Tovholder: 
Ebbe Eldrup
Første version: Oktober 2016
Næste revision: Oktober 2019

Hvad omfatter denne NBV

  • Primær hyperaldosteronisme (PHA) DE26.0, der omfatter følgende subtyper
    • Aldosteron producerende adenomer DE26.0
    • Aldosteron producerende adrenocorticale carcinomer DC74.0 & DE26.9
    • Bilateral adrenal hyperplasi DE26.0B
    • Unilateral adrenal hyperplasi DE26.8
    • Familiær hyperaldosteronisme type I, II og III DE26.8

Hvad omfatter denne NBV ikke

Ektopisk aldosteron producerende tumorer DE26.8  

tiltoppen  

 Forekomst

Prævalensen af Primær Hyperaldosteronisme (PHA) varierer betydeligt i forskellige studier, bl. a. afhængigt af selektion. Estimater på prævalens varierer fra 3.2% til 12.7% i primær sektoren og fra 1% til 29.8% i henvisnings centre (1). Andre angiver prævalens hos patienter med hypertension på 5-10% (og måske højere) (2).

tiltoppen

Klinisk præsentation

PHA mistænkes typisk hos patienter med hypertension og hypokaliæmi. Hvis en patient ikke har hypertension er der ingen grund til at mistænke PHA. Mens hypertension er prævalent hos stort set alle på diagnosetidspunktet ses hypokaliæmi kun i de sværere tilfælde og hypokaliæmi har lav sensitivitet (tilstede hos 9-37% af PHA patienter). Fravær af hypokaliæmi har således lav negativ prædiktiv værdi for PHA (2).
Biokemiske fund og symptomatologi er generelt sværere hos patienter med adenomer end hos patienter med hyperplasi.
Som følge af hypokaliæmi kan der udvikles metabolisk alkalose.
PHA er oftest symptomfattig; det forhøjede BT kan manifestere sig ved hovedpine og ved hypokalæmi, p-kalium under 2,5 mmol/L, kan ses træthed og muskelgener. Patienterne har ikke ødemer, hvilket skyldes en kompensatorisk øget diurese, hvorfor patienterne kan klage over polyuri.

Hvem foreslås undersøgt for PHA? (2)

Vurdering af hvilke patienter, der anbefales udredt, må individualiseres med fokus på patienter der vil kunne profiterere af operation eller specifik behandling.

  • Veldokumenteret (ubehandlet) hypertension, BT > 150/100 – døgn BT måling eller målt hjemme på 3 forskellige dage (PHA prævalens: BT 140-159/90-99: 2%; BT 160-179/100-109: 8%; BT >180/110: 13%)
  • BT > 140/90 trods behandling med 3 antihypertensiva inklusive evt. diuretikum (PHA prævalens 17-23%)
  • Behov for behandling med 4 eller flere antihypertensiva
  • Hypertension og spontan hypokaliæmi
  • Hypertension og binyre incidentalom (PHA prævalens 1,1-10%, median 2%)
  • Hypertension og familie anamnese med tidligt indsættende hypertension eller cerebrovaskulær katastrofe i ung alder (< 40 år)
  • Alle hypertensive førstegradsslægtninge til patienter med PHA

I Endocrine Society’s Guidelines (2) anføres tillige at personer med hypertension og søvnapnø anbefales undersøgt for PHA (2), men baggrunden er eet italiensk arbejde, hvor der hos nydiagnosticerede hypertensive (141-144/86-88) i et sekundært reference center fandtes 34% med PHA i gruppen med hypertension og søvnapnø og 10% PHA i gruppen med hypertension uden søvnapnø (ref 218 i (2)).
NBV gruppen har på den baggrund valgt, at hypertension og søvnapnø ikke er en patientgruppe, der generelt foreslås undersøgt, og anbefaler en individuel vurdering baseret primært på graden af hypertension hos patienter med søvnapnø.

tiltoppen  

Biokemisk præsentation

Ved mistanke om PHA udføres som screningsundersøgelse måling af p-aldosteron koncentration og p-renin koncentration eller p-renin aktivitet. Resultatet af undersøgelserne angives som aldosteron/renin-ratio (ARR) hvor en høj værdi understøtter mistanken om autonom aldosteronproduktion.

Forberedelse:

Hos flertallet af patienter skal den antihypertensive behandling ændres før måling af aldosteron/renin ration (ARR), se nedenstående afsnit vedr. interaktioner.

Inden måling af ARR skal hypokaliæmi korrigeres og der tilstræbes normal/rigelig indtag af natrium mhp. at øge undersøgelsens sensitivitet (2).

