 2005;29(4):369–74.
2. Holm EA, Brorson SW, Kruse JS, Faber JO, Jespersen B. [Hyponatremia in acutely admitted medical patients–occurrence and causes]. Ugeskr Laeger. 1. november 2004;166(45):4033–7.
3. Holland-Bill L, Christiansen CF, Heide-Jørgensen U, Ulrichsen SP, Ring T, Jørgensen JOL, m.fl. Hyponatremia and mortality risk: a Danish cohort study of 279 508 acutely hospitalized patients. European Journal of Endocrinology. juli 2015;173(1):71–81.
4. Lunøe M, Overgaard-Steensen C. Prevention of hospital-acquired hyponatraemia: individualised fluid therapy. Acta Anaesthesiol Scand. september 2015;59(8):975–85.
5. Hawkins RC. Age and gender as risk factors for hyponatremia and hypernatremia. Clinica Chimica Acta. november 2003;337(1–2):169–72.
6. Wald R. Impact of Hospital-Associated Hyponatremia on Selected Outcomes. Arch Intern Med. 8. februar 2010;170(3):294.
7. Clayton JA. Severe hyponatraemia in medical in-patients: aetiology, assessment and outcome. QJM. 1. august 2006;99(8):505–11.
8. Overgaard-Steensen C, Ring T. Clinical review: Practical approach to hyponatraemia and hypernatraemia in critically ill patients. Critical Care. 2012;17(1):206.
9. Hillier TA, Abbott RD, Barrett EJ. Hyponatremia: Evaluating the Correction Factor for Hyperglycemia. American Journal of Medicine. 1. april 1999;106(4):399–403.
10. Sindahl P, Overgaard-Steensen C, Wallach-Kildemoes H, De Bruin ML, Leufkens HG, Kemp K, m.fl. Are Further Interventions Needed to Prevent and Manage Hospital-Acquired Hyponatraemia? A Nationwide Cross-Sectional Survey of IV Fluid Prescribing Practices. JCM. 29. august 2020;9(9):2790.
11. Chung HM, Kluge R, Schrier RW, Anderson RJ. Clinical Assessment of Extracellular Fluid Volume in Hyponatremia. The American Journal ofMedicine. 83(5):905–8.
12. Berl T. Impact of Solute Intake on Urine Flow and Water Excretion. JASN. juni 2008;19(6):1076–8.
13. Spasovski G, Vanholder R, Allolio B, Annane D, Ball S, Bichet D, m.fl. Clinical practice guideline on diagnosis and treatment of hyponatraemia. European Journal of Endocrinology. 2014;170(3):G1–47.
14. Burst V. Etiology and Epidemiology of Hyponatremia. I: Peri A, Thompson CJ, Verbalis JG, redaktører. Frontiers of Hormone Research [Internet]. S. Karger AG; 2019 [henvist 10. december 2021]. s. 24–35. Tilgængelig hos: https://www.karger.com/Article/FullText/493234
15. Friedman E. Thiazide-Induced Hyponatremia: Reproducibility by Single Dose Rechallenge and an Analysis of Pathogenesis. Ann Intern Med. 1. januar 1989;110(1):24.
16. Ware JS, Wain LV, Channavajjhala SK, Jackson VE, Edwards E, Lu R, m.fl. Phenotypic and pharmacogenetic evaluation of patients with thiazide-induced hyponatremia. Journal of Clinical Investigation. 7. august 2017;127(9):3367–74.
17. Holm EA, Bie P, Ottesen M, Ødum L, Jespersen B. Diagnosis of the Syndrome of Inappropriate Secretion of Antidiuretic Hormone: Southern Medical Journal. april 2009;102(4):380–4.
18. Fenske W, Störk S, Koschker AC, Blechschmidt A, Lorenz D, Wortmann S, m.fl. Value of Fractional Uric Acid Excretion in Differential Diagnosis of Hyponatremic Patients on Diuretics. The Journal of Clinical Endocrinology & Metabolism. 1. august 2008;93(8):2991–7.
19. Nigro N, Winzeler B, Suter-Widmer I, Schuetz P, Arici B, Bally M, m.fl. Evaluation of copeptin and commonly used laboratory parameters for the differential diagnosis of profound hyponatraemia in hospitalized patients: ‘The Co-MED Study’. Clin Endocrinol. marts 2017;86(3):456–62.
20. Baek SH, Jo YH, Ahn S, Medina-Liabres K, Oh YK, Lee JB, m.fl. Risk of Overcorrection in Rapid Intermittent Bolus vs Slow Continuous Infusion Therapies of Hypertonic Saline for Patients With Symptomatic Hyponatremia: The SALSA Randomized Clinical Trial. JAMA Intern Med. 1. januar 2021;181(1):81.
21. Ellison DH. The Syndrome of Inappropriate Antidiuresis. New England Journal of Medicine. 2007;356:2064–72.