Det er omdiskuteret om ARR bedst måles efter liggende hvile (≥ 1 time) eller umiddelbart efter almindelig oppegående aktivitet.

Vi vil anbefale at målinger med IDS ISYS assay (se senere) foretages i morgentimerne (kl 07-10) og efter almindelig oppegående aktivitet (minimum 30 minutter) samt 5-10 minutters siddende hvile. Det anbefales også af andre (2) i forhold til prøver taget efter 30 min liggende hvile for at opnå høje koncentrationer af aldosteron og dermed reducere risikoen for falsk negative resultater (3-6). Denne fremgangsmåde synes ikke at påvirke specificiteten nævneværdigt (4). 

Analyse metoder:

I Region Hovedstaden, Region Sjælland og Region Syd måles p-aldosteron koncentration og p-renin koncentration på Klinisk Kemisk Afdeling, Rigshospitalet-Glostrup Hospital. Der anvendes ImmunoDiagnosticSystems (IDS) integrated system (ISYS) kemiluminometriske assay med referenceintervallet (for måling taget siddende efter min. 30 min stående stilling) 102-1197 pmol/L for p-aldosteron og 5,3-99,1 mIU/L for p-renin koncentration. Efter min. 30 min liggende hvile er referenceintervallet for p-aldosteron er 102-859 pmol/L, mens det er 4,2-60 mIU/L for p-renin. Referenceintervallet er baseret på (21), som også er firmaets (IDS’) opgivne og fremgår af Analysefortegnelsen.dk.

I Region Midt måles p-aldosteron og p-renin koncentrationer også med IDS ISYS assay på Klinisk Biokemisk Afdeling, Aarhus Universitets Hospital. Samme referenceområde som på Glostrup.

I Region Nord (RN) måles p-aldosteron koncentration og p-renin aktivitet med RIA på Klinisk Biokemisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital. Referenceintervallet hos oppegående for p-aldosteron er 170-816 pmol/L og for p-renin aktivitet 0,25-1,70 µg/L pr time (µg genereret angiotensin I/L pr time af den renin, der er i den analyserede plasma). I RN anbefales 2 timers oppegående aktivitet og derefter 10 min siddende hvile før prøvetagning. For sengeliggende angives grænserne for p-aldosteron og p-renin aktivitet til ca. det halve). Referenceintervallet for p-aldosteron er baseret på leverandørens oplysninger (Beckman-Coulter), mens p-renin aktivitet referenceintervallet er etableret i RN.

Interaktion med lægemidler:

Data vedrørende lægemidlers indvirkning på renin-angiotensin-aldosteron-systemet (RAAS) inklusiv ARR er overvejende indhentet på raske forsøgspersoner og patienter med hypertension uden autonom aldosteronproduktion. Derimod er det kun sparsomt belyst hvilken indflydelse forskellige lægemidler har på ARR ved PHA (4;7;15-17). Det anbefales derfor at måling af ARR så vidt muligt foretages uden indtagelse af lægemidler, der kan influere RAAS (Tabel 1 (2, 18)).

Såfremt det ikke er muligt helt at omlægge den antihypertensive behandling, skal pausering af diuretika prioriteres (2). Bestemmelse af ARR giver ikke mening under pågående behandling med kalium besparende diuretika (16). Forhøjet ratio under pågående behandling med ACE-inhibitorer eller angiotensin II-receptorantagonister understøtter mistanken om PHA. β-receptor blokerende lægemidler har en direkte supprimerende effekt på reninsyntesen, der ikke modsvares af et tilsvarende fald i p-aldosteron hvorfor aldosteron/renin-ratio stiger. Én undersøgelse har vist at behandling med β-blokkere har klinisk relevans med markant risiko for falsk positiv ratio (16) mens andre undersøgelser tyder på en beskeden effekt, der ikke har diagnostisk betydning (4, 7, 19). Herudover skal produkter der indeholder glycyrrhizinsyre (lakridsrod) pauseres i mindst 4 uger (2). Glycyrrhizinsyre nedsætter både p-aldosteron og p-renin. 

Lægemidler og forhold, der påvirker aldosteron/renin ratio (ARR)

Ændring i ARR

Anbefalet pause     inden måling

Kalium besparende diuretika

 Reduceres (FN)

 4 uger

Loop og thiazid diuretika

 Reduceres (FN)

 4 uger

ACE-inhibitorer

 Reduceres (FN)

 2 uger

Angiotensin II-receptorantagonister

 Reduceres (FN)

 2 uger

Dihydropyridin calciumantagonister

(Amlodipin, Felopdipin, Isradipin, nifedipin (Adalat®))

 Reduceres (FN)

 2 uger

α-receptor agonister (clonidin; α-methyldopa)

 Øges (FP)

 2 uger

β-blokkere

 Øges (FP)

 2 uger

NSAID

 Øges (FP)

 2 uger

Peroral indtaget østrogen

Glycyrrhizinsyre (lakridsrodsprodukter)

Hypokaliæmi

Natrium loading

Nedsat nyrefunktion

Alder (>65 år)

Omdiskuteret, se tekst

Usikkert, se tekst

Reduceres (FN)

Øges (FP)

Øges (FP)

Øges (FP)

 Uvist

4 uger

     

Antihypertensiva der kan anvendes

   

α-receptor antagonister (Doxazosin)

   

Non-dihydropyridin calciumantagonister

(Verapamil, Diltiazem)

   

FP: falsk positiv; FN: falsk negativ  (tabel modificeret efter (2,18)

Tolkning af ratio:

Der er ikke konsensus omkring hvilket cutoff for aldosteron/renin-ratio, der skal anvendes, idet afgrænsning af normal aldosteron/renin-ratio er helt afhængig af analysemetode (20). Hertil kommer at der ikke internationalt er konsensus omkring hvilke enheder koncentrationen af p-aldosteron og p-renin hhv. p-renin aktivitet skal angives i.

Det må anbefales at man så vidt muligt anvender assay specifikke cutoffs.
Baseret på nylig litteratur, hvor tilsvarende assay er benyttet og valideret (21, 22), anvendes i Danmark (IDS ISYS assay (Region Nord har selv etableret referenceinterval for aldosteron/renin ration og måler p-renin aktivitet)), aktuelt følgende ARR cutoff værdi:

 

p-renin konc.  (mIU/L)

p-renin aktivitet (µg/L*time)

p-aldosteron (pmol/L)

31*

1600#

*benyttes af Region Hovedstaden, Region Sjælland, Region Syd og Region Midt. #benyttes af Region Nord.

Med high-sensitive analysemetoder for p-renin og reninaktivitet kan der bestemmes meget lave reninniveauer. Det medfører at aldosteron/renin-ratio kan være forhøjet ved lave koncentrationer af aldosteron (fx 100 pmol/l), der ikke umiddelbart er forenelig med PHA. Der er ikke konsensus omkring et minimumsniveau for p-aldosteron (2;23), men i et stort australsk materiale på 125 patienter med operativt verificeret aldosteron producerende adenom fandt man at kun 4% havde ikke-hvilende p-aldosteron <278 pmol/l (15).

Anbefalinger ved måling af aldosteron/renin-ratio til screening for PHA:

  • Aldosteron/renin-ratio måles om morgenen i siddende stilling forudgået af almindelig aktivitet
  • Hypokaliæmi skal korrigeres forud for måling
  • Plasma renin koncentration og plasma renin aktivitetsmåling er ligeværdige analysemetoder
  • Cutoff for aldosteron/renin-ratio er assay specifik
  • Lægemidler der påvirker aldosteron/renin-ratio bør pauseres
  • Kaliumbesparende diuretika skal pauseres mindst 4 uger før måling
  • Forhøjet aldosteron/renin-ratio med p-aldosteron < 240 pmol/l (IDS ISYS assay) taler imod PHA og andre diagnoser skal overvejes.

Figur 1. Årsager til forskellige ARR udfald:

 figur1 PHA

Ved salttabende Congenital adrenal hyperplasi ses lav aldosteron og høj renin koncentration.

tiltoppen  

Diagnose

Såfremt der foreligger forhøjet ARR eller vanskelig tolkelig ARR anbefales patienten henvist til videre udredning i et højt specialiseret center.

a) Bekræftende test

PHA diagnosticeres hos patienter med forhøjet ARR (>31 (IDS ISYS assay) eller > 1600 (RIA metode og renin-aktivitetsmåling)), nedsat renin og uhensigtmæssigt forhøjet aldosteron (se figur 2). Hos patienter med intermediære aldosteronværdier (240-1197 pmol/l (IDS ISYS assay)) er der behov for en bekræftende test (se nedenfor). På trods af at nyeste guideline fra Endocrine Society (2) ikke sætter en sikker nedre grænse for aldosteron synes PHA i daglig klinisk virke at være usandsynlig ved plasma aldosteron < 240 pmol/l (IDS ISYS assay). Ved hypertension, hypokaliæmi og supprimeret renin samt p-aldosteron over 1197 pmol/l (IDS ISYS assay) er diagnosen PHA sikker.