22. Sterns RH, Nigwekar SU, Hix JK. The Treatment of Hyponatremia. Seminars in Nephrology. maj 2009;29(3):282–99.
23. Soupart A, Penninckx R, Crenier L, Stenuit A, Perier O, Decaux G. Prevention of brain demyelination in rats after excessive correction of chronic hyponatremia by serum sodium lowering. Kidney International. januar 1994;45(1):193–200.
24. Soupart A, Penninckx R, Stenuit A, Perier O, Decaux G. Treatment of chronic hyponatremia in rats by intravenous saline: Comparison of rate versus magnitude of correction. Kidney International. juni 1992;41(6):1662–7.
25. Sterns RH. Disorders of Plasma Sodium — Causes, Consequences, and Correction. Ingelfinger JR, redaktør. N Engl J Med. 1. januar 2015;372(1):55–65.
26. Tandukar S, Sterns RH, Rondon-Berrios H. Osmotic Demyelination Syndrome following Correction of Hyponatremia by ≤10 mEq/L per Day. Kidney360. 30. september 2021;2(9):1415–23.
27. Hoyle GE, Chua M, Soiza RL. Volaemic assessment of the elderly hyponatraemic patient: reliability of clinical assessment and validation of bioelectrical impedance analysis. QJM. 1. januar 2011;104(1):35–9.
28. Tuy T, Peacock WF. Fluid Overload Assessment and Management in Heart Failure Patients. Seminars in Nephrology. januar 2012;32(1):112–20.
29. Chaudhry A, Singer AJ, Chohan J, Russo V, Lee C. Interrater reliability of hemodynamic profiling of patients with heart failure in the ED. The American Journal of Emergency Medicine. februar 2008;26(2):196–201.
30. Fenske W, Maier SKG, Blechschmidt A, Allolio B, Störk S. Utility and Limitations of the Traditional Diagnostic Approach to Hyponatremia: A Diagnostic Study. The American Journal of Medicine. juli 2010;123(7):652–7.
31. Nagler EV, Haller MC, Van Biesen W, Vanholder R, Craig JC, Webster AC. Interventions for chronic non-hypovolaemic hypotonic hyponatraemia. Cochrane Kidney and Transplant Group, redaktør. Cochrane Database of Systematic Reviews [Internet]. 28. juni 2018 [henvist 22. oktober 2019]; Tilgængelig hos: http://doi.wiley.com/10.1002/14651858.CD010965.pub2
32. Garrahy A, Galloway I, Hannon AM, Dineen R, O’Kelly P, Tormey WP, m.fl. Fluid Restriction Therapy for Chronic SIAD; Results of a Prospective Randomized Controlled Trial. The Journal of Clinical Endocrinology & Metabolism. 1. december 2020;105(12):e4360–9.
33. Furst H, Hallows KR, Post J, Chen S, Kotzker W, Goldfarb S, m.fl. The urine/plasma electrolyte ratio: a predictive guide to water restriction. Am J Med Sci. april 2000;319(4):240–4.
34. Krisanapan P, Vongsanim S, Pin-on P, Ruengorn C, Noppakun K. Efficacy of Furosemide, Oral Sodium Chloride, and Fluid Restriction for Treatment of Syndrome of Inappropriate Antidiuresis (SIAD): An Open-label Randomized Controlled Study (The EFFUSE-FLUID Trial). American Journal of Kidney Diseases. august 2020;76(2):203–12.
35. Refardt J, Imber C, Sailer CO, Jeanloz N, Potasso L, Kutz A, m.fl. A Randomized Trial of Empagliflozin to Increase Plasma Sodium Levels in Patients with the Syndrome of Inappropriate Antidiuresis. JASN. 4. februar 2020;ASN.2019090944.
36. Hew-Butler T, Rosner MH, Fowkes-Godek S, Dugas JP, Hoffman MD, Lewis DP, m.fl. Statement of the Third International Exercise-Associated Hyponatremia Consensus Development Conference, Carlsbad, California, 2015: Clinical Journal of Sport Medicine. juli 2015;25(4):303–20.
37. Achinger SG, Arieff AI, Kalantar-Zadeh K, Ayus JC. Desmopressin acetate (DDAVP)-associated hyponatremia and brain damage: a case series. Nephrology Dialysis Transplantation. december 2014;29(12):2310–5.
38. Achinger SG, Ayus JC. Use of Desmopressin in Hyponatremia: Foe and Friend. Kidney Medicine. marts 2019;1(2):65–70.

Tovholder

Jens Pedersen

Øvrige forfattere:

1. udgave oktober 2013

Seneste revision: oktober 2022
Næste revision: oktober 2025