Bekræftende test: Hos patienter med ARR >31 pmol/l / mIU/l og aldosteron 240- 1197 pmol/l (begge v/IDS ISYS assay) er der behov for en bekræftende test før diagnosen PHA kan stilles. Der er ingen gylden standard, og det afspejles i at der for de 4 hyppigst anvendte test (peroral og iv saltbelastningstest, florinef og captopril suppressionstest) findes forskellige fremgangsmåder samt aldosteron cut-offs for hver enkelt test. Disse test er individuelt beskrevet i (2).

Da det primære formål med en bekræftende test for PHA er at udelukke falsk positive ARR værdier, er der behov for en test med høj negativ prædiktiv værdi. Dette forhold samt tendenser i guidelines (2, 24) sammenholdt med en proceduremæssig let gennemførlig test gør, at liggende iv saltbelastningstest anbefales som førstevalg (se nedenfor). Et studie (25) angiver at siddende iv saltbelastningstest er mere robust. Dette bør dog afklares yderligere efter arbejdsgruppens opfattelse.

Florinef suppresions test angives også at have høj negativ prædiktiv værdi (24), men den er mere besværlig at udføre.
I tilfælde af kontraindikationer (betydende nyre- eller hjertesvigt, ukontrolleret hypertension) til iv saltbelastningstest eller florinef suppressions test anbefales eller evt. captopril suppressionstest (2, 24).

Faktabokse (alle med IDS ISYS assay):

boks1

Subtypeklassifikation: Når diagnosen PHA er stillet er der behov for subtypeklassifikation. Subtypeklassifikationen har til formål skelne de unilaterale (og hermed de potentielt kirurgisk behandlelige tilstande) fra de bilaterale tilstande (som skal medicinsk behandles). Traditionelt set er subtypeklassifikationen foregået ved hjælp af binyrevenekaterisation (BNVK) (se senere). En ny og velgennemført randomiseret kontrolleret undersøgelse (27) finder dog ingen behandlingsmæssig forskel på BNVK- og CT-mæssig klassifikation. Hos potentielle operationskandidater anbefales forsat BNVK; men ved diskordans mellem BNVK og CT scanning anbefales medicinsk behandling.

Figur 2: Flow chart for udredning af PHA (siddende måling (på basis af IDS ISYS assay værdier))

figur2 PHA

b) Billeddiagnostik

Der anbefales binyre CT skanning. CT-scanning af binyrerne er den bedst evaluerede radiologiske undersøgelsesteknik ved adrenale tumorer. MR skanning frembyder ingen fordele.

CT skanning kan påvise uni- eller bilateralt adenom eller hyperplasi.

Det typiske aldosteron producerende adenom er 1-4 cm stort og med HU værdi under 10.

Ved adenomer > 4 cm eller specifikke maligne karakteristika må malignitet mistænkes og tumor anbefales fjernet. (link til NBV incidentalom). Aldosteron producerende binyre adenomer er ekstremt sjældent maligne.

Store (>4 cm) benignt udseende adenomer kan ved PHA repræsentere aldosteron og kortisol co-producerende tumor og undersøgelserne bør suppleres med dexametason test og tumor evt. fjernes under ”steroid paraply” (2).

Patienter under 35 år med velverificeret PHA og CT-mæssig unilateralt adenom kan opereres uden BNVK (1), men vi anbefaler at alle, der påtænkes opereret, tilbydes BVNK.

c) Binyre vene katerisation

Ved etableret PHA er undersøgelse for om der foreligger unilateral eller bilateral sygdom afgørende før definitiv beslutning om behandling. Påvisning af lateralisering af aldosteron overproduktion foretages ved binyre vene katerisation (BVNK).

BVNK bør kun udføres når diagnosen PHA er stillet og såfremt patienten er interesseret i respektiv er kandidat til et evt. kirurgisk behandlingstilbud.

BVNK foretages af en interventionsradiolog. Kateter indføres i vena femoralis (lokal anæstesi) og avanceres til hø binyrevene – ca 90o indløb i vena cava – og ve binyre vene. Der tages prøver til p-aldosteron og p-cortisol koncentration fra begge binyre vener (dobbeltbestemmelse) samt fra vena iliaca og tillige evt. fra perifer cubital vene. Undersøgelsen foretages i Danmark uden ACTH stimulation.

Tolkning af BVNK (28, 29):

Hvorvidt der foreligger lateraliseret aldosteron overproduktion fra én binyre afgøres ved dels at afgøre om binyrevene prøven er god nok (selektiv) og dels at der er overproduktion fra den ene side (lateralisering) samtidig med suppression af den anden side. Hertil benyttes

Selektivitets-index, dvs foreligger en brugbar binyre vene prøve:
p-cortisol i binyre vene ≥2 i forhold til perifer vene.
Hvis dette ikke er tilfældet bør BVNK gentages.

Lateraliserings-index:

(Aldosteron/kortisol) dominant side / (aldosteron/kortisol) ikke dominant side ≥ 4

Kontralateral–suppressions-index:

(aldosteron/kortisol) ikke dominant side/ (aldosteron/kortisol) perifer < 1

Én guideline anvender lateraliserings-index ≥2 ved ustimuleret BVNK (28), men vi har i lighed med den nye franske guideline valgt værdien ≥4 for at øge antallet af helbredte ved adrenalektomi og for at reducere antallet af potentielle operationskandidater (29).
Suppresions-index vil ikke altid være opfyldt. Der må ved konference foretages en samlet vurdering af BNVK resultaterne og der må i det individuelle tilfælde vurderes om der er tilstrækkelig eller utilstrækkelig evidens for eensidig aldosteron overproduktion. De anførte indices er derfor kun vejledende.

Der må endelig i det individuelle tilfælde konfereres i det højt specialiserede center, hvorvidt patienten skal tilbydes adrenalektomi.

Komplikationer ved BNVK er blødning, infektion, binyre vene ruptur (ca 0,6% hyppighed), binyrevene trombose, vene dissektion og ultimativt total binyreinsufficiens (28). BVNK anbefales kun at foregå på få interventionsradiologiske centre (Rigshospitalet, Odense, Aarhus).

d) Genetisk testning (2)

Alle hypertensive førstegrads slægtninge til patienter med PHA bør tilbydes udredning for PHA.
Patienter diagnosticeret med PHA før 20 års alderen eller med hæmoragisk cerebralt insult før 40 års alderen samt patienter med familiær ophobning af PHA bør genetisk udredes for én af de tre arvelige (autosomalt dominante) former, hhv. familiær hyperaldosteronisme type I (glukokortikoid supprimerbar hyperaldosteronisme), type II og type III. Hver enkelt form udgør under 1 % af det samlede antal patienter diagnosticeret med PHA.
Unge PHA patienter (<20 år) anbefales tillige udredt for somatiske mutationer i KCNJ5, ATP1A1, ATP2B3 og CACNA1D genet. De er yderst sjældne.
Ved PHA med binyre adenom udredes for MEN1 (LINK til NBV).
Genetisk testning foretages på blodprøve indsendt til en af de klinisk genetiske afdelinger på Rigshospitalet, Odense Universitets Hospital, Aarhus Universitetshospital og Aalborg Universitetshospital. Der henvises til lokale vejledninger vedr. prøvetagning.

Modsat familiær hyperaldosteronisme type I behandles type II og III på samme måde som sporadiske tilfælde af PHA og vil ikke blive yderligere beskrevet.
Patogenenesen til familiær hyperaldosteronisme type I er en kimær gendannelse, der kobler ACTH promoterregionen med aldosteron syntase genet således at ACTH stimulerer aldosteronsekretionen i zona fasciculata. Behandlingen består af lavest mulig natlig dosis glukokortikoid, der normaliserer blodtrykket og evt. hypokaliæmi.

tiltoppen  

Operativ behandling

Når de diagnostiske undersøgelser er færdige og indtil operation kan blodtrykket kontrolleres med mineralocorticoid receptor antagonist, primært spiron alternativt det noget dyrere eplerenon hvis spiron ikke tåles. Derudover kan suppleres med andre antihypertensiva og evt kalium tilskud.

Der foreligger ikke randomiserede kliniske studier, som sammenligner medicinsk og operativ behandling. Der er dog konsensus om, at unilateral laparoskopisk adrenelektomi er 1. valg ved unilateral sygdom (30, 31).

Blodtryk normaliseres (medicinfri og blodtryk < 140/90 mmHg) hos ca. 50-80% med unilateral aldosteronproducerende adenom og unilateral hyperplasi og studier tyder på bedre end-organ beskyttelse ved operation end ved medicinsk behandling (18,24)
Sidste dosis mineralocorticoid receptor antagonist gives aftenen før operation og kaliumtilskud reduceres/seponeres fra umiddelbart efter operation.

Postoperativt vil størstedelen af patienterne kunne ophøre med kaliumtilskud ligesom den antihypertensive behandling oftest kan reduceres eller seponeres.

2-3 mdr efter adrenalektomi vurderes effekten af indgrebet på basis af døgnblodtryk eller hjemmeblodtrykmålinger samt bestemmelse af væsketal og aldosteron samt renin værdier. Efterfølgende kan succesfuldt opererede patienter følges hos praktiserende læge.

tiltoppen  

Medicinsk behandling og opfølgning

Patienter, hvor unilateral hypersekretion ikke har kunnet verificeres, samt patienter, der af andre årsager ikke anbefales adrenalektomi, behandles medicinsk.
Disse patienter fortsætter aldosteron receptorblokade, med spironolakton eller eplerenone. Der foreligger eet dobbelt blindt randomiseret og 2 ublindede randomiserede studier, som sammenligner spironolakton med eplerenone til antihypertensiv behandling ved PHA (32-34). Den antihypertensive effekt af det billigere spironolakton synes højere end eplerenone, men stofferne er ikke ækvipotente mg for mg. Bivirkningerne til spironolakton i form af gynækomasti, mastalgi, træthed, nedsat libido er klart mere udtalte end for eplerenone. Ved bivirkninger til spironolakton kan der opnås enkelttilskud til eplerenone. Derudover anvendes andre antihypertensiva, f.eks. calciumantagonister og evt. kalium tilskud. Effekten af den medicinske behandling vurderes ved døgnblodtryk eller hjemmeblodtrykmålinger.

Yderligere billediagnostik eller hormonel opfølgning er oftest ikke indiceret.

Velbehandlede patienter følges hos praktiserende læge, men kan genhenvises ved stigende blodtryk eller udvikling af bivirkninger til den medicinske behandling.

tiltoppen  

Appendix

a) Vedr Analyse metoder
Traditionelt har renin været udtrykt som renin aktivitet. Renin aktivitet bestemmes ud fra generering af angiotensin I ved inkubation af plasma med angiotensinogen. I analysen anvendes således et antistof rettet mod angiotensin I. I de senere år er mange kommercielt tilgængelige målemetoder taget i anvendelse, også i DK, der direkte måler p-renin koncentration. De er mindre arbejdskrævende og kan anvendes på automatiserede maskiner med bedre mulighed for standardisering. Ved sammenlignende undersøgelser af renin-aktivitet vs. p-renin som screeningsværktøj synes de to analysemetoder at producere sammenlignelige resultater (5, 7-10). Det har været fremført at p-renin måling, i modsætning til reninaktivitet, er påvirkelig af østrogenstatus således at højt østrogenniveau (lutheal fase i menstruationscyklus og peroral antikonception) medfører nedsat p-renin med risiko for falsk positive resultater. (1, 11-12). Det er dog ikke alle undersøgelser der har kunnet påvise en klinisk betydende indvirkning af østrogen på p-aldosteron/p-renin-ratio (4).

Plasma aldosteron måles fortrinsvis med immunbaserede metoder på automatiserede maskiner. Der er betydelig variation fra assay til assay, hvor p-aldosteron fra samme prøve kan variere med en faktor 2 (13). Massespektrometri har været foreslået som en alternativ og mere pålidelig analysemetode, men anvendes aktuelt ikke rutinemæssigt (14).

tiltoppen  

Forfattere

Tovholder:
Ebbe Eldrup, overlæge dr.med. Endokrinologisk afsnit, Medicinsk Afdeling O, Herlev Hospital (ebbe.eldrup@regionh.dk)

Øvrige medlemmer af arbejdsgruppen:
Mikkel Andreassen, overlæge ph.d., Endokrinologisk Afdeling, Rigshospitalet
Lise-Sofie Bislev, reservelæge phd studerende, Endokrinologisk Afdeling, Aarhus Universitets Sygehus
Eva Black, overlæge, Medicinsk Afdeling, Slagelse Sygehus
Claus Larsen Feltoft, overlæge, Endokrinologisk afsnit, Medicinsk Afdeling O, Herlev Hospital
Torben Leo Nielsen, overlæge, Endokrinologisk afdeling, OUH Odense Universitetssygehus Svendborg
Per Løgstrup Poulsen, overlæge dr.med. Endokrinologisk Afdeling, Aarhus Universitets Sygehus
Ulla Feldt Rasmussen, professor, overlæge dr.med., Endokrinologisk Afdeling, Rigshospitalet
Randi Ugleholdt, 1. Reservelæge ph.d., Endokrinologisk afsnit, Frederiksberg Hospital

tiltoppen  

Referencer

1. Käyser SC, Dekkers T, Groenewoud HJ, van der Wilt GJ, Carel Bakx J, van der Wel MC, Hermus AR, Lenders JW, Deinum J 2016. Study Heterogeneity and Estimation of Prevalence of Primary Aldosteronism: A Systematic Review and Meta-Regression Analysis. J Clin Endocrinol Metab 101(7):2826-35

2. Funder JW, Carey RM, Mantero F, Murad MH, Reincke M, Shibata H, Stowasser M, Young WF, Jr. 2016 The Management of Primary Aldosteronism: Case Detection, Diagnosis, and Treatment: An Endocrine Society Clinical Practice Guideline. J Clin Endocrinol Metab 101:1889-1916

3. Espiner EA, Ross DG, Yandle TG, Richards AM, Hunt PJ 2003 Predicting surgically remedial primary aldosteronism: role of adrenal scanning, posture testing, and adrenal vein sampling. J Clin Endocrinol Metab 88:3637-3644

4. Pilz S, Kienreich K, Gaksch M, Grubler M, Verheyen N, Bersuch LA, Schmid J, Drechsler C, Ritz E, Moosbrugger A, Stepan V, Pieber TR, Meinitzer A, Marz W, Tomaschitz A 2014 Aldosterone to active Renin ratio as screening test for primary aldosteronism: reproducibility and influence of orthostasis and salt loading. Horm Metab Res 46:427-432

5. Glinicki P, Jeske W, Bednarek-Papierska L, Kruszynska A, Gietka-Czernel M, Roslonowska E, Slowinska-Srzednicka J, Kasperlik-Zaluska A, Zgliczynski W 2014 The ratios of aldosterone / plasma renin activity (ARR) versus aldosterone / direct renin concentration (ADRR). J Renin Angiotensin Aldosterone Syst……

6. Kem DC, Weinberger MH, Gomez-Sanchez C, Kramer NJ, Lerman R, Furuyama S, Nugent CA 1973 Circadian rhythm of plasma aldosterone concentration in patients with primary aldosteronism. J Clin Invest 52:2272-2277

7. Unger N, Lopez S, I, Pitt C, Walz MK, Philipp T, Mann K, Petersenn S 2004 Comparison of active renin concentration and plasma renin activity for the diagnosis of primary hyperaldosteronism in patients with an adrenal mass. Eur J Endocrinol 150:517-523

8. Trenkel S, Seifarth C, Schobel H, Hahn EG, Hensen J 2002 Ratio of serum aldosterone to plasma renin concentration in essential hypertension and primary aldosteronism. Exp Clin Endocrinol Diabetes 110:80-85

9. Ferrari P, Shaw SG, Nicod J, Saner E, Nussberger J 2004 Active renin versus plasma renin activity to define aldosterone-to-renin ratio for primary aldosteronism. J Hypertens 22:377-381

10. Dorrian CA, Toole BJ, Alvarez-Madrazo S, Kelly A, Connell JM, Wallace AM 2010 A screening procedure for primary aldosteronism based on the Diasorin Liaison automated chemiluminescent immunoassay for direct renin. Ann Clin Biochem 47:195-199

11. Ahmed AH, Gordon RD, Taylor PJ, Ward G, Pimenta E, Stowasser M 2011 Effect of contraceptives on aldosterone/renin ratio may vary according to the components of contraceptive, renin assay method, and possibly route of administration. J Clin Endocrinol Metab 96:1797-1804

12. Ahmed AH, Gordon RD, Taylor PJ, Ward G, Pimenta E, Stowasser M 2011 Are women more at risk of false-positive primary aldosteronism screening and unnecessary suppression testing than men? J Clin Endocrinol Metab 96:E340-E346

13. Schirpenbach C, Seiler L, Maser-Gluth C, Beuschlein F, Reincke M, Bidlingmaier M 2006 Automated chemiluminescence-immunoassay for aldosterone during dynamic testing: comparison to radioimmunoassays with and without extraction steps. Clin Chem 52:1749-1755

14. Stowasser M, Ahmed AH, Pimenta E, Taylor PJ, Gordon RD 2012 Factors affecting the aldosterone/renin ratio. Horm Metab Res 44:170-176

15. Gallay BJ, Ahmad S, Xu L, Toivola B, Davidson RC 2001 Screening for primary aldosteronism without discontinuing hypertensive medications: plasma aldosterone-renin ratio. Am J Kidney Dis 37:699-705

16. Seifarth C, Trenkel S, Schobel H, Hahn EG, Hensen J 2002 Influence of antihypertensive medication on aldosterone and renin concentration in the differential diagnosis of essential hypertension and primary aldosteronism. Clin Endocrinol (Oxf) 57:457-465

17. Mulatero P, Rabbia F, Milan A, Paglieri C, Morello F, Chiandussi L, Veglio F 2002 Drug effects on aldosterone/plasma renin activity ratio in primary aldosteronism. Hypertension 40:897-902

18. Funder JW, Carey RM, Fardella C, Gomez-Sanchez CE, Mantero F, Stowasser M, Young WF, Jr., Montori VM 2008 Case detection, diagnosis, and treatment of patients with primary aldosteronism: an endocrine society clinical practice guideline. J Clin Endocrinol Metab 93:3266-3281

19. Ahmed AH, Gordon RD, Taylor P, Ward G, Pimenta E, Stowasser M 2010 Effect of atenolol on aldosterone/renin ratio calculated by both plasma Renin activity and direct Renin concentration in healthy male volunteers. J Clin Endocrinol Metab 95:3201-3206

20. Chao CT, Wu VC, Kuo CC, Lin YH, Chang CC, Chueh SJ, Wu KD, Pimenta E, Stowasser M 2013 Diagnosis and management of primary aldosteronism: an updated review. Ann Med 45:375-383

21. Manolopoulou, J, Fischer, E, Dietz, A, Diederich, S, Holmes, D, Junnila, R, Grimminger, P, Reincke, M, Morganti, A, Bidlingmaier, M 2015. Clinical validation for the aldosterone-to-renin ratio and aldosterone suppression testing using simultaneous fully automated chemiluminescence immunoassays. J Hypertens 33 (12): 2500–11

22. Douillard C, Houillier, Nussberger J, Girerd X 2016. SFE/SFHTA/AFCE Consensus on Primary Aldosteronism, part 2: First diagnostic steps. Ann Endocrinol 77:192-201

23. Fuller PJ 2013 Adrenal Diagnostics: An Endocrinologist's Perspective focused on Hyperaldosteronism. Clin Biochem Rev 34:111-116

24. Reznik Y, Amar L, Tabarin A 2016. SFE/SFHTA/AFCE Consensus on Primary Aldosteronism, part 3: Confirmatory testing. Ann Endocrinol 77:202-7

25. Ahmed AH, Cowley D, Wolley M, Gordon RD, Xu S, Taylor PJ, et al. 2014. Seated saline suppression testing for the diagnosis of primary aldosteronism: a preliminary study. J Clin Endocrinol Metab 99: 2745-53

26. Mulatero P, Milan A, Fallo F, Regolisti G, Pizzolo F, Fardella C, et al. 2006. Comparison of confirmatory tests for diagnosis of primary aldosteronism. J Clin Endocrinol Metab 91:2618-23

27. Dekkers T, Prejbisz A, Kool LJ, Groenewoud HJ, Velema M, Spiering W, Kołodziejczyk-Kruk S, Arntz M, Kądziela J, Langenhuijsen JF, Kerstens MN, van den Meiracker AH, van den Born BJ, Sweep FC, Hermus AR, Januszewicz A, Ligthart-Naber AF, Makai P, van der Wilt GJ, Lenders JW, Deinum J, SPARTACUS Investigators 2016. Adrenal vein sampling versus CT scan to determine treatment in primary aldosteronism: an outcome-based randomised diagnostic trial. Lancet Diabetes Endocrinol 4:739-46

28. Rossi GP, Auchus RJ, Brown M, Lenders JWM, Naruse M, Plouin PF, Satoh F, Young WF Jr. 2014. An expert consensus statement on use of adrenal vein sampling for the subtyping of primary aldosteronism. Hypertension; 63:151-160

29. Bardet S, Chamontin B, Douillard C, Pagny JY, Hernigou A, Joffre F, Plouin PF, Steichen O 2016. SFE/SFHTA/AFCE Consensus on Primary Aldosteronism, part 4: Subtype diagnosis. Ann Endocrinol 77:208-13

30. Stowasser M 2015. Update in primary aldosteronism. J Clin Endocrinol Metab. 100(1):1-10

31. Muth A1, Ragnarsson O, Johannsson G, Wängberg B 2015. Systematic review of surgery and outcomes in patients with primary aldosteronism. Br J Surg. 102(4):307-17

32. Karagiannis A, Tziomalos K, Papageorgiou A, Kakafika AI, Pagourelias ED, Anagnostis P, Athyros VG, Mikhailidis DP 2008. Spironolactone versus eplerenone for the treatment of idiopathic hyperaldosteronism. Expert Opin Pharmacother 9: 509–15

33. Parthasarathy HK, Menard J, White WB, Young WF Jr, Williams GH, Williams B, Ruilope LM, McInnes GT, Connell JM, MacDonald TM 2011. A double-blind, randomized study comparing the antihypertensive effect of eplerenone and spironolactone in patients with hypertension and evidence of primary aldosteronism. J Hypertens 29: 980–90

34. Karashima S, Yoneda T, Kometani M, Ohe M, Mori S, Sawamura T, Furukawa K, Seta T, Yamagishi M, Takeda Y 2016. Comparison of eplerenone and spironolactone for the treatment of primary aldosteronism Hypertension Research 39: 133–7

  tiltoppen